Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melankoliens mestre: Historien om Blazing Eternity

Updated
Blazingøver

Efter to årtiers albumpause er Blazing Eternity stærkt tilbage. Vi har talt med trioen om fortidens succes og konflikter, og om at genfinde gejsten til at genoptage livsprojektet.

1996. Jeg og min barndomsven er fjorten år gamle, da vi en dag sidder hjemme hos ham i Vejles betonblokke. ”Du skal høre det her”, siger han med en alvorlig mine og finder et demobånd frem, han har fået stukket i hånden af de lidt ældre fyre fra byens berygtede black metal-band Apollyon. Lyden skramler lidt. En clean guitar åbner musikken, og pludselig skriger en rå stemme ”over sorte heder rider han!”

Det var mit første møde med Blazing Eternity – og jeg var solgt med det samme!
Danmark var på det tidspunkt ikke som Norge og Sverige. Black metal var en ugleset genre i metalmiljøet og en genre, der var lysår efter nabolandene. Men blandt den lille skare herhjemme, der udøvede og åndede for genren, og hvis musik indtil videre kun eksisterede på demobånd, så var potentialet stort. Ikke mindst hos Blazing Eternity fra Københavns vestegn, der øjeblikkeligt slog deres navn fast i miljøet med ’Over Sorte Heder’.

Det var blodig alvor dengang. Heltene var dømte mordere og brandstiftere. Smil på læben eksisterede ikke, og posere fik tæsk. Hvis nogen havde sagt i 1996, at jeg 28 år senere skulle sidde sammen med de tre helt almindelig familiefædre – forsanger Peter Mesnickow, guitarist Morten Lybecker og trommeslager Lars Korsholm – i deres øvelokale og høre en ny plade med Blazing Eternity over en alkoholfri øl og en danskvand, så havde jeg aldrig troet på det.

Peter Mesnickow nikker med et grin. ”Hvis nogen havde sagt til os i 1999, da vi varmede op for Satyricon i Vega, at vi 25 år senere ville stå med en ny plade, så havde vi heller aldrig troet på det. Det er da noget mærkeligt.”

Men her er vi så på en kølig aften i marts 2024 til en snak om den nye plade og tre årtiers historie om et band fuld af talent og kreative ambitioner, der på godt og ondt førte til succes og undergang.

Mest solgte black metal-demo
Men først tilbage til 1996. ’Over Sorte Heder’ er en bestseller i den hedengangne Metalized-shop, der lå i en sidegade til Strøget. Angiveligt er det kun Konkhras demo ’Malgrowth’ fra 1991, der er solgt i flere eksemplarer end ’Over Sorte Heder’. Det var uhørt for dansk black metal, men i tilbageblik måske heller ikke overraskende. Blazing Eternitys musik var ikke skåret efter Nordens skabelon med et hidsigt tempo og et voldsdyrkende univers. ’Over Sorte Heder’ er faktisk ret så catchy og mere melankolsk black metal, krydret med Metallica'ske, melodiøse mellemstykker. Så længe det varede.

1998. Endelig lå det i postkassen. Blazing Eternitys længe ventede, nye demo ’Der Hviler en Nat under Sorte Vinterbøge’. Alene rent fysisk overraskede det. Her var ikke tale om et hjemmekopieret black metal-bånd med et cover klippet ud af et A4-ark fra en kopimaskine. For dansk metal i almindelighed var det helt uhørt med så professionelt et bånd. Kassetten er fysisk trykt med bandnavn og titler. Coveret er i farver og kan foldes flere gange ud. Musikken var indspillet i et rigtigt studie. Og Blazing Eternity var ikke længere black metal.

Musikken er svær at sætte i bås. Tre numre fordelt på 22 minutter. Tonsvis af riffs og temposkift. Clean guitar. Forvrænget guitar. Ren vokal. Rå vokal. Tekster på dansk. På engelsk. I de samme numre. Det er helt unikt. Ikke siden Mercyful Fates skelsættende debutplade 15 år tidligere havde et dansk band udsendt så kreativt og ambitiøst musik – og sluppet godt fra det.

