10 hurtige: Peter Mesnickow

I den kommende weekend står han for første gang bag Nocturnefest i København, men Peter Mesnickow har arbejdet med metal siden teenageårene.

Trommeslager og sanger i Blazing Eternity og Black Wreath, pladeselskabsboss på Euphonious Records, metalmand på først Voices of Wonder, siden VME og nu Target Records, koncertarrangør og skribent på en række metalmagasiner: Peter Mesnickow har et langt CV i metal, og nu føjer han festivalarrangør til listen, med Nocturnefest i den kommende weekend. 

Den nye festival har fokus på den melankolske, klassiske doom metal, som var Peter Mesnickows egen første store forelskelse. Her fortæller han, hvad der fik ham ind i metal, og hvad han fortsat får ud af det.

Hvad er dit første minde med heavy metal, der gjorde dig til fan? 
Det var nok i 1989, da jeg som tiårig fik MTV i hjemmet. Headbangers Ball var en kæmpe ting i min musikalske opdragelse. Jeg var blæst væk af energien, udtrykket og imaget. Alice Cooper, Metallica og Iron Maiden opdagede jeg hurtigt, og King Diamond kom nogle få måneder efter. Det er nok King Diamond og Mercyful Fate, der har betydet mest for mig på min dannelsesrejse inden for metal. Så opdagede jeg thrash, og så death – men i 92-93 var den helt store åbenbaring med norsk black metal – Burzum, Mayhem og Darkthrone. Og samtidig den gotiske doom og death med Katatonia, My Dying Bride, Anathema og Paradise Lost. Det satte min kurs derfra.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne? 
Kun et? Umuligt. Problemet er, at flere af mine favoritbands kan jeg oftest kun lide i perioder af deres karriere. Favoritter er The Cure, King Diamond og Mercyful Fate, Dead Can Dance, Fields of the Nephilim, My Dying Bride, Martin Hall og Katatonia, men alle har lavet både mesterværker såvel som skuffende album. Dead Can Dance er nok det band, der har leveret mest konsekvent god kvalitet det meste af karrieren.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar? 
Robert Smith fra The Cure og King Diamond. Gerne samtidig. Om end jeg tror, at førstnævnte er den mest tørstige af de to.

Dine fem yndlingsplader? 
Eftersom Devilution er et metalmedie, tager jeg mig retten til at vælge fem metalskiver og fem ikke-metal-skiver. 

Metalplader (i vilkårlig rækkefølge):
Mercyful Fate: ‘Don’t Break the Oath’
Katatonia: ‘Dance of Decembersouls’
Darkthrone: ‘Under a Funeral Moon’
My Dying Bride: ‘Turn Loose the Swans’
Bathory: ‘Hammerheart’

Ikke-metalplader (i vilkårlig rækkefølge):
The Cure: ‘Pornography’
Martin Hall: ‘Relief’
Fields of the Nephilim: ‘The Nephilim’
Dead Can Dance: ‘Spleen and Ideal’
Death in June: 'But, What Ends When the Symbols Shatter?'.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse? 
Alt for mange til at pinpointe én særligt. Der har været mange store oplevelser gennem tiden, men mindst lige så mange elendigheder.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik? 
Anbefalinger fra venner, anmeldelser, videoer på Facebook og den slags. Meget af det tjekker jeg så ud på primært Spotify og nogle gange Youtube – og det bedste bliver så indkøbt på vinyl. Og at jeg så også har levet af at arbejde i musikbranchen i mange år, gør jo, at man får rigtig meget nyt tilsendt.

Hvilket band er din guilty pleasure? 
Jeg har en sær forkærlighed for 80’er-synthpop, specielt når jeg er beruset. Og så Love Shop. Men ingen af delene er jeg flov over.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan? 
Det sædvanlige. Alle er narkomaner, satanister, alkoholikere, sociale tabere eller kan ikke spille – well, det passer jo på en vis procentdel, men ikke værre end i resten af samfundet. Og det har intet med musik at gøre. Og hvorfor har du langt hår? Er du bøs’? Men men men det var nu mest i 90’erne. Heavy metal er jo allemandseje i dag, og fordommene støder jeg kun på nu om dage, hvis jeg møder folk, der generelt ikke er særligt velorienterede om noget som helst – eller kommer virkelig langt ud på landet. Men jeg må indrømme, at jeg savner dengang, hvor metal ikke var så velfriseret og pænt.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet? 
Alt for mange – og jeg kan definitivt ikke huske alle sammen. Jeg har været viklet ind i det her miljø, lige siden jeg startede med at gå til koncerter i 91, startede et fanzine i 92, jeg har udgivet plader og spillet koncerter med mine bands Blazing Eternity og Black Wreath, arrangeret utallige metalkoncerter, skrevet for Chaos Reign, Mighty Magazine og Metalized og ikke mindst været med til at udgive en stor del metalalbum både på Euphonious/VME og Target/Mighty Music.

Men det, der glæder mig allermest den dag i dag, er, hvor dedikerede folk er. Mange mennesker har en periode som teenager eller i starten af 20’erne, hvor de tilhører en subkultur for derefter at forsvinde et par år efter for at blive normale voksne mennesker med tilhørende kedeligt liv, hvor alt går op i pensionsopsparinger, hækklipperi og en enkelt årlig koncert.

Det, jeg elsker ved metalmiljøet, er, at så mange holder ved – det her er en livsstil, som sætter sig fast i sjælen. Rigtig mange af de folk, man møder til metalkoncerter, var der også for 10, 15, 20 eller 25 år siden. Og samtidig kommer der nye til. Det er faktisk ret imponerende, hvor mange mennesker jeg mødte for 20 eller 25 år siden i metalscenen, hvor ens veje stadig krydses om samarbejder, det være sig album, koncert, magasin eller lignende. Eller bare tager til en tilfældig metalkoncert, hvor man så møder de samme folk, man stod med til samme band for 20 år siden og drak de samme sure fadøl med. Det lyder meget gammelt, men det er nu mest en begejstring for, at metalscenen holder fast i folk hele livet, såvel som den trækker en masse nye til”.

Hvorfor blev du et metalhoved?
Jeg besvarede tidligere, hvordan jeg stiftede bekendtskab med genren. Jeg betragter mig dog ikke som udelukkende metalhoved, da jeg holder meget af andre genrer – og også har en fod i for eksempel goth- og industrial-scenen. Men metalscenen er nu alligevel der, hvor jeg har mine rødder, og den kommer jeg aldrig til at slippe. Men i første instans var det nu 100 % på grund af musikken, at jeg forelskede mig i metallen.