Metallica leverede miraklet og magien
Populær
Metallica vandt over Parkens lortelyd og sejrede med et frådende format foran 47.000 fans.
2. The Memory Remains
3. Ride the Lightning
4. The God that Failed
5. The Unforgiven
6. Here Comes Revenge
7. Moth Into Flame
8. Sad but True
9. No Leaf Clover
10. Frantic
11. One
12. Master of Puppets
13. For Whom the Bell Tolls
14. Creeping Death
15. Seek & Destroy
16. Spit Out the Bone
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman
Efter 36 års turné er det tydeligt at høre på James Hetfields vokal, at karrierens over 2.000 koncerter med Metallica har slidt på den ukuelige frontmands stemme. Men hvad den 55-årige amerikaner ikke længere har af styrke i halsen, har musikhistoriens sejeste rytmeguitarist stadig i fingrene.
De konstante down-strokes på spaden under 'Ride the Lightning' blev sat med så brutal råstyrke og solid præcision, at titelnummeret fra den 35 år gamle klassiker næsten pulverisede betonklodsen på Østerbro. Kirk Hammetts fart i fingrene fremstod heller ikke svagere med alderen, da han lirede nummerets lange og sindssygt svære solo af med en overjordisk lethed.
'Here Comes Revenge' tog lidt pusten ud af den svedige stemning på plænen. De mange flammer under 'Moth Into Flame', der fulgte efter, fik varmen frem i kroppen på flokken foran scenen i snakepitten, men det var efterfølgeren 'Sad But True', der satte ild i røven på alle gæsterne, og fik samtlige 47.000 knyttede næver i vejret. Lars Ulrichs stortrommeslag kom med tordenbrag og satte al tvivl på plads. Metallica havde ikke glemt fadæsen for 15 år siden på samme sted, hvor lortelyden i Parken destruerede koncerten i 2004.
Metallica var kommet efter revanche og med blod på tanden, og med en fremragende lyd fik kvartetten i den grad taget revanche. Den høje volumen og klare lyd gik i særdeleshed sejrende igennem på 'No Leaf Clover', der efter fem kvarter kom som et mastodontisk og melodisk højdepunkt.
Bagefter fulgte det absolutte lavpunkt. Som intermezzo i hvert show i turnéens respektive lande hylder Trujillo og Hammett nationens kanoniske rockarv. Trujillo slap dog for at forsøge sig med et broget dansk, som tilfældet var i Herning sidste år, da han sang sig igennem en sjasket version af Gasolins 'Rabalderstræde'. I Parken kom Trujillos knap så kønne vokal på engelsk, da publikum overflødigt blev trukket igennem D-A-D's 'Sleeping My Day Away'. Men det kunne trods alt have været værre - det kunne have været Volbeat.
Ulrich og Hetfield kom tilbage på scenen, og som mørket var faldet over nationalarenaen uden tag på denne aften, blev himlen lyst op af imponerende laserlys til de massive toner af 'Frantic', der blev leveret med aggressiv pondus.
Nattesynet blev ikke mindre smukt med laserlyset til tonerne af bragende eksplosioner og visuals af slagmarker på de gigantiske storskærme, da 'One' blev sat i gang. Det guddommelige nummer sejrede som en såret krigshelt, og kvartettens samspil var simpelthen suverænt. Metallica var i total kontrol. Hetfield styrede slaget uden at miste fodfæstet, og det karismatiske fyrtårn havde samtlige 47.000 tropper i sin hule hånd, da 'Master of Puppets' kom med styrke af rendyrkede dødsstød. Lars Ulrich sad med tungen ud af munden og knoklede en halv maraton igennem på trommerne, som den 54-årige verdensdansker spillede på med en opsigtsvækkende tight form. Hammett og Hetfield stod side om side på rampen ude blandt publikum og spillede midterstykket sublimt og fejlfrit.
Musik er sjældent hørt smukkere i Parken!
'For Whom the Bell Tolls' og 'Creeping Death' kom som ekstra tungt skyts i så rasende, frådende versioner, at de to klassikere fra 'Ride the Lightning' understregede, hvorfor Metallica er genrens største, når de tre amerikanere og danskeren ikke ser sig tilbage og fyrer den af med verdensformat.
'Seek and Destroy' er næppe blevet spillet på højere lydstyrke under de 30 koncerter Metallica har spillet igennem 35 år på dansk jord, og signatursangen ramte som endnu en sanselig triumf i skallen, imens folkets fællessang lød som en kollektiv orgasme for hørelsen.
Forførelsen fortsatte med 'Nothing Else Matters', der slog magiske gnister i mørket. Og vanen tro lukkede 'Enter Sandman' i bragende stor, stil showet efter 140 minutters forrygende sejhed.
Hold nu kæft, hvor var det fedt!