SRF ’14: Torsdag

SRF ’14: Torsdag

Torsdagen bød på et overflødighedshorn af musikere, der imponerede på stribe. Især Ozzys gamle guitarist Jake E. Lee gjorde indtryk. Pretty Maids triumferede igen på udebane, og naturligvis rykkede dagens hovednavn Alice Cooper også publikum godt rundt i rockmanegen.

Dato
05-06-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Vanen tro var fotografen så forsinket, at mørket havde sænket sig onsdag aften over det svenske landskab, da Devilutions tre udsendte endelig kunne melde deres ankomst til årets Sweden Rock Festival. Den 22. af slagsen, der sjældent skuffer med programmet. Så mens Iron Maidens originale forsanger, Paul Di’Anno, kunne høres stå og fremføre klassikere som ’Phantom of the Opera’ og ’Remember Tomorrow’, blev lejren slået op i totalt mørke og i regnvejr. Øv!

I det mindste nåede vi nattens afsluttende hovednavn, Queensrÿche, der var fløjet over Atlanten for at give denne eksklusive koncert i Europa midt under deres amerikanske turné. Med over tyve millioner solgte plader gennem karrierens 30 år er amerikanerne i den mest succesfulde afdeling af progressive metalgrupper.

Deres originale sanger, Geoff Tate, forlod bandet i 2012. Og trods det at den nye mand på posten, Todd La Torre, unægtelig fylder vokalen godt ud, føles det sgu en anelse fladt at opleve veteranerne. Omend klassikere som ’Jet City Woman’ og ’Empire’ gik rent ind, da koncerten løftede sig op på et glimrende niveau hen mod slutningen af det to timer lange sæt.

Amerikansk superguitarist

Torsdag var et sandt overflødighedshorn. Fra middagstid stod den på de heftige svenskere i Bombus, der imponerede vores skribentnovice på festivalen så meget, at vi allerede nu kan konkludere, at der bliver noget at glæde sig til, når de gæster årets Roskilde Festival! (læs anmeldelsen her).

På samme tid på Rock Stage kunne man også opleve en sand guitarlegende. Da Ozzy Osbournes legendariske spadespiller, Randy Rhoads, omkom i en alt for tidlig alder i 1982, blev han erstattet af Jake E. Lee. Guitaristen der – ukrediteret! – stod bag Ozzys megahit ’Bark at the Moon’, var på pletten med sit nye band Red Dragon Cartel, der tidligere på året udsendte deres selvbetitlede debutplade.

Det er heavy metal, som det lød i de gamle 1980’ere, hvor Jake E. Lee har fundet en sanger, bassist og trommeslager, der ligner nogle, der netop er ankommet fra perioden. Frontmand Darren James Smiths vokal imponerede måske ikke gevaldigt, men nu er det også bandbossen og guitaristen, der er ensemblets trækplaster – og ikke mindst numrene fra de to studiealbum, Jake E. Lee medvirkede på for the Prince of Darkness. Så der blev lagt ud med titelnummeret fra ’The Ultimate Sin’ og – selvfølgelig – afsluttet med ’Bark at the Moon’. Men sin seje attitude og en smøg dinglende i kæften var det en af dagens helt store oplevelser at se superguitaristen eksekvere de her klassikere – inklusiv numre fra hans periode i Badlands – og flere af Red Dragon Cartels egne numre. For Satan, hvor kan den mand spille guitar!


Kedelige svenskere og rædderlige briter

For at sige det groft, kan der snart fodres svin med alle de mange retrobands, som vores svenske broderfolk er leveringsdygtige i. På plade er det tunge band Mamont et af de bedre af slagsen, der minder om danske Moonless. For en måned siden spillede svenskerne i Ungdomshuset i København, hvor koncerten måtte afbrydes, da usselt nazi-scum invaderede ”Ungeren” – uden succes heldigvis. Den slags sker heldigvis ikke på den svenske festival, hvor folk trods deres ofte imponerede høje promille opfører sig ganske pænt. Men tilbage til musikken, der desværre ikke indfriede den ellers fede stemning, som Mamont leverer på deres to ep’er og fuldlængedebut ’Passing Through the Mastery Door’. En skuffende oplevelse, men slet ikke i nærheden af det, NWOBHM-bandet Cloven Hoof præsterede.

