Nocturnefest 2018: Fredag

Nocturnefest 2018: Fredag

Gode koncerter fra Woebegone Obscured og A Sun Traverse gjorde, at den nye doomfestival Nocturnefest kom godt fra start, men et overberuset publikum ødelagde oplevelsen af hovednavnet Abyssic.

Kunstner
Titel
+ A Sun Traverse + Woebegone Obscured + Caustic
Spillested
Dato
09-02-2018
Genre
Fotograf
Bjarke Ahlstrand
Forfatter

Man skulle tro, at der umuligt kunne være plads til flere metalfestivaler i det danske musiklandskab, og at markedet efterhånden var mættet med det bugnende udbud af metalarrangementer i og uden for hovedstaden, men nej. I oktober dukkede nyheden om den nye københavnske doomfestival Nocturnefest op, og her, et par år efter hedengangne Heavy Days in Doom Town blev afholdt for sidste gang i Ungdomshuset, er der tydeligvis stadig et hungrende metalpublikum, der troskyldigt tropper op til doom henover en weekend.

Den stoner og sludge, man fandt hos HDDT, og som også fylder en del hos festivalens opfølger, A Northern Discomfort, er ikke repræsenteret hos Nocturnefest, der med sin vægt på epik, melankoli og gotik retter sig mod et mere nichepræget udsnit af doomscenen. Og det er tydeligvis med stilsikkert overblik og en bevidsthed om den danske metalundergrunds smalle guldgrube, at arrangør, pladeselskabsmanager og musiker (Blazing Eternity, Black Wreath) Peter Mesnickow har udvalgt bands til dette første års lineup, og med støtte fra Statens Kunstfond og komponistforeningen DJBFA har bagmanden fået ekstra startkapital til projektet (så kom og ikke sig, at den offentlige kulturstøtte ikke også hjælper metalmiljøet!).

Lokationen var den relativt nye venue Halmtorvet 9 på Vesterbro, også kaldet H9, der åbnede i september 2017 i PH Caféens gamle lokaler, og som blandt andet bestyres af medejer Michael H. Andersen, et kendt ansigt inden for metalmiljøet, da han foruden sit virke som forsanger i hedengangne Withering Surface og et af aftenens navne, A Sun Traverse, også er grundlægger af pladeselskabet Mighty Music/Target. Det viste sig også i aftenens fremmøde, hvor majoriteten af det sortklædte publikum lod til at have haft en længerevarende relation til miljøet, hvilket førte til en indforstået og kammeratlig stemning.

Men måske var det også lidt for kammeratligt, som det udviklede sig henad aftenen.

Rock og ringbind
Efter Mesnickow havde introduceret festivalen og takket publikum for at dukke op, indtog aftenens første band scenen klokken 19. Caustic har over 25 år på bagen, men har stadig albumdebuten til gode. De udgav to demoer og en ep i årene 1992 til 1995 og havde desuden et nummer på den første ’Fuck You We’re From Denmark’-opsamling, men i lang tid har der været stille, og først sidste år fulgte de op med singlen ’Murder the World’, der er en forsmag på det kommende debutalbum.

Deres melodiske dødsdoom er rig på tunge riff og guitarharmonier, og med en solid baslyd fik Caustic tilføjet ekstra tyngde denne aften, hvilket lagde en god bund for guitaristernes udskejelser, der talte både neoklassiske arpeggios, sweeps, tapping og sørme også et par wahsoloer, bare fordi man lige så godt kan rocke ud, nu man er i gang.

Mindre heldigt var det, at forsanger Søren Jansen gemte sig lige lovligt meget bag den ene guitarist og havde et ringbind med sangteksterne liggende foran monitoren, og at trommeslagerens hihat sad lige lovligt stramt, men bandet fremstod ikke desto mindre jordnært og charmerende, ikke mindst takket være bassist Rune Hellmann Andersens humoristiske stage banter (som da han efter de første to numre på klingende vestjysk spurgte, om publikum overhovedet kunne forstå ham). Det sidste annoncerede nummer endte dog med at strække sig ud til to-tre sange mere, og selvom publikum var rimelig meget med Caustic til at begynde med, blev de desværre tabt mod slutningen.

Modbydelig konfrontation
Det var sværere for Woebegone Obscured at tage teten efterfølgende, fordi deres ondskabsfulde funeral dødsdoom er alt andet end charmerende og imødekommende. Den aarhusianske gruppe er en af den danske metalundergrunds mere rå juveler, og deres rødder strækker sig helt tilbage til 1990’erne, hvor frontmand Danny Woe under aliaset Epochian var aktiv i black metal-gruppen Rimfrost. Det kan ses og høres, særligt på Danny Woes fremtræden med corpsepaint og pentragramhalskæde hængede mod sin bare overkrop.

Der blev spillet tungt og langsomt, men hos publikum var der en næsten jovial stemning, hvor der blev råbt til sidemakkeren, skålet, kysset og givet krammere. Det ændrede sig dog, da gruppen i ’Catharsis of the Vessel’ kastede sig ud i et doombreakdown og efterfølgende slideriff så konfronterende og modbydeligt, at det vel kun lige er overgået af den seneste Primitive Man-plade. Det var øredøvende højt og ramte som en mavepuster lige i mellemgulvet, og da jeg kiggede til siden, stod en ung fyr stod med fingrene i ørerne, mens en lille mand møvede sig ind foran mig for at headbange med hele overkroppen, fordi intet mindre kunne gøre det. Det havde han også helt ret i.

