Den ekstrametalliske dimension – The Sisters of Mercy: First and Last and Always

En af goth-rockens helt centrale søjler, The Sisters of Mercys debutalbum ‘First and Last and Always’, fylder 40 år. Læs med her om en helt central plade i den mørke musikhistorie.

Da ‘First and Last and Always’ udkom, var jeg en lille purk på 10 år, der nok var mere interesseret i Rubiks-terninger og Star Wars-figurer – men i årene efter blev The Sisters of Mercys debutalbum – og de to efterfølgende, ‘Floodland’ og ‘Vision Thing’ – faste trædesten på min vej ind i musikkens mørke vande. Min kærlighed til Andrew Eldritch, Doktor Avalanche og resten af det evigt omskiftelige lineup kulminerede den 28. juni 1991, da jeg, nu som 16-årig, så Leeds-bandet på Roskilde Festival. Mudderet og regnen det år var endeløst, så på en eller anden måde var omgivelserne perfekte til bandets storladne, læderklædte og gotiske rock. Pladsen foran Orange Scene var proppet, og der var så meget pres på, at jeg uden problemer kunne løfte benene og blive hængende i luften. Senere sneg jeg mig ud bag en besvimet tilskuer, der blev hjulpet væk. På en måde er det et mirakel, at der ikke skete flere ulykker foran Orange, inden Roskilde Festival strammede sikkerheden op! Uanset hvad, så var koncerten et fremragende soundtrack til den mini-apokalypse, RF 91 var, og det var, som om noget ændrede sig i mig for altid under den koncert. Andrew Eldritch og publikum hævede knytnæverne, mens vi sang “first and last and always”, og trommemaskinemedlemmet Doktor Avalanche gav os tæv. På det tidspunkt var doktoren nok en AKAI S1000-sampler, og ud over den, bestod Roskilde-lineuppet af guitaristen Tim Bricheno (som også har spillet med The Mission), guitaristen Andreas Bruhn og bassisten Tony James (Sigue Sigue Sputnik og Billy Idols band Generation X), men sanger Andrew Eldritch er bandets absolutte leder og drivkraft.

Men lad os spole tiden tilbage til 1985 og debutalbummet ‘First and Last and Always’. En æra, hvor Eldritch ikke var den ubestridte konge.



Udbrændt i syreregnen
Det albumdebuterende lineup bestod af Eldritch, Gary Marx, Wayne Hussey og Craig Adams. Forud var gået fem år med adskillige udskiftninger samt nogle EP’er og singleudgivelser, men nu var der en stabil base for bandet.

Eller stabil er nok så meget sagt. Stemningen i bandet under indspilningerne til  ‘First and Last and Always’ siges at have været meget anstrengt, og pladens to sider er opdelt, hvor side A primært er skrevet af Hussey og Eldritch, og side B hovedsageligt er skrevet af Marx og Eldritch. Det lugter ikke ligefrem af harmonisk sam-sangskrivning. Hussey blev i øvrigt inviteret med, fordi den forrige guitarist Ben Gunn forlod bandet i protest mod Eldritchs voluminøse forbrug af stoffer. Det er intet under, at en af sangene på debutalbummet bærer titlen ‘Amphetamine Logic’, omend det på coveret blot kaldes ‘Logic’. Her kan man også bemærke Marx’ fine guitarspil. Det var ikke kun Hussey, der kunne den slags.

Det var altså i denne ustabile og dårlige stemning, at ‘First and Last and Always’ blev til. Man kan høre det på musikken, som dundrer derudad med pulver på slimhinderne, og stemningen er kulsort. Læg dertil Husseys guitararbejde, som ligesom i Mission balancerer mellem det chorus-gotiske og det pikkede, og du har et gothband, som var et fint, mere klassisk rocket modstykke til The Cures poetiske desperation. Lyt for eksempel til åbneren ‘Black Planet’, hvor Eldritch blandt andet synger:

“Run around in the radiation
Run around in the acid rain on a

Black, black planet
Black planet hanging over the highway
Out of my mind's eye, out of the memory
Black world out of my mind”



Sikke et riff! Den stramme basgang og det enkle beat fra Doktor Avalanche, som på dette tidspunkt var en Oberheim DMX-trommemaskine, giver god plads til det smukt flydende riff og Eldritchs dunkelt desperate vokal. Med debutalbummet havde bandet taget et stort skridt opad fra de lidt mere søgende singler og EP’er, og ‘First and Last and Always’ lyder overraskende sammenhængende, når man tager i betragtning, at kommunikationen internt i bandet var stort set ikke-eksisterende, og at sangene blev til i to næsten helt skarpt opdelte lejre frem for i et fællesskab.

