Tidsrejsen: Rammstein i Danmark 1998-2019

Fra undergrundsband på Roskilde Festival i 1998 til verdensnavn få år senere. Danskerne elsker Rammstein. Anmelderne knap så meget. 12 gange har tyskerne gæstet landet. Kom med bag alle koncerterne i ord, lyd, video og billeder.

8. november 2018. Det er en ganske almindelig torsdag formiddag. Størstedelen af Europas befolkning passer deres arbejde. Men uanset sprog og beskæftigelse har langt over en million mennesker alt andet end fokus på pligterne, da klokken slår præcis 10. Det er nemlig ikke en helt almindelig torsdag, men den længeventede dag, hvor billetsalget starter simultant til Rammsteins 30 sommerkoncerter i 24 europæiske lande. 

Det er første gang, den tyske gruppe tager på stadionturné, og interessen for at opleve dem er gigantisk. Tyske CTS Eventim og deres europæiske underafdelinger og partnere sidder eksklusivt med rettighederne til billetsalget. Eventim er kampklare og forventer en massiv belastning af it-systemerne, men selv det erfarne billetbureau havde ikke i sin vildeste fantasi forventet så voldsom en torsdag formiddag.

80.000 henvendelser i sekundet håndterer systemerne, da efterspørgslen er på sit højeste, i minutterne efter klokken har passeret 10. Efter ganske kort tid bliver presset for voldsomt i Danmark: Billetlugen bryder sammen. Mange fans i hele Europa kommer aldrig igennem, før det er for sent.

Men hos Eventim jubler de alligevel. De har aldrig oplevet noget lignende, udtaler firmaet i en pressemeddelelse dagen efter. Rammstein har sat rekord og solgt 800.000 billetter på få timer.  Omsætningen nærmer sig en milliard danske kroner.

At de seks tyskere ville ende med at stå i spidsen for en milliardforretning og blive det nye årtusinds største metalband, lå ikke just i luften 25 år tidligere, da Rammstein blev dannet. Men lige så unikke Rammstein viste sig at være på en scene, lige så unikt et navn er Rammstein blevet i musikhistorien.

Rammstein kan ikke sidestilles med andre bands, der spiller heavy metal og ikke synger på engelsk – for der eksisterer ikke andre med så stor succes.

Stolte østtyskere
Rammstein tilhører den bølge af tyske bands, der kom frem efter Berlinmurens fald i 1989 og fik betegnelsen Neue Deutsche Härte  – ny tysk hårdhed. En bølge skabt af musikere fra en ny generation, der ikke skammede sig over landets grimme fortid, de ikke var født under og havde part i. 

Derimod var de en generation, der var stolte af deres tyske ophav og ligeglad med resten af verdens anerkendelse, hvis den kun kunne opnås ved at underkaste sig det engelske sprog. Rammstein har konsekvent givet interviews udelukkende på deres modersmål igennem karrieren.

Det er helt utænkeligt, at landsmændene i Scorpions havde fået verdenssucces, hvis de havde sunget på tysk, da de kom frem i 1970’erne midt under Den Kolde Krig. Scorpions kom også fra den generation, der var født og opvokset i Vesttyskland, hvor 1960’ernes britiske og amerikanske rockbands var forbillederne. Modsat i det kommunistiske Østtyskland, hvor Led Zeppelin og lignende navne var verboten.

Den første formation af Rammstein var som et østtysk punkband. Guitaristerne Richard Z. Kruspe og Paul Landers samt sanger Till Lindemann – der startede som trommeslager – var kun store teenagere, da de dannede First Arsch i midten af 1980’erne. I den kommunistiske offentlighed måtte de dog kalde sig First Art, og først efter murens fald kom pladedebuten i 1992 med den elendige og engelsksprogede ’Saddle Up’.

First Arsch kom ingen vegne og ansås som latterlige og ligegyldige i forhold til landsmændene i Oomph, der sang på tysk og spillede electropunk på gruppens selvbetitlede debutplade i 1992. To år senere skabte Oomph ’Sperm’, der regnes for pladen, som etablerede lyden af Neue Deutsche Härte. Stilen er en hybrid mellem electronica, industrial og groove metal – en slags Ministry møder Kraftwerk på ecstacy.

Svensk provo-producer
I kølvandet på Oomphs ’Sperm’ og pladens musikalske nybrud bliver resterne af de opløste First Asch til konstellationen af seks musikere, der kalder sig Rammstein, og som især også henter inspiration i Clawfinger, efter svenskerne debuterer med ’Deaf, Dumb and Blind’ i 1993.

Rammstein tager Clawfingers producer Jacob Hellner til sig, og sammen løfter tyskerne og svenskeren
Neue Deutsche Härte til et både højere og dybere niveau med debutpladen ’Herzeleid’ i 1995. Musikken er mekanisk og militant. Teksterne følsomme såvel som vulgære.