Bandet har eksisteret on and off siden 1982 og skabt nogle ganske fede skiver, der næsten er Iron Maiden værdige. Men kun bassisten Lee Payne er tilbage fra originalbesætningen, og han har simpelthen valgt at alliere sig med en flok knægte, der både ligner og får Cloven Hoof til at lyde som metalcore! En gennemført rædderlig oplevelse. Så er du advaret!

Dansk triumf og dødssyg supergruppe

Så turen gik fluks tilbage foran den store hovedscene, der femten minutter før Cloven Hoofs fadæse var blevet åbnet af Pretty Maids. Det danske band synes simpelthen bare at blive bedre og bedre med årene, og man forstår udmærket, hvorfor de igen og igen bliver inviteret til at spille på verdens førende rock- og metalfestivaler som Sweden Rock og Wacken Open Air.

Denne eftermiddag var triumfen ikke mindre, og alle hits blev serveret til stor glæde for de mange publikummer, der skrålede med på Paul Christensen fede vokal under ’Red, Hot and Heavy’ og superhittet ’Please Don’t Leave Me’. Sådan skal det sgu være!

Efterfølgende stod svenske Feral klar til at servere festivalens første omgang dødsmetal på den mindste scene, Rockklassiker Stage. Bandet har ikke mange år på bagen og skal nok heller ikke gøre sig de største håb for fremtidens succes. Kvartettens musik bestod af middelmådig standard-død, der kun momentvis løftede sig op på et headbanger-værdigt niveau.

Så efter en halv time gik turen endnu en gang hen på Rock Stage. Klokken var 15, og en hel del var troppet op for at overvære den progressive supergruppe Transatlantic, der tæller tidligere medlemmer fra Dream Theater, Flower Kings og Marillion. Det er meget muligt, gruppen spillede uhørt godt sammen, men ikke desto mindre fremstod det gabende kedeligt. Svensken virkede dog begejstret, særligt da det var første gang, bandet aflagde visit i landet.

Festivalens fornemme pressemøder

Det fantastiske ved festivaler er, når man løber ind i gamle som kommende bekendte og venner. Snakken falder, tiden går, og planer bliver ændret. Sådan forsvandt Tesla ud af programmet, men fortvivl ej, en kollega var på pletten dagen efter, hvor de gæstede Amager Bio, som du kan læse om her.

Det særlige ved Sweden Rock er dog festivalens evne til at arrangere pressemøder med selv de allerstørste hovednavne. Desværre var der så tidligt rift om de forreste pladser i presseteltet, at det var umuligt at mase sig frem og få et ord indført til seancen med selveste Alice Cooper. Men hold nu op, hvor fremstår den 66-årige legende som den mest imødekommende og sympatiske rockstjerne, der findes.

Elendig protegé. Fantastisk læremester

Cirka på samme tidspunkt gik hans protegé og største fan Rob Zombie på scenen. Al respekt til dem, der holder af mandens teatralske show og elektroniske metalvælling-musik. Fans bliver næppe skuffede, når han snart optræder på årets Roskilde Festival. Herfra fremstår mandens numre dog bare omtrent så elendige som hans film – hvilket ikke siger så lidt!

Hans idol er derimod blandt rockens bedste, og selv om Alice Coopers koncert ikke var en decideret genistreg, så var det stadig en stor oplevelse af gense chok-rockeren i selskab med 30.000 andre tilskuere. (Læs anmeldelsen her).

I 2007 gæstede Alice Cooper Ballerup Super Arena, hvor Uriah Heep var medbragt som support. Det var de nærmest også her, hvor de spillede et par timer før. De blev dannet for hele 45 år siden i London, men den fremskredne alder er såmænd ingen hindring for briterne, der stadig rocker for hårdt! (Læs anmeldelsen her).

Læs alle torsdagens anmeldelser her:
Bombus
Uriah Heep
Alice Cooper