Tungere, hårdere og mere dyster

Gedigent udspil uden at pisset dog kommer i kog, konkluderer Emil Svendsen om Rammsteins nye album "Rosenrot". "Rosenrot" er udkommet kun et år efter den fantastiske "Reise, Reise", men spørgsmålet er om bandet ikke skulle have været lidt mere selvkritiske med materialet og udskudt udgivelsen? Ikke fordi pladen er dårlig – det er den ikke, men den er heller ikke oppe at ringe. Og denne plade er så lidt at betragte som en to'er til "Reise, Reise". Skal man skrive noget godt, så er "Rosenrot" - når den er bedst - tungere end forgængeren og pladen virker mere indadvendt, hård og dyster. Og det lyder jo meget godt, men hvad der er værre i forhold til forgængeren er, at guitarriffene nogle gange virke lidt letkøbte, mens keyboardet bare er blevet mere et akkordinstrument, hvor det førhen var med til at skabe kontraster i musikken. Til gengæld er Till Lindemann blevet bedre til at synge. Skiven starter godt med singleudspillet "Benzin" og "Mann Gegen Mann", men ebber ligeså stille ud mod slutningen, dog afbrudt af det kækt klingende "Te Quiero Puta" (”jeg elsker dig, luder” betyder det vist!?). Kedeligst og derfor mest overflødigt forekommer nummeret "Stirb Nicht Vor Mir", som er en duet mellem Sharleen Spiteri (sanger i bandet Texas) og Lindemann. Endnu engang har Ramsteins faste producer, Jacob Hellner, vist at han er en fantastisk håndværker og det er virkelig en nydelse at lægge øre til lyden på den skive, hvilket trækker helhedsindtrykket op.