Men det er i særdeleshed også Clawfingers attitude, som fænger Rammstein. Clawfinger får i den grad opmærksomhed med debutpladens ’Nigger’, der er et antiracistisk nummer, men – som kalkuleret – bliver beskyldt af pressen for at være det modsatte. Rammstein suger til sig og går bevidst ned ad enhver tabubelagt sti i hjemlandet, der har en dyb berøringsangst for fortiden.  

Allerede på debutpladen bliver de første – men langt fra sidste – beskyldninger om nazistiske tilbøjligheder rettet mod Rammstein. Anklagerne går på, at gruppen udstråler et arisk image på grund af pladens artwork med de seks medlemmers ansigter skildret i meget lyse farver. Rammsteins taktik virker. Fanskaren vokser med det samme. Og efterfølgeren ’Sehnsucht’ – med kæmpehittet ’Engel’ – går direkte ind som nummer et på den tyske hitliste i sommeren 1997.

Samme år byder så småt på det internationale gennembrud. Især godt hjulpet på vej af Nine Inch Nails’ Trent Reznor, der producerer soundtracket til David Lynchs mystiske ’Lost Highway’ og gør brug af  ’Rammstein’ og ’Heirate Mich’ fra ’Herzeleid’. Sidst i 1997 er det slut med kun at være et fænomen i hjemlandet. Rammstein drager på både europæisk og nordamerikansk turné med deres opsigtsvækkende shows.

Fejlagtig koncert og fladpandet dansk kritik
På Wikipedia og koncertdatabasen Setlist.fm, fremgår det fejlagtigt, at Rammstein har spillet i Pumpehuset i november 1997. Koncerten har aldrig fundet sted. Interessen for tyskerne var temmelig begrænset på det tidspunkt i Danmark. Selv i musikpressen var interessen – eller kendskabet – næsten totalt fraværende.

Kun metalbladet Metalized skrev om debutpladen, og den fladpandede anmeldelse er ganske sigende for samtiden og danskernes generelle fordomsfulde indstilling til den tyske nation, når det kom til alt andet end billige grænsebajere og hard rock og heavy med engelske tekster.

Alt det, som Rammstein netop er en stolt fuckfinger til, er præcis det, Metalizeds anmeldelse repræsenterer:

“Desværre associerer det meget lidet kønne tyske til strækmarch, ridebukser, blankpudsede støvler og dårligt synkroniserede pornofilm ... ikke videre positivt. Ergo, sprogbarrieren er mere end tårnhøj, særligt når det kommer til 'Seemann', uden tvivl skivens dårligste skæring. Denne sang er fælt malplaceret, idet den leder tankernes hen på kommunistiske arbejderslagssange i ægte Bertolt Brecht-ånd. Nok en gang bunder dette i min overfølsomhed overfor det tyske sprog,” skriver Thomas Grønkjær i november 1996 og giver ’Herzeleid’ fem ud af ti.

Indstillingen er ikke ændret, da samme anmelder fælder dom over ’Sehnsucht’ to år senere i Metalized. I samtidens ellers mere begavede metalmagasin NRG bliver Rammstein ikke engang nævnt med et eneste ord, før tyskerne er årevis inde i karrieren. Dagbladene er også længe om at komme ind i kampen.

De første anmeldelser af Rammstein i mainstream-medierne er Jyllands-Postens og Vendsyssel Tidendens dom over ’Sehnsucht’ bragt den 31.oktober 1997. Sidstnævnte tildeler tre ud af seks stjerner i en lunken bedømmelse, mens Svend Rasmussen i JP konkluderer positivt: ”Det hele ville være lovlig meget kliché, hvis ikke Rammstein på én gang besad kompositorisk, lyrisk slidstyrke, kulørt selvironi og et vindblæst, knugende mørke.” Svend Rasmussen beskriver rammende de styrker i Rammsteins musik, som danskerne året efter oplever folde sig ud til flammer og fyrværkeri, da tyskerne endelig rammer landet.

">

("Uden tvivl skivens dårligste skæring", skrev Metalized om 'Seemann' i anmeldelsen af Rammsteins debutplade 'Herzeleid', hvorfra 'Seemann' blev den første blandt de mange sublime musikvideoer, som har medvirket til at gøre bandet berømte)

1998: 27. JUNI, ROSKILDE FESTIVAL

(En besynderlig anmeldelse i Jyllands-Posten fra Roskilde Festival 1998, hvor skribenten Uffe C. Forsberg trods Rammsteins rablende show alligevel oplevede koncerten som værende for ordinær!)

Det er efter midnat på den første dag på årets Roskilde Festival. Torsdagens program har været forrygende, og et gendannet Black Sabbath med Ozzy Osbourne i front har lukket Orange Scene med en suveræn koncert.  Alligevel er festivalens musikchef Leif Skov i et rasende humør, da Politikens udsendte møder ham i de tidlige nattetimer. ”Det bliver umuligt at finde et alternativ, der kan matche den fremstormende kvintet,” siger Leif Skov til dagbladet.