Trykt i et oplag på 500 eksemplarer var demoen endnu en bestseller. Og 26 år senere synes der også at være udbredt enighed om, at ”Der Hviler en Nat under Sorte Vinterbøge’ nok er det bedste danske demobånd, der er udsendt.

blazinghviler
(Demobåndet der satte en helt ny standard)

Melankolsk mesterværk
I kølvandet på succesen var demotiden fortjent et overstået kapitel. Blazing Eternity skrev kontrakt med tyske Prophecy Productions, der også har udgivet navne som Alcest, Arcturus og In the Woods… Da Satyricon debuterede på dansk grund i Vega i 1999 gik supporttjansen til Blazing Eternity. Året efter stod de på Roskilde Festival. Siden starten af 1990’erne var der i en lang årrække tradition for, at et dansk metalnavn fik en plads i programmet om søndagen. Blazing Eternity var selvskrevet den sommer i år 2000, blot to uger efter debutpladen ’Times and Unknown Waters’ udkom. Koncerten var glimrende, men som alle andre koncerter lørdag og søndag det år, så var stemningen hårdt præget af den tragiske dødsulykke under Pearl Jams koncert fredag aften.

Debutpladens univers var en forlængelse af demoen. Alle tre numre var genindspillet og inklusiv de nye numre, så var og er ’Times and Unknown Waters’ lyden af et melankolsk mesterværk. Ingen andre danske plader lyder som ’Times and Unknown Waters’. Men originalitet kommer også med en pris. Skæringer mellem otte og ti minutter er alt andet end radiovenligt, og stilen er i bund og grund mere skabt til en introvert rejse i sindet end til en ekstrovert drukfest med drengene.

Blazing Eternitys trang til at udfordre konventionerne sneg sig også ind på debutpladen. Som et skjult nummer til sidst på pladen, kom en genindspillet version af ’Over sorte heder’ i en technoversion.
Hvis det i sig selv var provokerende at pille ved bagkatalogets hellige gral, så var det intet i forhold til den forandring, der kom med den næste plade.

Drømmerock og deroute
’A World to Drown In’ i 2003 reducerede Mesnickow til tekstforfatter og introducerede Lybecker som frontfigur og ny sanger. I sin anmeldelse i BT i maj 2003 skrev Steffen Jungersen, at pladen var ”Et forholdsvis vellykket, drømmende album, som sine steder lyder meget af gammel Pink Floyd.” Og trods det var og er en vellykket plade, så var det bare ikke rigtig længere Blazing Eternity. Fra black metal over melankolsk doom med rå vokal til drømmende rock med en ny sanger og covernumre af Love Shop var for modigt et træk.

I kølvandet på udgivelsen spillede Blazing Eternity på Stengade. Jeg husker ikke, om det var en god eller dårlig koncert. Men jeg husker den summen af frustration, der var blandt publikum over at se Mesnickow stå bagerst på scenen og stirre ind i en bærbar computer, mens et ”nyt” Blazing Eternity spillede og fornægtede perioden før ’A World to Drown In’.

Og det var det. Udover et job i Tyskland, så blev koncerten på Stengade Blazing Eternitys svanesang.

Kortvarigt i 2011 og 2012 blev det til en håndfuld koncerter, efter folkene bag Magic Metal Festival havde presset på i nogle år. Men der kommer ikke altid noget godt ud af, at festivalbookere forsøger at samle stumperne fra noget, der ikke er færdighealet. Koncerterne fremstod mere som en halvhjertet happening end en helhjertet reunion. Blazing Eternity forsvandt igen fra overfladen. Men hvad der udadtil lignende et definitivt overstået kapitel, så begyndte de kreative gnister i al hemmelighed at ulme i 2018, da fortidens konflikter blev talt igennem, og arbejdet på en ny plade gik i gang.

Fremragende comeback
Seks år senere er vi fremme i øvelokalet på Refshaleøen, der ligger en spytklat fra indgangen til Copenhell. Efter 46 minutter er vi igennem ’A Certain End of Everything’. Udover fornøjelsen ved at høre pladen sammen med bandet knap to måneder før udgivelsen, så er det også en fornøjelse at konstatere, at det er et særdeles fremragende comeback. Det er lyden af et modent Blazing Eternity anno 2024. ”Deres bedste” skrev kollegaen Mads Peder Lau Pedersen endda i Devilutions anmeldelse for et par uger siden.

Men før vi kommer til nutiden, så starter vi tre årtier tidligere på Vestegnen, og tager den helt fra begyndelsen for at blive klogere på det her unikke band, der efter få år med succes forsvandt i to årtier, og som de fleste formentlig helt havde afskrevet.