‘Walk Away’ kan både tolkes som en kærlighedssang og som en metafor for Eldritchs forhold til sine samarbejdspartnere, som han igen og igen i løbet af karrieren er blevet forladt af og/eller har stødt fra sig med sin trang til kemi og langsommelig lyrikskrivning. Nummeret er samtidig åbenlyst en kæmpe inspirationskilde for en god del af den gotiske metalscene, der florerede i 90’erne. Looking in your direction, Paradise Lost.



Helt centralt på ‘First and Last and Always' står balladen ‘Marian’, som med Craig Adams’ dynamisk pumpende basgang, sit fremaddrivende beat og sin sorgfulde vokal nærmest er essensen af, hvad The Sisters of Mercy har givet til musikken. Og Eldritch synger på tidskorrekt tysk – det var trods alt i Berlin, materien flød:

“Was ich kann und was ich könnte
Weiß ich gar nicht mehr
Gib mir wieder etwas Schönes
Zieh mich aus dem Meer”

Det er svært ikke at lade sig rive med af den fortættede stemning på ‘Marian', hvor Eldritch tilsyneladende er ved at drukne i havet, men samtidig søger skønheden. Det er så kerneromantisk, at man næsten ser Caspar David Friedrichs maleri “Vandrereren over tågehavet” for sig, men forbindelsen mellem firsernes gotik og romantikken er jo også velkendt.



Mod stormfloder og fremtidsvisioner
‘First and Last and Always’ står lidt alene i The Sisters of Mercys bagkatalog. Blot en måned efter udgivelsen skred Gary Marx, som ellers havde været med til at grundlægge bandet, og kort efter tog Hussey og Craig Adams afsked med Eldritch for at danne The Mission, hvis lyd klart kan ses i forlængelse af deres arbejde på ‘First and Last and Always’.

Alene tilbage stod Eldritch, som, efter en kort periode under navnet The Sisterhood, gendannede bandet. Det musikalske samarbejde med en central figur som Patricia Morrison (Gun Club, The Damned) synes dog enten reelt at have været begrænset, eller også har Eldritch bare gjort alt for at nedtone hendes reelle rolle i bandet. Et mere solopræget The Sisters of Mercy var født, men man kan ikke affærdige, at den lyd, man forbinder med The Sisters of Mercy, blev skabt i to parallelle samarbejder med to rivaliserende guitarister på ‘First and Last and Always’. Eldritch og hans kohorter nåede at skabe yderligere to gode album, at skabe den lydlige signatur for MTV i kanalens glansperiode og at definere lyden af goth. Ikke dårligt klaret af en person, som afskyede goth-begrebet og aktivt kæmper mod at blive defineret som sådan. Af et band, som kom til af definere gothen i forsøget på at bringe deres klassiske rock-inspiration ind i fremtiden.

Her nedenfor kan du se en optagelse af 1985-lineuppets sidste optræden sammen:

Hvor langt væk fra metal er det her?
Ikke særlig langt. Gothrocken og metallen dyrker begge mørket, og der er ikke langt fra Sisters of Mercy til Type O Negative eller Paradise Lost.

Er der overhovedet noget metal over det?
Vi citerer fra 'Amphetamine Logic': "Nothing but the knife to live for". Vi er én tændstik fra Manowar. Eller fra 'Blood Money': Flesh / Bone / Splinters on the telephone / Whispers / Bullet in the head / Down / Head down". Eller også noget med stramme trommer og natten.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er godt, og du trænger til at høre noget andet end fe' døj.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Man får en større glæde ved store omkvædsmelodier, der ikke er de der glatte amerikanske standardfraseringer, man hører i moderne 'core-shit.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Jep. Type O Negative og Paradise Lost. Eller Blazing Eternity.