Efter tyve år som musikchef og en erfaring, der tæller over 2.000 hyret bands til festivalen, har den på det tidspunkt 52-årige Skov oplevet det meste, men aldrig, at et hovednavn med al sandsynlighed pjækker og melder afbud i sidste øjeblik. I 1998 er klodens mest hypede rocknavn ”den fremstormende kvintet” The Verve. Men på grund af en tvivlsom sygeforklaring melder briterne afbud uden lægeerklæring og efterlader en tom plads på Orange Scene lørdag nat.

Derfor er Leif Skov rasende og især rasende, fordi festivalen er blevet kritiseret for ikke længere at kunne finde navne, der er i stand til at samle publikummer nok til at fylde den store plads ud foran den ikoniske orange teltdug. Festivalchefen erkender endda selv kritikken og siger yderligere til Politiken: ”Mange nye bands har ikke musikalske muskler til at blive naturligt midtpunkt og skabe ekstase for 50.000 festende eller flere [....] Men The Verve havde nok kunne trække et stort publikum,” udtaler Leif Skov.

Det bliver næppe mere ironisk.

The Verve bliver aldrig rockens redningsmænd på Roskilde Festival – eller i det hele taget. De britiske svagpissere går i opløsning året efter. Fremtiden tilhører i stedet det undergrundsband, der oprindeligt skulle have spillet på Grøn Scene – Arenas tidligere navn – lørdag nat, men som en panikløsning bliver flyttet til Orange Scene. Leif Skov troede, han havde oplevet alt efter 20 år og 2.000 bands på festivalen. Det troede landets musikpresse også. Men ingen havde tilnærmelsesvis oplevet det mastodontiske freakshow og flammehav, som seks tyskere leverer den nat, Rammstein debuterer på dansk grund.

Gummibåd og gummipik
Till Lindemann kommer ind med en maske på hovedet og lyder med sin dybe tyske stemme nærmest messende, da han igen og igen gentager ordet ”Rammstein” i nummeret fra debutpladen. Og pludselig står der lange flammer ud af forsangerens ansigtsmaske.

Så er koncerten ligesom i gang.

I de resterende halvanden time fyrer tyskerne over halvdelen af numrene af fra både ’Herzeleid’ og ’Sehnsucht’, introducerer danskerne for de tidlige klassikere og leverer adskillige vanvittige optrin.

Publikum tager godt imod Christian ”Flake” Lorenz, da han forlader sit keyboard og crowdsurfer hen over publikum i en gummibåd. Men nattens højdepunkt er under ’Bück dich’, hvor Flake blive sparket ned på alle fire af Lindemann, som hiver en stor gummidildo ud af sine bukser og puler keyboardspilleren, indtil frontmanden vender sig mod publikum og overspuler dem med den klæbrige våde stråle, der står ud af gummipikken, som Lindemann til sidst bøjer op, alt imens han bøjer hovedet ned og spuler sig selv direkte i munden.

Man kan roligt sige, at Rammsteins debut i Danmark var helt i den bizarre ånd, som gjorde tyskerne lige så verdensberygtede som -berømte.

Delte meninger i pressen
Efter nattens opvisning i flammer, vulgære indslag og tysk metal var meningerne i den danske presse delte. 

”Sanger Till Lindemann fyrede konstant fontæner af ild ud i natten, mens bandet bag ham sparkede smældende enkel og effektiv nosse-techno-heavy af, så alt og alle dinglede rundt. Smukt var det så afgjort ikke, men tungere end en Mercedes Benz,” skrev Politikens Erik Jensen begejstret og uddelte fem ud af seks stjerner.

Berlingske Tidendes Per Reinholdt Nielsen var overbevist om Rammsteins evne til at underholde, men ikke imponeret over indholdet: ”Det var momentvis medrivende, dundrende kropsmusik, men i sin inderste kerne aldeles hjernetomt og følelsesforladt,” skrev han.

Jyllands-Postens Uffe C. Forsberg følte sig udmærket underholdt, men mente simpelthen, at koncerten var for ordinær. På samme tid. 

Hos Århus Stiftstidendes Henrik Friis var holdningen yderst positiv: ”En gedigen tysk sværindustri , der løb med alle laurbærrene,” skrev Friis og fortsatte observant: ”R-r-r-r-rammstein!, lød det overalt på festivalpladsen efter koncerten. Med massevis af rulle-r’er. For den tyske hårdrock-techno-gruppe havde i dén grad slået sit navn fast.”

Henrik Friis fik ret. Før Roskilde Festival 1998 var det første og sidste gang, Rammstein i et dansk festivalprogram blev omtalt som et undergrundsnavn.



(En tid før smartphones, hvor en fan fik filmet en god del af koncerten på Roskilde Festival 1998. 14 minutter inde i klippet kan den bizarre 'Bück dich' opleves)

2001: 29. NOVEMBER, KB HALLEN

(Tre ud af seks stjerner og et råd til Rammstein om at droppe effekterne var BT's dom dagen efter Rammstein i KB Hallen. Vennerne i svenske Clawfinger var med som support.)

