Klodens bedste liveband?
Populær
Tyske toner, flammer og fyrværkeri. Rammstein fik nok engang vist, de er blandt klodens bedste livebands. For Satan en koncert!
2. Reise, Reise
3. Hallelujah
4. Zerstören
5. Keine Lust
6. Feuer frei!
7. Seemann
8. Ich tu dir weh
9. Du riechst so gut
10. Mein Herz brennt
11. Links 2-3-4
12. Ich will
13. Du hast
14. Stripped (Depeche Mode)
Ekstranumre:
15. Sonne
16. Amerika
17. Engel
En sen aften på Roskilde Festival. Egentlig skulle tyskerne spille i Arena-teltet. En aflysning fra et større navn gav dem i stedet spotlyset på Orange Scene.
Rygtet var gået dem i forvejen. Gæsterne stod der. Men de færreste kendte dem. Eller forstod dem. ”Du Hast. Du hast mich Gefragt”, lød det med monoton dyb, røst fra den klippefaste mand i front.
De fem omkring ham fulgte mekanisk med. Mekanisk metal. Helt særligt. Tungt. Massiv som den mur midt gennem Berlin, deres forsanger sprang over i 1980’erne. Fra forfulgt i øst. Til frihed i vest.
Till Lindemann fandt mere end det. Han fandt Rammstein sammen med fem andre. Få år efter stod de seks så på Roskilde Dyrskueplads. Fascinerede folk. Måske forargede dem, da Lindemann stod med en gigantisk kanonpik og spulede publikum til med skumsæd. Det var i 1998.
Siden er Lindemann kommet med jævn mellemrum over danske publikummer. Og vi sluger det gerne. Jo mere tryk på, jo bedre. Det er stadig en nydelse, selvom det ikke er nyt.
Det var det heller ikke på Tinderbox. Vi fik heller ikke hverken skumbad eller den velkendte store sorte gryde på scenen, der visuelt fortolker historien i ‘Mein Teil’ om en tysk kannibal, der skar, stegte og åd en anden mands pik – helt efter det frivillige offers eget ønske.
Rammstein kunne ikke have fået en bedre tekst serveret. Men den fik vi altså ikke. Vi fik i stedet så mange af de andre. Fra ’Reise Reise’ og ’Keine Lust’ over flammende ’Feuer Frei!’ til ’Amerika’. Og aftenens bedste, debutpladens ’Seemann, der mindede om, hvor følsom Lindemanns vokal også kan være. Altid har været. Altid fuld af sjæl, som vi også fik at mærke under ekstranummeret ’Sonne’, der også har en god portion af Rammsteins sans for godstogsriff – det er muligt, at der ikke er fart på, men tyskernes riff kommer ikke desto mindre brutalt bumlende.
Det er fængende, fandenivoldsk, følsomt og fuld af fyrværkeri. Og tydeligvis ikke forbi. Selv om det er syv år siden sidst – Rammstein åbnede med nyt, blot døbt ’Ramm 4’, indtil videre. Nyt, men ikke fornyende. For kan de det? Finde nok en kommende klassiker frem? For hvad kan de uden? I hvert fald ikke stå på egne ben, som Till Lindemann nok måtte sande med sidste års floppende fadæse ’Skills in Pills’.
Folket vil have flammer. Fortiden i flammer. Fyn fik alt, hvad den kunne trække. Fik oplevelsen af de seks samme musikere, der altid har udgjort Rammstein, være sublime fra start til slut.
De kan sikkert deres show i søvne, men det mærkes eller høres ikke. Lindemanns øjenbryn flækkede under ’Ich tu dir weh’, uden at han fortrak en mine. Musikken fortsætter i takt med, at blodet sev ned ad fjæset. Der er en grund til, at Rammstein er blandt verdens dyreste bands.
Og på Danmarks velsagtens største scene med forbilledlige lydforhold foran 40.000 mennesker får man næppe mere for det tocifrede millionbeløb, bandet koster. Faktisk får man det ikke meget bedre for de penge.
(Og bedre service får man vist heller ikke end på Tinderbox. Fra skoven kørt til scenen i sidste øjeblik. Stor tak til folkene bag for, at vi nåede koncerten i tide!)