Hvor starter fortællingen om Blazing Eternity?

Peter: Mig og Lars har kendt hinanden siden tredje klasse. Blazing Eternity startede for alvor i 1993, men først spillede Lars og Morten sammen som Ancient Sadness.

Lars: Ja, mig og Peter gik på den her hellige katolske skole og fandt sammen om at høre King Diamond og Darkthrone. Men så gik Peter ud af skolen, og så hørte vi ikke fra ham i et par år. I mellemtiden mødte jeg så Morten på sådan et to dages musikskoleophold på en ungdomsskole i Taastrup, og vi blev enige om at lave et band. Så dukkede Peter op igen, og så var vi i gang med Blazing Eternity.

Sammen med Denial of God og Apollyon var I blandt Danmarks tidligste black metal-bands. Hvornår skrev I ’Over Sorte Heder’?
Peter: Vi skrev numrene i 1994. Indspillede i 1995. Og så udkom demoen i 1996. Det tog noget tid. Vi sad og kopierede bånd, klippede covers og foldede dem. Båndet var trykket af Ole Erling [legendarisk dansktop-musiker], der havde en båndfabrik i kælderen. Så sad vi hjemme hos ham og fik en øl. Det var en ret syret oplevelse.

blazingcorpse
(Onde teenagere på toppen af Vestegnens bakker)

Men I skilte jer alligevel ud ved ikke at være sådan virkelig aggressiv black metal. Blazing Eternity var fra begyndelsen ret melankolske i udtrykket?
Peter: Der skete jo alt muligt i den tid rundt omkring i verden. Vi var selvfølgelig meget inspireret af black. Men så kom der hele den her bølge af bands som Amorphis, Tiamat, Katatonia og Moonspell, der repræsenterede det gotiske, som vi blandede ind i demoen. Det var der jo faktisk ikke rigtig nogle andre, der lavede den slags musik herhjemme dengang. Jeg sad og lyttede til demoen for en måneds tid siden, og havde ikke hørt den i et par år. Og der er jo nogle elementer, der er ret anderledes for dansk musik på det tidspunkt. Og vi fik også ret stor succes med det. Der blev langet en del bånd over disken i Metalized-shoppen og sendt mange bånd til her og der.

Når man tænker på, hvor småt og snæversynet miljøet var dengang, så var det ret imponerende at sælge flere hundrede demobånd?
Peter: Det var et ekstremt småt miljø og en helt anden stemning. Meget alvorlig. I dag er det jo et virkelig venligt miljø. ’Over Sorte Heder’ fik en virkelig dårlig anmeldelse i Nordic Vision [norsk og meget true black metal magasin], som jo svinede alt dengang. Så en dag, så fik jeg et brev med posten, hvor coveret til ’Over Sorte Heder’ lå revet i tusinde stykker. Og syntes, at jeg kunne genkende håndskriften. Og ganske rigtigt så fandt jeg et brev fra én, som havde fået båndet og skrevet, at han var helt vild med det. Indtil han læste anmeldelsen i Nordic Vision, så kunne han ikke lide det længere. Det var meget symptomatisk for den tid.

Hvorfor bevægede I jer helt væk fra black metal-genren?
Peter: Vi kunne stadig godt lide genren, men det blev også hurtigt lidt ensporet i udtrykket og lidt trættende med hele scenen, der havde så travlt med, at man skulle være så true. Så vi havde ikke behov for at blive ved, men i stedet udvikle os. Især også fordi vi havde så mange andre musikalske inspirationer.

Morten: Især doom. Vi hørte meget My Dying Bride og Paradise Lost.

Peter: Og Sisters of Mercy.

blazingdanish1

blazingdanish
(På forsiden og i magasinet Danish Black Metal fra 1997. Strychnos' Martin "Had" Leth stod bag magasinet. Udover interviews med true bands, så blev der også brugt spalteplads på at udnævne poserbands – herlige tider!)

I er jo ofte blevet sammenlignet med Katatonia, der i samme periode også foretog et stilskifte mellem ’Brave Murder Day’ og ’Discouraged Ones’.
Peter: Det gjorde de nemlig, og det er jo ingen hemmelighed, at de har været en kæmpe inspiration. Nogle gange ligger udtrykket jo bare i genrens DNA. Altså ligesom så mange gothbands lyder som Sisters of Mercy.

