Spinal Tap erstattede Kiss i Horsens
Populær
Kiss koksede rundt i det som en professionel parodi på sig selv i Horsens.
2. Shout It Out Loud
3. Lick It Up
4. I Love It Loud
5. Firehouse
6. Shock Me
7. Flaming Youth
8. War Machine
9. Crazy Crazy Nights
10. Cold Gin
11. Say Yeah
12. Psycho Circus
13. Black Diamond
14. Rock and Roll All Nite
Ekstra:
15. I Was Made for Lovin' You
16. Detroit Rock City
”På plade er musik nok, men i en koncertsal skal øjnene også underholdes,” udtalte Kiss i deres første danske interview i 1976.
41 år senere er amerikanerne stadig mænd af deres ord.
At Kiss så ligefrem ville opføre en liveversion af ’This is Spinal Tap’ – kultfilmen om et kikset metalband – den havde man sgu alligevel ikke forventet.
Men gerne været foruden.
Ligheden med komediefilmen var ikke til at tage fejl af, da Gene ”The Demon” Simmons efter ’Firehouse’ skulle i gang med at udføre sit glansnummer, hvor han spytter blod og flyver til vejrs.
Bassen slog Simmons an, blodet spyttede han ... og så stod han ellers bare der midt på scenen og lignede en kat, der blev trukket i nakkeskindet.
Hans skuldre løftede sig et par centimeter. Febrilsk viftede han med højre hånds fingre ud til teknikerne i siden, at de skulle få ham hejst op, mens han spontant med venstre hånd slog nogle tilfældige toner an på sin økse-bas – når sekunder føles som minutter og afgør forskellen mellem fantastisk og fiasko.
Kiss har i årtier været det første. Men er endt som det sidste. Hvis ikke det faktum var åbenlyst nok i Forum i København i 2013, så var det det unægteligt denne aften.
Allerede i åbningsnummeret ’Deuce’ koksede Paul Stanley i akkorderne, så det lød som et jamband, der fjumrede rundt i det. Nu vil onde tunger selvfølgelig også hævde, at halvdelen af gruppen er et jamband i form af Eric Singer og Tommy Thayers imitation af fortidens Catman og Spaceman skabt af Peter Criss og Ace Frehley.
Men alt andet lige så spiller og synger de nyeste medlemmer i det mindste ganske habilt, så et af koncertens få højdepunkter var Tommy Thayer i spidsen på ’Shock Me’. Hvis man ellers var i stand til at holde fokus på ham og ikke Paul Stanley, der to meter ved siden af Thayer lå og rullede rundt på scenen og spyttede plektre ud til publikum.
Nej, fjollerierne og formen fejler intet hos den 65-årige Stanley, men stemmen er fuldstændig slidt i en sådan grad, at han får selv Bob Dylan til at lyde ungdommelig.
Denne aften tydeligvis i så slem tilstand, at Stanleys signatursang ’Love Gun’ blev skåret af sætlisten. I stedet fik vi en masse hæs vrøvl fra Stanley imellem numrene, når vi ikke under numrene fik krampeagtige versioner af ’Psycho Circus’, ’Flaming Youth’ og ’Crazy Crazy Nights’.
’Let Me Go, Rock ’N’ Roll’ fik også kniven fra sætlisten, så Simmons slap for at synge den igennem, selvom han trods alt havde mere vokal-format end sin gamle makker på numre som ’Cold Gin’ og ’War Machine’, som han sang hængende oppe under loftet, da han endelig blev ”flyvende”.
Gad vide om Simmons ikke bare havde lyst til at flyve væk. Helt væk før det gik helt galt. Så galt gik det dog ikke. I stedet holdt de professionelt maskerne og kørte i tomgang i sølle 90 minutter.
Faktisk så professionelt, at Kiss ikke kommunikerer med hinanden på scenen. Kiss er der bare. Til stede som en sørgelig, udbrændt kopi af the hottest band in the world.
LÆS OGSÅ: PRETTY MAIDS VANDT PÅ HJEMMEBANE