Foran 3.000 frådende fans i KB Hallen spiller Rammstein foran det mindste danske publikum nogensinde, da den tyske sekstet et halvt år efter udgivelsen af karrierens hovedværk ’Mutter’ indtager den ikoniske bygning på Frederiksberg. ’Mutter’ bliver aldrig en succes i Danmark. Den ligger en enkelt uge som nummer 22 på den danske top 40-hitliste, før den ryger ud igen ugen efter.

Men selvom pladesalget svigter i Danmark, så svigter tyskerne ikke danskerne. Rammstein er i topform torsdag aften i KB Hallen – utroligt nok. Den er tyskernes koncert nummer 90 på de 200 dage, der er passeret siden gruppen er draget på turné med ’Mutter’. Koncerten er en opvisning i knap to timers stålvilje, men hvad der næsten er ved lykkes for Rammstein den aften, sker dog først ti år senere, da KB Hallen brænder ned til grunden efter en erotikmesse.

Scenen er et flammehav fra starten af til lyden af de kommende klassikere, ’Mutter’ bliver berømt for. ’Mein Herz brennt’, ’Links 2-3-4’ og ’Feuer frei’ får i den grad temperaturen til at stige i den gamle sportshal, hvor i alt ti ud af ’Mutter’s elleve numre bliver serveret for de kogende fans. Højdepunktet er, da Till Lindemann løber rundt i en dragt med ild i!

Den danske anmeldekorps er naturligvis troppet op for at se den tyske sensation. Igen er meningerne delte.

Politikens Erik Jensen kan som på Roskilde Festival ikke få armene ned og bemærker måske rammende, hvorfor Rammstein appellerer til et bredere publikum: ”Det er stærkt underholdende. Hos Rammstein får en ny generation af rockfans andet og mere end selvtilfredse stjerner, der spiller for sig selv,” skriver Erik Jensen i Politiken.

Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen er på bølgelængde: ”Rammstein giver en ny betydning til rockklicheen om at 'fyre den af', for bandet anvender pyroteknik her og der og alle vegne – og lagt sammen med den svulstige musikalitet resulterer det i et enestående eksplosivt show, skriver han.”

Hos de øvrige dagblade ses den kritiske tendens, der for fremtiden bliver gennemgående i anmeldelserne, hvor et evigt sus af jantelov gennemsyrer teksterne. Tyskerne skal simpelthen ikke tro de er noget, hvis de bliver frataget flammer og fyrværkeri.

”Der skulle gå otte numre, før Rammstein gearede ned og ændrede stil i slowrock-balladen 'Mutter', dvs. omkvædet var selvfølgelig så bragende, som Rammstein nu engang er. Men det var rart at høre dem bryde en stillistisk [sic] monotoni, der uden sceneshow ville gøre dem så godt som ligegyldige,” skriver Thomas Søie Hansen i Berlingske.

Indstillingen går igen hos BT: ”Måske det ville være befriende for bandet, hvis alle effekterne blev lagt på hylden i et stykke tid, så de kunne koncentrere sig om musikken,” skriver Jonas Højlund Sørensen.

Rammstein læste dog ikke BT og beholdt også effekterne i fremtiden.

2002: 27. JUNI, ROSKILDE FESTIVAL

(Et par få gode sange. Resten er forkølede efterligninger, konkluderede Gaffas anmelder efter Rammstein på Roskilde Festival 2002.)

”Her er der både noget for øregangen, øjet og smilebåndet,” står der i beskrivelsen af Rammstein i Roskilde Festivals program, da tyskerne fire år senere vender tilbage til Dyrskuepladsen – denne gang som et af festivalens hovednavne.

Politikens udsendte filmredaktør Kim Skotte smiler dog ikke, efter Rammstein på festivalens første dag har lukket Orange Scene kort tid efter midnat:  ”Pyroteknik, teutonisk tam-tam og teatertorden. Rammstein forener autoritetsfigurer og offerrolle i et imponerende show, der imidlertid runger stadig mere hult,” skriver Skotte og uddeler to hjerter i den korteste danske anmeldelse, der findes af Rammstein.

Men det imponerende show er et deja-vu. Både show og sætlisten er næsten ned til mindste detalje identisk med koncerten i KB Hallen et halvt år tidligere. Hvis tyskerne skal kritiseres på et punkt under deres ustoppelige trang til at turnere i årevis, så er det, at et gensyn i landet ofte er et gensyn med det forrige show i landet.

I 2002 gør det måske ikke så meget. Hvad 3.000 oplevede i KB Hallen, oplever 50.000 nu foran Orange Scene – og de færreste havde formentlig samme tamme oplevelse som Politikens vildfarne filmredaktør og kollegaen Thomas Brunstrøm – BT’s nuværende filmanmelder – på Ekstra Bladet.