Med stilskiftet kom I også bredere ud og fik stor succes med det næste demobånd.
Peter: Båndet gav os endnu mere opmærksomhed, og vi spillede mange koncerter. Vi varmede op for Satyricon. Og skulle have varmet op for Immortal i Odense, men det blev desværre aflyst. Det resulterede også i, at vi fik pladekontrakt med tyske Prophecy, som var helt nye på det tidspunkt. Og så indspillede vi ’Times and Unknown Waters’ i 1999, der udkom i Danmark i juni 2000, fordi vi skulle på Roskilde Festival. Pladen udkom først i august i udlandet, men vi skulle bare have den ud herhjemme før Roskilde.

Dengang kunne det ikke blive meget større end en tjans på Roskilde Festival. Trods I spillede søndag klokken 12.30 og det var efter ulykken under Pearl Jam.
Lars: Det var stort. Vi havde glædet os helt vildt længe, og pludselig var det i fare for at blive aflyst. Det var en mærkelig situation at stå i.

Morten: Jeg kan huske, at lige efter os spillede Muse, der var det her lille band, som gik og slæbte deres udstyr.

Peter: Ja, og bagefter Sigur Rós. Nogen den dag blev større end andre … men det er jo ikke for sent!

blazingroskilde

blazingroskilde1
(Fra corpse paint til hvide skjorter og kilt på Roskilde Festival anno 2000. Fotos: Daniel Pilgaard)

Hvordan ser I tilbage på ’Times and Unknown Water’ i dag? I mine øjne er det en helt unik plade i dansk metal. Det er vel kun Saturnus, der har nogle fællestræk.
Peter: Vi var meget tætte med Saturnus. Vi hørte de samme plader og gik til koncerter sammen. Og havde stort set øvelokale ved siden af hinanden.
Lars: Deres medlemmer spillede jo også hos os. Anders Nielsen på keys og Kim Larsen på guitar.
Peter: Men altså, når vi lytter til ’Times and Unknown Waters’ i dag, så er produktionen jo ikke særlig god.

Men for sin samtid er den jo fantastisk
Peter: Ja for sin tid var det jo, hvad mulighederne gjorde det til. Men jeg kan huske, at Carsten Holm ikke ville spille den i radioen. Han kunne simpelthen ikke forstå den.

Han kunne ikke forstå den?
Peter: Nej, det var jo ikke generisk dødsmetal eller generisk thrash. Det var noget mærkeligt noget, at den sådan bare skulle forbigås.

Var stilskiftet på ’A World to Drown In’ derfor et bevidst valg om at komme bredere med en mere mainstream-lyd?
Morten: Der var ikke nogen, der vidste hvordan den skulle lyde, før den var færdig. Vi havde en masse løse ting. Så prøvede vi med noget andet. Nogle forskellige vokaler. Jeg tror ikke det blev modtaget lige godt alle steder. I hvert fald ikke i Danmark. Jeg var også helt stoppet med at høre metal. Og prøvede måske nok også at hive tæppet lidt væk under det hele og være lidt provokerende. Og hvis man stikker røven i vejret får man som bekendt taget temperaturen.

Det virkede ret usædvanligt, at skifte sangeren ud med guitaristen. Det må have været en svær beslutning?
Lars: Jeg og Morten havde en del hemmelig snakke omkring toeren. Og om hvordan vi skulle forklare Peter, at han ikke længere skulle være på vokalen.

Og hvordan tog du det, Peter?
Peter: Jeg følte mig kørt ud på et sidespor og mistede gejsten, fordi jeg ikke længere var sangeren. Og var jo primus motor som den, der arrangerede koncerter. Så vi spillede to koncerter efter ’A World to Drown In’. En i Tyskland og en på Stengade – og så var det det.

Blev I uvenner?
Peter:  Ja, vi blev sgu lidt trætte af hinanden, og lidt for ofte uvenner. Vi var også bare et sted i livet, hvor vi begyndte at gå i forskellige retninger, så det løb ud i sandet.

Morten: Det var også en konsekvens af, at vi havde været meget ambitiøse. Op igennem 90’erne øvede vi to gange om ugen. Vi var jo sammen hele tiden. Og med en masse alkohol og fnidder inkluderet, så gik den bare ikke længere.