”Time is slowing down” sang Danny Woe i sættets sidste nummer ’Woebegone’, og det passede til gruppens musikalske univers, hvor nogle af medlemmernes uskarpheder og ikke mindst trommeslagerens skæve, trioliserede fills, der lå så langt tilbage på beatet, at det var på kanten til at være ude af takt, netop var med til at sløve fornemmelsen af både tid og rytmik. Det var voldsomt, konfronterende og en demonstration af, at Woebegone Obscured har meget mere i sig, end den danske metalscene umiddelbart har anerkendt.

Stilren rutine
Opmærksomheden var til gengæld stærkt rettet mod københavnske A Sun Traverse, der foruden førnævnte Michael H. Andersen også tæller fem tidligere medlemmer af Saturnus. De trak aftenens med længder største crowd, der fik H9 til at virke helt tætpakket, og det var med en rutineret hånd, at de lagde ud med den effektive 'Still Shining' og efterfølgende førte os igennem materialet fra deres hidtil eneste udgivelse, den selvbetitlede ep, der udkom i januar sidste år.

Deres melodiske dødsdoom er både stilsikker og stilren, og Andersens growl er beundringsværdigt passende til stilen. Undervejs anerkendte han også med en vis selvironi, at han nok lyder mere som Nick Holmes (Paradise Lost) end Messiah Marcolin (tidl. Candlemass).



Det passer nu også ret godt, og det var desuden med underspillet humor, at han præsenterede numrene, som da koncertens sidste sang ’The End’ blev indledt ordene om guitaristen og tekstforfatteren Peters mørke tid, før han mødte sin nuværende kone: ”Det handler om whiskey, cigaretter og depression. Det handler om Peter.” Og selvom ”to the end of the day / to the smell of your decay” ikke ligefrem er opløftende linjer, så klingede det stadig godt, hvilket det på dette tidspunkt talrige publikum, der var rykket helt tæt på scenen, tog mere end vel imod.

Blackingtrack-doom
Det samme kunne man dog ikke sige om aftenens sidste navn, norske Abyssic, der ellers var et af festivalens scoops. De begår sig i en orkestral og ambitiøs dødsdoom, som indtil videre har udmundet i dobbeltalbummet 'A Winter's Tale' fra 2016, men de følger det op med en black metallens æstetik, hvilket giver mening, når man ser på medlemmernes øvrige bandaktiviteter, der blandt andre tæller Susperia, Old Man’s Child og Dimmu Borgir.

Med brændt røgelse og lysestager med antændte stearinlys på hver sin side af scenen trådte kvartetten ind iført kutter og corpsepaint, og med rockabillyens ikoniske Unidyne-mikrofon og sort kontrabas (!) var det frontmand Memnoch, der var fikspunktet. Mens et overdimensioneret backingtrack lagde et bombastisk, symfonisk lag over slowmotion-riffene og tilføjede dem en spændstig dramatik, dirigerede han teatralsk med sin bue i de instrumentale mellemstykker.

Hvis bare folk havde været i stand til at værdsætte det, havde det været fint, men trods det ambitiøse og stemningsfulde setup forvandlede stemningen sig til ren røvballe blandt et pludseligt meget fåtalligt publikum, der var trukket tilbage fra scenen og tydeligvis havde mere travlt med at fejre fredagen end fredagsmetallen.

Et rum for beruselse
Én fyr stod alene helt fremme, og da en akkord i nummeret ’A Winter’s Tale’ blev trukket ud, og et tordenskrald lød over backingtracket, tog han resolut sin T-shirt af i én bevægelse og flashede en muskuløs overkrop, mens han hævede næverne.

Længere nede blev en publikummer hevet op af sin ven, men røg på gulvet med hovedet først og lå bevidstløs, indtil flere fik ham på fode, og han vågnede igen. Samtidig med dette var en anden langhåret herre dækket af læder under sin battlevest trukket op til den barmavede foran scenen, hvor de begyndte at uddele lussinger på hinandens brystkasser. Et minut senere hoppede de som et par fulde teenagere med armene om hinanden, alt imens kutteklædte Memnoch stod lige foran dem med sin kontrabas og prøvede at lade som ingenting, mens han growlede over bandets bedemandsriff.

Beruselse, selv af den overdrevne slags, er ikke et problem i sig selv, men det er et problem, når det er helt ude af takt med musikken. Og her var der altså meget langt til det rum for fordybelse, som Peter Mesnickow i vores interview med ham for nyligt beskrev som et af festivalens mål.

Da aftenens sidste nummer blev introduceret, havde folk mere travlt med at snakke med sidemakkeren end at respondere på bandets henvendelse til publikum, og undervejs i nummeret kom en fyr over og spurgte mig, om det ville gå amok på et tidspunkt, eller om det ville blive ved med at være uforløst, hvortil jeg svarede, at ja, det bliver nok ved med at være uforløst, for det er lidt meningen.

Det var en skam, for Abyssic var faktisk gode, når backingtracket ikke fyldte for meget, og de spillede indædt funeral dødsdoom i aftenens sidste to numre, 'Sombre Dreams' og 'The Silent Shrine'. Men oplevelsen blev forpurret af et publikum, der opførte sig, som var de på en metallens A Bar i stedet for en nyindviet doomfestival med tilhørende respektfuld kutyme.

A Sun Traverse løb dermed med sejren som festivalens reelle hovednavn og hovedsucces, og de sikrede sammen med Woebegone Obscured og Caustic, at Nocturnefest kom godt fra start. Førstedagen viste et foretagende, der hviler på en klar ambition og profil, og hvis arrangør har sans for at samle navne op fra den danske såvel som den skandinaviske undergrund og give dem det spotlight, de fortjener. Der er format bag foretagendet – men hvor ville det være rart, hvis publikum i fremtiden viser samme format.