I Ekstra Bladets anmeldelse fremhæver Brunstrøm to numre ud af koncertens nitten numre. Det ene er stavet forkert – det andet spillede de slet ikke! ”Det seks mand store uniformelskende orkester marcherede sig igennem så muntre numre som ’Du hasst’ og ’Tier’ uden at have så meget som antydningen af et smil på læben,”  står der skrevet i den noget inkompetente tekst.

Gaffa, der driver Roskilde Festival 2002’s festivalavis, påpeger, at der ikke er meget værdi i Rammstein uden det voldsomme sceneshow.

”Det er ikke gode sange, der holder Rammstein vågne om natten,” mener Gaffas Keld Rud efter oplevelsen på Roskilde Festival.

Efter 17 år har tyskerne stadig ikke været tilbage på Skandinaviens største festival.



(Hele Rammsteins 90 minutters koncert på Roskilde Festival 2002 kan høres i sin helhed, men desværre ikke ses, på YouTube.)

2004: 20. NOVEMBER, FORUM

(Ni numre fra Rammsteins seneste 'Reise, Reise' blev det til i 2004, hvor Till Lindemann lignede en sadomasochistisk superstjerne. Foto: Jacob Dinesen)

Tyskland. Marts 2001. To mænd mødes i en lejlighed for at udleve en fantasi, de har chattet om kort tid før. Den ene er kannibal. Den anden vil gerne spises. Og fantasi bliver til virkelighed, da de to mænd tilbereder den enes afskårne penis og spiser dele af den sammen. Bagefter bliver det lemløse og frivillige offer Bernd Jürgen Armando Brandes slået ihjel, parteret og delvist fortæret af kannibalen Armin Meiwes, der bliver verdenskendt, da den bizarre forbrydelse kommer frem i offentligheden og sender Armin Meiwes bag tremmer for livet.

Sagen er guf for tabu-tyskerne i Rammstein, der skriver en af karrierens mest berømte sange, ’Mein Teil’, på baggrund af Brandes fatale møde med Meiwes.

Syv sange inde i Rammsteins første ud af mange koncerter i Forum på Frederiksberg oplever et dansk publikum for første gang det besynderlige syn, der næsten er blevet et fast indslag under alle tyskernes koncerter. Til tonerne af ’Mein Teil’ kommer Till Lindemann ind på scenen iført forklæde, kokkehue og en mikrofon, der er påsat en kæmpe slagterkniv. Før i tiden plejede frontmanden at voldtage keyboardspilleren under ’Bück dich’. Nu bliver Christian ’Flake’ Lorenz i stedet kogt levende!

Da første omkvæd brager løs i Forum, bliver en stor gryde kørt ind på scenen, og Lindemann bliver udstyret med en flammekaster i den ene hånd, mens han skriger ’Meil Teil’ ind i ”slagterkniven” i den anden hånd. Flake stikker hovedet op af gryden med røg om ørene, da Lindemann futter ham af, så soden siver ned ad den store gryde.

Som så ofte før var lyden igen elendig i Forum – der heldigvis hører fortiden til med indvielsen af Royal Arena i 2016, hvor Rammstein stadig har til gode at spille – men hvad publikum ikke fik i ørene, fik gæsterne så sandelig serveret for synet.

I sin trestjernede anmeldelse fornemmer man dog næsten, at Berlinske Thomas Søie Hansen har oplevet et helt andet show, når han skriver: ”Dette musikalske Tivoli, som i forhold til gruppens tidligere Danmarksbesøg var nedtonet, hvad angår bevidst provokerende og bestialsk attitude.”

Hvis ikke en kogt keyboardspiller er bestialsk – hvad er så?

2005: 10. JULI, GIANTS OF ROCK (GENTOFTE STADION)

(Christian "Flake" Lorenz foran sit keyboard under åbningsnummeret 'Reise, Reise' på Gentofte Stadion. Seks numre senere ryger han i gryden under 'Mein Teil'. Foto: Jacob Dinesen)

Et år efter Rammstein har udsendt deres andet mesterværk i streg med ’Reise, Reise’, ankommer tyskerne igen til Danmark på turneen med den fremragende plade. ’Reise, Reise’ er den første med kommerciel succes herhjemme. 11 uger tilbringer den på hitlisten, hvor den peaker med en tredjeplads.  På singlehitlisten sniger ’Amerika’ sig op på andenpladsen og holder sig på top 40 i næsten tre måneder. Det USA-kritiske nummer bliver sågar vendt og drejet og diskuteret i Danmarks Radios elitære nyhedsflagskib Deadline på DR 2. 

Efter ti års eksistens er Rammstein så afgjort nået ud til alle dele af Danmarks befolkning.