Sidst vi talte med jer var i et interview i 2011 i anledning af comeback-showet på Metal Magic i sommeren samme år. Genoptog i venskabet eller hvad skete der?
Peter: Der skete det i 2007 eller 2008, at Martin Jørgensen fra Metal Magic begyndte at tale om et reunion-show. Det kunne der ikke være tale om. Men Martin var ret insisterende og spurgte igen året efter og året efter. Til sidst mødtes vi endelig på et værtshus og drak nogle bajere og blev venner igen. Og blev enige om, at vi gør det sgu. Vi fik talt ud om tingene og kom videre, og spillede fire shows i Fredericia, Århus, København og Tyskland i 2011 og 2012.

blazingmetalmagic
(Blazing Eternity på Metal Magic Festival i 2011. Det var bandets første show i syv år. Foto: Casper Villumsen)

blazinglygten2011
(Et halvt år senere på Lygten Station i december 2011. Foto: Jacob Dinesen)

I interviewet fra 2011 blev det understreget, at der ikke var tale om en permanent gendannelse, men fik I alligevel blod på tanden?
Morten: Ja, i røven af de her koncerter begyndte jeg at skrive nogle riffs igen.

Peter: Det var vendepunktet. Jeg kom hjem fra en bytur klokken 5 om morgenen, og Morten havde sendt nogle riffs jeg hørte. Og tænkte bare, at det er rendyrket Blazing, det der. Det var så fedt. Men altså, så gik der igen nogle år, og vi er fremme i 2018, da arbejdet med den nye plade begynder.

Det har været en lang proces?
Peter: Ja, men der skete også det, at min kone døde, og vores keyboardspiller Orgel-Jens døde. De her begivenheder har selvfølgelig præget pladen meget. Men ikke desto mindre har vi arbejdet meget målrettet på den.

Morten: Og så har tiderne ændret sig. Der er ikke længere nogen, der betaler for to-tre ugers tid i et studie. Det skal man ligesom selv finansiere. Jeg har et studie derhjemme, som jo ikke er Sweet Silence, men som i hvert fald kan gå til at indspille de dele, der ikke kræver store akustikrum som trommer og vokal. Derfor arbejdede vi længe hos mig, der havde lavet alle de her demoer, som vi arrangerede sammen og virkelig fluekneppede det hele hårdt i bund. Og det kan man også godt høre på pladen, at det er fluekneppet hårdt i bund. Der har virkelig været tid til at rode med alt. Alle krøller og alle detaljer, som vi aldrig kunne have gjort i 2001 i et par uger i et studie. Så på den måde har vi gavnet af, at måden at producere musik på har ændret sig. Og for relativt få penge. Så for os var det en kæmpegave ikke at være i et studie

Men i forhold til at skulle være færdige på to uger for tyve år siden, så kan det vel også være en opslidende proces at bruge flere år på en plade?
Peter: Der var også enkelte perioder, hvor vi tænkte, om vi kom videre med det her, og måtte tage os sammen igen. Alligevel er det fantastisk med god tid, fordi vi har alle sammen børn og så mange andre ting, at vi kan nøjes med at gøre det, når vi har tiden til det. Så nogle gange har der kunnet gå måneder imellem.

Morten: Men på et tidspunkt blev vi også nødt til at opjustere og indse, at vi skulle til at være færdige, hvis vi ikke skulle tabe interessen. Så der var en slutspurt på et år, hvor det var stort set hver uge, vi arbejdede på pladen.

Satte processen igen venskabet på prøve så?
Morten: Altså i forhold til, hvordan vi skændtes før i tiden i studiet om alt muligt, og hele tiden prøvede at genere hinanden, så har der ikke været noget af den slags.

Peter: Det har været en kæmpe fornøjelse denne gang. Det er næsten skuffende, vi ikke har haft noget stort skænderi endnu. Altså, vi har sikkert været irriteret på hinanden, men vi er blevet bedre til at sluge kameler nu og gå på kompromis.

Lars: Og så har vi jo virkelig bare haft lyst til det her.

Peter: Enig, nu føles det nærmest som om Blazing er blevet et livsprojekt. Så kan det godt være, at der opstår nogle pauser imellem. Men vi snakker allerede om at lave en ny plade. Det er ikke en one-off, det her.

