Metaldiktator: Kiss - Dressed to Kill
Populær
Den 19. marts 1975 udsendte Kiss' deres tredje plade. Lavet med rekordfart blev 'Dressed to Kill' skrevet, indspillet og sendt i distribution på kun en måned. Som de to første plader var den ingen kommerciel succes. Men Kiss havde ingen planer om at stoppe med at "Rock and Roll All Nite"!
2. Two Timer
3. Ladies in Waiting
4. Getaway
5. Rock Bottom
6. C'mon and Love Me
7. Anything for My Baby
8. She
9. Love Her All I Can
10. Rock and Roll All Nite
"I wanna rock and roll all night and party every day".
Det er nok de færreste med interesse for rockmusik, der ikke genkender omkvædet fra Kiss’ ’Rock and Roll All Nite’.
Hvis der skal indstilles "den ultimative festsang"-kandidater, der opsummerer rockens livsstil, så må Kiss’ klassiker indiskutabelt være én af dem. Det her kendetegnende nummer, der er b-sidens sidste skæring på ’Dressed to Kill’, som udkom den 19. marts 1975.
Små to måneder senere spillede Kiss for første gang ’Rock and Roll All Nite’ live.
40 år senere, og over 2000 gange efter, spillede de den for bare tre uger siden i Japan. Få, hvis overhovedet andre rockbands i historien, kan bryste sig af at have fremført det samme nummer over utænkelige 2000 gange live.
Tredje gang var ikke lykken gang
Det lå dog ikke nødvendigvis i luften, at amerikanerne 40 år senere ville stå på den anden side af kloden og spille hittet fra ’Dressed to Kill’.
Gruppens ophavsmænd, den kun 23-årige Gene Simmons og 25-årige Paul Stanley, tørstede efter verdenssucces og rockstjernelivets mange frynsegoder. Men til trods for, at Kiss fra starten scorede opmærksomhed på deres malede personaer og spektakulære liveshows med store flammer på scenen, var den kommercielle succes stadig en anonym størrelse.
Præcis 13 måneder tidligere i februar 1974 havde Kiss udsendt deres selvbetitlede debut, men både den og efterfølgeren, den radikalt anderledes og tungere ’Hotter Than Hell’ fra efteråret 1974, gjorde ikke de store udslag på hitlisterne, der i foråret 1975 var domineret af navne som Stevie Wonder og funkgruppen Ohio Players. Det var ikke et selskab Kiss kunne blande sig med – heller ikke med ’Dressed to Kill’, der først solgte guld med en halv million plader i 1977.
Mystisk forløb med pladeselskabet
Hvor debuten nok står som karrierens stærkeste plade med numre som ’Strutter’, ’Cold Gin’ og den dystre ’Black Diamond’, og ’Hotter Than Hell’ byder på fantastiske ’Goin’ Blind’, ’Parasite’ og den tonstunge ’Strange Ways’, er ’Dressed to Kill’ en mere besynderlig størrelse.
’Kiss’ blev indspillet i hjembyen New York, mens ’Hotter Than Hell’ blev det i Los Angeles. Begge plader blev produceret af makkerparret Richie Wise og Kenny Kerner, der sammen med Kiss ikke var tilfreds med at være på Casablanca Records, der havde signet Kiss ved stiftelsen af selskabet i 1973.
Nok havde Casablanca navne som Donna Summer og senere Village People i stalden, men discoæraens enorme succes lå stadig forude. Ejer og executive Neil Bogart på Casablanca var et skridt fra konkurs og angiveligt – ifølge Ace Frehleys ’No Regrets - A Rock 'n' Roll Memoir’ (2011) besluttede Kiss på et møde sammen med at Wise og Kerner at tage mod et tilbud fra konkurrenten, det større selskab Atlantic Records.
Neil Bogart var dog hurtig på aftrækkeren, for hvor besynderligt det end lyder, var hans kæreste og senere hustru, Joyce Bogart-Trabulus, på dette tidspunkt co-manager for Kiss og informerede naturligvis sin mand om beslutningen, gruppen og producerne havde besluttet på mødet. Informationerne er sparsomme, men Kerner og Wise blev kørt ud på et sidespor.
Indspillet på rekordtid i Hendrix’ studie
Kun en uge efter Kiss havde overstået turneen med ’Hotter Than Hell’ stod bandet i Jimi Hendrix’ Electric Lady Studios i New York klar til at indspille næste plade med Neil Bogart selv som producer, for at spare på udgifterne.
Det var i februar 1975. En måned senere var ’Dressed to Kill’ skrevet, indspillet, trykt, distribueret og udsendt!
Godt nok var der ikke så meget pis med rockmusikere dengang. Der blev gjort kort proces. Led Zeppelin udsendte deres fire første og skelsættende plader på lidt under to år. Black Sabbath gjorde noget nær det sammen med deres fire første banebrydende udgivelser. Men fra idé til udgivelse på blot en måned må gøre ’Dressed to Kill’ til noget af det hurtigste, der eksekveret i rockhistorien.
Kan det så høres? Til dels, ja.
Det førende musikmagasin Rolling Stone Magazine var dog ganske begejstret over ’Dressed to Kill’. I sin anmeldelse skrev rockkritiker Gordon Fletcher:
”Kiss does make fantastically successful rock. Driven by Gene Simmons's remarkably inventive bass lines and the cacophonous poundings of drummer Peter Criss, Kiss makes Chuck Berry chords and basic rock progressions come alive with energetic urgency. Simple? Yes. Repetitive? Yessir! But like the Stooges, Kiss manages to avoid monotony.”