Det afspejler sig i billetsalget. 25.000 mennesker er på plads til endagsarrangementet Giants of Rock på en varm sommerdag i juli, da Rammstein i selskab med Slayer, Hammerfall og Accept indtager Gentofte Stadion. Accept er kommet på i sidste øjeblik som afløser for Motörhead, da salig Lemmy er dejset om af dehydrering efter en koncert i Tyskland. Det skal vise sig at være et varsel om, hvad der venter publikum på Gentofte Stadion, hvor de færreste får slukket tørsten i søndagens solskin.

25.000 mennesker. Én bar! Ingen, der var til stede den dag, glemmer, hvor langt ude det var. Vi har tidligere på Devilution skrevet en Top 5 om de værste lortearrangementer. Det tog ikke mange tanker at placere Giants of Rock på den indiskutable førsteplads.

Musikken fra de fire grupper forløb dog fint. Men ti års næsten konstant turné og en femte studieplade lige om hjørnet havde sat presset sekstetten til det yderste. Det er ikke helt skævt, når BT’s Steffen Jungersen skriver i sin anmeldelse, at Rammstein forekom trætte og ”ikke kom ret langt ud af stedet.”

Tyskerne tog den hjem på rutinen og fremstod for første gang i Danmark som et band, der var ved at miste pusten. Også rent kreativt viser det sig tre måneder senere, da karrierens svageste plade ’Rosenrot’ udkommer allerede 18 måneder efter den sublime ’Reise, Reise’. Fem udeladte numre herfra ender i stedet på ’Rosenrot’. De skulle være forblevet på klippegulvet. Rammstein erkender det indirekte selv: Stik mod vanen er ’Rosenrot’ karrierens eneste plade, de ikke drager på turné med. Den officielle årsag går på, at de er for slidte efter mange års hård turnévirksomhed.

Rammsteins pause fra landevejen varer fire år, og koncerten på Gentofte Stadion er en af de sidste, inden tyskerne trækker stikket.

Det viser sig også at blive den sidste koncert nogensinde på Gentofte Stadion. Da Rammstein forlader scenen, sætter de et punktum for det store stadion, der op igennem 80’erne og 90’erne har huset nogle af klodens største musiknavne. 

2009: 15. DECEMBER, FORUM

(Sygdom fik næsten Rammstein til aflyse, men Knorkators Alf Ator til højre i billedet trådte til og afløste Christan Lorenz på keyboard)

Kreativt har Rammstein peaket på ’Mutter’ og ’Reise, Reise’, men selvom det går ned ad bakke på ’Liebe ist für alle da’, går det rent kommercielt den modsatte vej. For første gang går Rammstein nummer et på den danske hitliste og bliver på top 40 i hele 17 uger.

De 10.000 billetter til koncerten i Forum bliver også revet væk. Men det er lige før, den bliver aflyst i dagene op til. Keyboardspilleren Christan ’Flake’ Lorenz er syg, og gruppen overvejer at aflyse. Sådan ender det ikke. I stedet får danskerne et sjældent syn at opleve i form af et Rammstein med en afløser på tangenterne. Den noget særlige Alf Ator fra tyske Knorkator træder ind for Flake, men gør ikke meget væsen af sig på scenen i Forum.

Ator afløser heller ikke Flake under ’Haifisch’, som nu er det nummer, hvor Flake laver sit stunt med at crowdsurfe i en gummibåd. I Forum er det i stedet rytmeguitaristen Paul Landers, der kan opleves sejle hen over publikums hoveder, da ’Haifisch’ kommer som ekstranummer.

Koncerten byder også på mange af de andre nye numre fra ’Liebe ist für alle da’, som har fået gruppen i vælten i hjemlandet. I Tyskland er det blevet forbudt ved lov at sælge pladen til børn og unge under 18 år på grund af et billede inde i albummets booklet, hvor guitaristen Richard Kruspe spanker en nøgen kvinde. Et af pladens store hit, ’Ich tu dir weh’, bliver helt bandlyst for Rammstein at spille i hjemlandet grundet tekstens tema om sadomasochisme.

I Danmark er vi heldigvis knap så sippede. Gæsterne i Forum får serveret ’Ich tu dir weh’ i den helt originale version, og ikke mindst ’Wiener Blut’, der handler om det østrigske monster Josef Fritzl, samt pladens største hit ’Pussy’, der forener hele Forum i fællesang under omkvædet:

”You've got a pussy / I have a dick / So, what's the problem?”

2010: 2. JUNI, COPENHAGEN LIVE (10-ØREN AMAGER)

(Till Lindemann med sin store skumkanon. Billedet taler vist for sig selv ...)

Det er næppe Rammsteins skyld. Men på Devilutions Top 5 over de værste lortearrangementer dukker tyskerne op to gange. Til Giants of Rock på Gentofte Stadion i 2005 er det umuligt at få fingrene i en øl, da arrangørerne har opstillet én bar til 25.000 tørstige gæster. Fem år senere på 10-øren ved Amager Strand til Copenhagen Live er det ikke bare svært at få fat i en øl. Det er decideret umuligt, da endagsfestivalen løber tør for øl i flere timer. Der står næsten flere mennesker forgæves i kø foran barteltene, end der gør foran Volbeat, da danskerne giver opvisning i boogie-rock på de tidlige aftentimer.