Hvis jeg havde hørt den for et halvt år siden, og ikke vidste I havde lavet en ny plade, så ville min første indskydelse være Blazing Eternity. Det er de færreste danske bands, der har sin helt egen lyd.
Morten: Det anerkender jeg fuldt ud, men jeg håber også, at folk kan høre de nye ting i musikken, når pladen udkommer. Men det er selvfølgelig det nemmeste selv at høre.

Peter: Det er en stor ros, og mange af de reaktioner vi har fået på den første single ’One Thousand Lights’ var, at det er Blazing Eternity som på ’Times and Unknown Waters’, men som Morten siger, så er der også så mange nye ting i det, at det først og fremmest er Blazing Eternity anno 2024.

Der er i hvert fald skåret mere ind til benet med kortere numre og færre riffs?
Morten: Ja, den nye plade er meget mere simpel. Vi har ikke længere den der Mercyful Fate-tilgang, hvor der skal så mange riffs ind som muligt. I dag er det jo et mareridt at øve de gamle numre på ti minutter og huske alle de riffs.

I har jo heller aldrig haft for vane at gentage jer selv. Udover det mere simple udtryk, hvilken tilgang adskiller pladen fra de forrige?
Morten: Jeg havde fra starten af en ide om, at det kunne være sjovt at hive én ind, som intet havde med metal at gøre. Altså én, som aldrig nogensinde ville sætte en metalplade på. Vi har en fælles bekendt, som hedder Flemming Kaspersen, der står bag et synth pop-band, Delayscape, der er sådan semi-stor i den verden. Så ham fik jeg overtalt til, at hvis jeg sendte ham filerne, om han så ikke kunne give et bud på et eller andet, som var helt skørt og som vi ikke selv kunne finde på.  Og så sidste sommer kom der det ene mest vanvittige efter det andet. I første omgang tænkte vi lidt, om han tog pis på os, men lige så stille som det kom ind, så løftede det bare musikken de sidste ti procent. Det elektroniske aspekt på den her plade er det, som de to andre ikke har.

Lars: Da det først blev mixet ind, gav det super meget mening. Det var rigtig godt set af ham.

I er gået helt væk fra de danske tekster?
Peter: Det er et spørgsmål om, hvad der passer ind i musikken. Så det kan nu ikke afskrives i fremtiden.

Lars: Dengang i 90’erne var de danske tekster også, fordi vi var halvt black metal og skulle vise, at alt ikke kom fra Norge, og vi var danske.

Med tyve års mellemrum mellem plade to og tre, så er der jo en hel ny generation, der nok ikke kender til Blazing Eternity.
Peter: Fuldstændig. Vi kan jo ikke bare gå ud og sige, at vi nu er tilbage. Den skal jo suges op fra slap. Der er mange nye, vi gerne vil nå ud og introducere bandet til, så det kræver hårdt arbejde. Det kommer ikke af sig selv.

Succes er vel også relativ. I spiller jo ikke drik-hjernen-ud-moshpit-metal, men gør jer faktisk i en nichegenre i Danmark.
Peter: Det er jo dét. En stor del af det her foregår også i udlandet. Rock Hard Frankrig havde en hel artikel om ’A World to Drown In’ sidste år i en klumme, der fokuserer på undervurderede plader. Meget af den respons vi har fået på ’One Thousand Lights’ er også kommet fra udlandet. Det er folk fra Vietnam og Iran, der skriver til os. Og det er jo bare fedt.  

Lars: Men først og fremmest, så bliver det bare fedt at se det fysiske resultat af det her vanvidsprojekt efter så mange år.

Så hvordan ser den nærmeste fremtid ud for Blazing Eternity?
Peter: Vi skal ud at spille koncerter. Der er flere ting i støbeskeen. Men første koncert til sommer bliver på Metal Magic, og så Næstved Metalfest og Odense Metalfest. Til september spiller vi på Rust og giver to sæt. Først hele den nye plade, og bagefter et sæt med det gamle materiale. Der er ikke noget mere kedeligt end et band, der spiller samme sætliste til hver eneste koncert, så vi kommer til at variere i numrene.

I ved godt, at når I spiller på Metal Magic, så bliver det foran et publikum, der kommer til at råbe og skrige efter ’Over sorte heder’?
Peter: Det kan godt være, at de gør det. Det kan også godt være, at de får den. Nu må vi se.

Om kort tid udkommer de to demobånd i forbedret kvalitet på cd og vinyl.

blazing demogenudgivelse