(artiklen fortsætter under billedet)
(Kiss i studiet sammen med Casablancas ejer og pladens producer, Neil Bogart. Kiss er iført de jakkesæt, som de også ses i på pladens albumcover. Det var den anerkendte rockfotograf, Bob Gruen, der fik ideen og skød billederne. Kun Peter Criss ejede dog et jakkesæt, så resten af bandet måtte låne sig frem. Som Gene Simmons bemærker i sin selvbiografi, er det ret tydeligt, det sæt, han har lånt, er for småt!)
Rockens største fissekarle
Generelt holder ’Dressed to Kill’ da også et højt bundniveau med fængende numre, der peger i retning af de gedigne hits, Kiss især skabte igennem resten af årtiet.
Særligt singlen ’C’mon and Love Me’ – der ikke røg ind på hitlisterne – står som pladens stærkeste nummer. Skrevet af Paul Stanley på angiveligt under en time og inspireret af The Moody Blues’ ’Question’, hvilket dog er svært at høre.
’C’mon and Love Me’ er rendyrket Paul Stanley og har hans karakteristiske kendetegn med catchy omkvæd og sprudlende guitarriffs. Nummeret er prototypen på de medrivende hits, Stanley for alvor ville ryste ud af posen sig to år senere på ’Love Gun’ og frem. Og teksten? Den er naturligvis helt typisk for rockens største fissekarle. ”She saw my picture in a music magazine / When she met me, said she'd get me, synger Stanley velkendt i nummeret.”
Godt nok var Kiss endnu ikke berømte ikoner, men at livet på landevejen hurtigt får damerne til at melde til sig frivilligt under fanerne, havde Kiss erfaret. Faktisk årsagen til, at de intet materialet havde, da de gik i studiet med ’Dressed to Kill’.
”It was no contest,” skriver Stanley i sine erindringer fra sidste år, ’Face the Music: A Life Exposed’, om valget mellem at skrive musik på hotelværelset eller knalde damer under 'Hotter Than Hell'-turnéen.
Detaljeret understeget af åbneren ’Room Service’: ”She's on her knees / And one more time before I leave I get some / Room service, baby I could use a meal.”
Forhastet og anonym Space Ace
Den lumre lyrik og kærligheden fortsætter ufortrødent på ’Ladies in Waiting’ og ’Anything for My Baby’, som begge også har det til fælles, at Kiss meget sjældent har spillet dem live.
Det er udmærkede numre, men rummer netop lyden af det ekko, der viser Kiss var forhastet i studiet. De mangler Kiss’ klassiske kant. Og ikke mindst bidraget fra Ace Frehleys og hans sublime evner på guitaren.
Der er simpelthen for lidt af Space Aces signatur på ’Dressed to Kill’.
Med undtagelse af ’Getaway’, som Ace Frehley skrev, og som Peter Criss synger på, har Gene Simmons og Paul Stanley komponeret hele pladen, der har en samlet spilletid på kun 28 minutter.
Alt materialet var dog ikke spritnyt. Fra Gene Simmons’ tid i Wicked Lester medbragte han ’Love Her All I Can’, og ’She’. Førstnævnte skulle oprindeligt have været på ’Hotter Than Hell’ (’Goin’Blind’ herfra var også fra hans gamle band) og sidstnævnte klinger langt hen ad vejen som en skæring, der også burde have været at finde på det forrige og tungere album.
’She’ er ganske simpelt et fremragende nummer, hvor ikke mindst Ace Frehley endelig får lov til at træde i karakter på ’Dressed to Kill’ med en fremragende solo. I øvrigt inspireret af en lignende solo Robby Krieger spiller i The Doors’ ’Five to One’. Og rocken går som bekendt i arv. Mike McCready kopierede Frehleys solo i Pearl Jams gennembrudshit ’Alive’!
Hittet var bestillingsarbejde
”This could be the rock and roll national anthem,” skriver Stanley i sin selvbiografi om, da de havde skrevet ’Dressed to Kill’s sidste nummer.
’Rock and Roll All Nite’ blev udsendt som single, men sangen de 40 år senere ville spille over 2000 gange, klarede sig ikke særligt godt på hitlisterne.
Nummeret var en slags bestillingsarbejde fra Neil Bogart, der ønskede noget i stil med den populære popfunk-gruppe Sly and the Family Stone. Gene Simmons havde en halv sang, der hed ’Drive Me Wild’ og Paul Stanley havde et halvt nummer med omkvædet ”I want to rock and roll all night and party every day”. Resten er Kisstory, som man udtrykker det blandt fans.
’Dressed to Kill’ havde en meget renere lyd end de to forrige plader, angiveligt fordi Neil Bogart var mere vant til at producere pop end rock, og Kiss var da heller ikke tilfreds med lyden og slet ikke i kølvandet på endnu et album, der ikke klarede sig særlig godt. De ville så gerne lyde på plade som de gjorde live. Siger de i hvert fald i deres respektive erindringer.
På sommerturnéen med ’Dressed to Kill’ – hvor de kortvarigt opvarmede for Black Sabbath (!) – optog de flere koncerter undervejs. Et halvt år efter ’Dressed to Kill’ kom magien så endelig til live på ’Alive!’ – den tager vi så til efteråret!
Og tjek i øvrigt Anthrax' cover ud af 'She'!
Eller Skid Rows version ud af 'C'mon on and Love Me'!