Små fire timer forinden starter Copenhagen Live med lyden af klassiske Guns N’ Roses-hits, da gruppens ikoniske guitarist Slash åbner arrangementet. Der er ikke særligt mange mennesker på det tidspunkt, men dem der er, smider i flæng overtøjet. 2010's første sommerdag er kommet bag på både meteorologerne og arrangøren, så der skal hasteindkaldes bajer efter få timer i den badende sol over Amager. Den uventede varme og det, at Copenhagen Live finder sted på en almindelig onsdag, sætter sit præg på det møre publikum, da Rammstein endelig går i gang om aftenen. Showet er blevet markedsført på ”Rammstein full set”, men hverken det, eller at Slash, Skunk Anansie og Volbeat også er på plakaten, har solgt festivalen ud.

Rammsteins show er også nok en gentagelse. Koncerten er en forkortet udgave af showet i Forum et halvt år tidligere. Som med Giants of Rock bliver der ingen gentagelse med Copenhagen Live.

2010: 3. JUNI, SKIVE FESTIVAL

(Først på Amager. Dagen efter på Skive Festival. Till Lindemann har igen gang i skumkanonen)

Mens Rammstein står foran 20.000 mennesker på Amager, står Green Day foran 20.000 mennesker i Skive. Den midtjyske festival har fået en ordentlig saltvandsindsprøjtning i musikbudgettet og prøver at tage kampen op mod landets store festivaler.

Dagen efter Green Day står på scenen, står Rammstein på den og giver en tro kopi af det show, de har leveret dagen før på Amager. De mange jyske fans er glade. Men det er festivalens bagmænd ikke. 2010 bliver kendt som katastrofeåret og er starten på en økonomisk knockout med et millionunderskud, der sender festivalen ud i en konkurs i 2012 og åbner for en offentlig mudderkastning i de lokale medier om, hvem der har ansvaret.

Med en pladebranche i krise og et pladesalg i frit fald er Rammstein anno 2010 bestemt ikke et billigt navn. 16 år inde i en karrieren vokser tyskerne både i popularitet og i honorar for at spille live. Men internt har det også sin pris at træde ind blandt musikscenens øverste elite og leve med det pres, der følger med.

Der skal gå hele ti år, før Rammstein vender tilbage på turné i Danmark på baggrund af en ny plade.

2012: 21. FEBRUAR, FORUM

(Till Lindemann med kokkehue og slagterkniv før han futter keyboardspiller Christian Lorenz af i gryden under 'Mein teil' i Forum 2012. Samme syn kunne opleves på samme sted i 2004.)

Med 18 uger på den danske hitliste er opsamlingspladen ’Made in Germany’ den udgivelse, der har klaret sig bedst på top 40-listen. Opsamlingen med 15 af Rammsteins største hits udkommer december 2011. På samme tid drager tyskerne igen på en omfattende verdensturné med 100 koncerter spillet på knap 20 måneder. Og Rammstein chokerer igen på scenen.

Da tyskerne står i betonklodsen Forum på Frederiksberg i 2012, får publikum nemlig et vanvittigt optrin serveret. Før ekstranumrene skydes i gang, dukker gruppen op på en mindre platform og kravler som køtere på knæ over en hængebro til scenen, alt imens de bliver pisket af deres herre. I lak og læder lever Till Lindemann sig helt ind i rollen som hund, før han samler mikrofonen op, og gruppen sætter ’Bück dich’ i gang.

Anmelderne er overbevist denne gang. ”De grumme germanere overgik sig selv med monumentalt supershow,” skriver blandt andre Ekstra Bladets Thomas Treo og giver fem ud af seks stjerner.

Gaffas Jesper Rise Børjesen er rørende enig og kvitterer også med fem ud af seks stjerner og skriver: ”Rammstein [leverede] et show, der var så fuldstændigt galt, vildt og grænseoverskridende, at selv Marilyn Manson kun ville kunne klare sig som korsanger i bandet.”

2012: 22. FEBRUAR, JYSKE BANK BOXEN (HERNING)

(Det groteske optrin, hvor Rammstein kommer kravlende som køtere en på gangbro hen over et ellevildt publikum i Herning)

Billetterne blev revet væk til koncerten i Forum med plads til 10.000. Så hurtige var de ikke i Jylland, hvor der gik halvanden måned, før de 15.000 billetter var afsat til showet i Jyske Bank Boxen i Herning.

Men det er trods alt stadig de færreste bands, der overhovedet er i stand til at sælge 25.000 billetter fordelt på to koncerter. Den næsten overjordiske præstation, Rammstein giver i Forum, gentager de dagen efter i Herning. Men hvor den notoriske dårlige lyd i Forum overraskede ved at være glimrende dagen før Herning, så glippede den gode lyd i det jyske.

