Rabalder i Herning
Populær
Efter en noget haltende start i Herning fik Metallica alligevel hevet sig op ved hårrødderne til en koncert på den fornuftige side af godkendt.
2. Atlas, Rise!
3. Seek & Destroy
4. Holier Than Thou
5. Welcome Home (Sanitarium)
6. Now That We're Dead
7. Confusion
8. For Whom the Bell Tolls
9. Halo on Fire
(Rabalderstræde)
10. Last Caress (Misfits cover)
11. Creeping Death
12. Moth Into Flame
13. Sad but True
14. One
15. Master of Puppets
Ekstranumre
16. Spit Out the Bone
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman
Malplaceret opvarmning
Koncerten i Herning blev ”varmet” op af norske Kvelertak. Bandet virkede totalt malplaceret som support til Metallica. James Hetfield har åbenbart et ømt punkt for nordmændene, men Kvelertaks blanding af punk, amerikansk mainstream-rock og metalliske riffs fungerer overhovedet ikke i en arena som Boxen. Bandet kan måske gøre sig på de små scener, men har slet ikke format til at optræde for 16.000 mennesker og er et dårligt match til Metallicas stil.
Krampagtig begyndelse
Klokken 21.01 gik Metallica på den firkantede scene midt på gulvet i Boxen til stor jubel fra den udsolgte sal.
Metallicas første koncert i Herning nogensinde begyndte dog desværre noget rodet, anstrengt og lettere krampagtigt.
Bandet lagde ud med to sange ’Hardwired’ og ’Atlas, Rise!’ fra bandets seneste udgivelse ’Hardwired… to Self-Destruct’, og selvom de to sange er blandt de mere velfungerende på albummet, fungerede de ikke rigtigt live tirsdag aften i Herning.
Bedre blev det med klassikeren ’Seek & Destroy’. Men herefter dykkede det igen i en længere periode, hvor selv store sange som ’Welcome Home (Sanitarium) og ’For Whom the Bell Tolls’ ikke rigtigt levede op til forventningerne. Samtidig spillede Metallica lidt rigeligt med sange fra ’Hardwired… to Self-Destruct’. En skrattende ’Confusion’ og den éndimensionelle ’Now We Are Dead’ har ikke status til at sidde i samme sæt som Metallicas klassiske materiale og slet ikke til at holde noget af det ude af sættet.
Trommefjolleri
I ’Now We Are Dead’ havde bandet som på tidligere turnéer fået en idé med en mellemsekvens, hvor de fire medlemmer stod og slog rytme på hver sit ”komfur med fire kogeplader”, som en slags metaludgave af Copenhagen Drummers, imens et båndet trommesæt bankede løs som underlægning. Det var sikkert tænkt som en fed gimmick, men det virkede bare fjollet.
Men heldigvis fik det hele et ordentligt ryk opad, da vi efterhånden var halvvejs igennem koncerten. Den nye sang ’Halo on Fire’ fungerede overraskende godt live. Og ideen med at lade Robert Trujillo og Kirk Hammett efterfølgende spille uddrag af Gasolins ’Rabalderstræde’ med Trujillo på ”dansk” vokal virkede i modsætning til tromme-tingen faktisk temmelig godt.
Også ’Moth Into Flame’ fra ’Hardwired… to Self-Destruct’ fungerede ganske godt. Ikke mindst på grund af det visuelle staffage, hvor der kom ildfluer (små droner) op fra scenegulvet, som fløj i cirkler over bandet.
Og så kom ellers klassikerne i en lind strøm med ’Sad But True’, ’One’ og ’Masters of Puppets’, inden Metallica afsluttede med ekstranumrene ’Spit Out the Bone. ’Nothing Else Matters’ og naturligvis ’Enter Sandman’.
Så med hårdt arbejde, gejst og gode sange fik Metallica alligevel hevet en solid sejr hjem oven på en lidt spag kampstart