Herning Folkeblads anmelder kan dog alligevel ikke få armene ned af begejstring og skriver: ”Vi blev tæsket rundt i den ene fantastiske tanzmetal-schlager efter den anden, og i den første time var det svært at tørre smilet af munden. Desværre kunne lyden ikke følge med det avancerede pyrotekniske show, hvor der kom ild oppefra, nedefra og ud mod publikum. Lyden bar præg af utilsigtet forvrængning i uhørt høj grad, og det trækker ned. Der er dog ingen tvivl om, at publikum fik en oplevelse, de aldrig glemmer.”

Turneen slutter 1. august 2013 med et brag på hjemmebane foran næsten samtlige 75.000 gæster på Wacken Open Air.

2016: 23. JUNI, TINDERBOX (ODENSE)

(Fuldstændig fremragende i natten. Årets meste læste anmeldelse på Devilution i 2016 var Rammstein på Tinderbox. Foto: Jacob Dinesen)

Det er en ufravigelig regel i musikbranchen, at artisternes koncerthonorar ikke kommer til kendskab i offentligheden. Da Devilution i 2015 taler med Copenhells, Jeppe Nissen, kan festivalchefen dog godt løftet sløret for, at Rammstein koster et tocifret millionbeløb. Og i samme ombæring udelukke tyskerne fra Copenhells program, for den danske metalfestival har et musikbudget på 15 millioner, hvilket logisk nok ikke er nok til at kunne hyre tyskerne.

Det kan de til gengæld på den fynske festival, der ser dagens lys i netop 2015 med et musikbudget på små 40 millioner kroner. Tinderbox slår til i 2016, da Rammstein efter tre års pause på landevejene tager på en kort sommerturné og giver 25 koncerter, hvor de fleste er festivaler. Et sted mellem 10-15 millioner er formentlig den pris, Tinderbox betaler for få tyskerne til at gå på scenen torsdag klokken 1 om natten.

Det fynske publikum får smæk for alle skillingerne. ’Ramm4’ bliver det ukendte åbningsnummer dømt, for det lyder ikke langt fra debutpladens ’Rammstein’. Igennem 90 minutter foran et publikum, der fyrer fadøl ned i samme tempo, som Rammstein fyrer flammer og raketter af, leverer tyskernes et af deres absolut bedste shows i Danmark. Det var uden gummibåd. Uden ’Mein Teil’ og den sorte gryde. Og uden ’Bück dich’ og det tilhørende vulgære indslag. I stedet var både ’Zerstören’ og’ Seemann’ på sætlisten og fremført under helt fantastiske lydforhold. Generelt blev alle numrene fremført af et gennemsyret professionelt band.

”Lindemanns øjenbryn flækkede under ’Ich tu dir weh’, uden at han fortrak en mine. Musikken fortsætter, i takt med at blodet sev ned ad fjæset. Der er en grund til, at Rammstein er blandt verdens dyreste bands,” står der i Devilutions anmeldelse, der endte med at blive årets mest læste tekst på sitet i 2016.

2017: 25. MAJ, FÆNGSLET (HORSENS)

('Hallelujah' i Horsens, hvor koncerten godt nok ikke var en åbenbaring, men stadig et show i særklasse. Foto: Jacob Dinesen)

Fra Fyn til Fængslet. Året efter drager Rammstein igen på sommerturné og hiver årslønnen hjem på 18 koncerter. En af sommerens første er foran 35.000 mennesker i Horsens.

Vejrguderne er i samme gode humør som de tusindvis af gæster, der skyller fadøl ned i Fængslet. Men humøret er knap så højt på de sociale medier efter koncerten i kommentartrådene til de diverse mediers anmeldelser. Efter otte år har Rammstein stadig ikke ny musik på programmet. Det plejer ikke at genere publikum. Men i Horsens har Rammstein heller ingen nye tricks på tapetet under selve showet.

Koncerten i Horsens er tyskernes sjette show i Danmark, siden ’Liebe ist für alle da’ kom på gaden i 2010. Og fra start til slut og ned til hver mindste indstuderede detalje er koncerten i Horsens en kopi af showet 11 måneder tidligere i Odense. Med undtagelse af det afsluttende megahit ’Engel’, hvor Till Lindemanns gigantiske englevinger må forblive på scenegulvet i Horsens, fordi udstyret fejler med en defekt. Især den manglede og berømte detalje skuffer flere fans. Andre udtrykker frustration over det identiske gensyn.

Men Rammstein er stadig Rammstein. Som undertegnede skrev i Devilutions anmeldelse, så var ”Rammsteins reprise i Horsens stadig noget nær i verdensklasse.”

LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: METALLICA I DANMARK 1984 - 2019

LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: BLACK SABBATH I DANMARK 1969 - 2016

LÆS OGSÅ: TIDREJSEN: KISS I DANMARK 1976 - 2017