Nocturnefest 2018 – Lørdag

October Tides danske debut var uden forsanger, men bandet var ikke desto mindre Nocturnefests svingende andendags højdepunkt.

Det er så som så med doom-stemningen, da jeg ankommer i gården ved Halmtorvet 9 lørdag aften. Ganske vist er det ligeså koldt som den ømmeste 90'er-doom/death-vokalists hjerte, men højttalerne i gården spiller til gengæld pikrock, som man forventer den på High Voltage. En lidt sær kontrast til en doom metal-festival, der oven i købet har et vist fokus på netop 90'ernes andenbølge af doom metal, og en lidt sær kontrast til det, festivalarrangør Peter Mesnickow præsenterede festivalen som. Hvis det er meningen, man skal synke ind i stemningen forbundet med musikken, er Alice Coopers slutfirserperiode måske ikke den oplagte stemningsskaber.

Møfferi over melodi
Der er mere stemning i åbningsbandet Altar of Oblivions doom metal, der bevæger sig i den episke, heltede doom-genre, der aldrig har været metallens største subgenre, men til gengæld har haft nogle af dens bedste kultbands. Og stilen vækker associationer til ikke kun Candlemass, men også Cirith Ungol og Manilla Road med det episke schwung og de varierede tempi. Altar of Oblivion er efter min mening også at af de bedste danske metalbands netop nu. Bandet har sidste år fået ny leadguitarist og trommeslager, henholdsvis Jeppe Campradt (Battery) og Danny Woe (Woebegone Obscured). Det er en lineup-ændring, der har gjort bandet tightere, men man havde også på fornemmelsen, at det ikke sad helt i skabet til koncerten. I hvert fald kan det undre, at man – når nu man har to guitarister på scenen – ikke gør mere brug af leadguitaren til at understøtte og spille op mod vokalmelodierne. Det virker sært, at man ikke bruger de to guitarister mere aktivt i stedet for at lade dem spille det samme (solostykkerne undtaget). Det virker også sært, at Campradts guitar lå så forholdsvis lavt i mixet, også under solostykkerne. Man savnede noget af den melodiske finesse, bandet har på pladerne. Der blev møffet lidt for hårdt på, til at det klædte materialet.

De var heller ikke hjulpet af en lyd, der tog noget tid om at finde det rette niveau og rungede demoagtigt de første par numre. Hjulpet var de til gengæld af sanger Mik Mentors underholdende introduktioner (blandt andet en dedikation til Prins Henrik i forbindelse med 'Graveyard of Broken Dreams') og energiske sceneoptræden. At bandet har deres eget dedikerede publikum vidnede modtagelsen oppe foran om, og bandet fik endda lov at spille ekstranummer ('The Final Pledge' fra debutalbummet). Forinden var der også blevet spillet nogle nye numre, der virkede lovende og stak over mod en mere klassisk heavy metal. Det lød lovende.

Paradise Losts tørvetrillerspøgelse
Det spøgelse, briterne i Chasing Ghosts jagter, er Paradise Losts. Ikke Paradise Lost fra deres gode plader, men snarere den allermest tørvetrillende del af Paradise Losts repertoire fra den permanente identitetskredse, bandet befandt sig i i mange år. Læg dertil inspiration fra Moonspells kedeligste år, og man har en metalrock, der søger at favne stadionlyden, men ender i mikrohallen. Det er næppe en retning, man bliver rig af at følge, og det vidner om en vis dedikation fra bandets side.

Den dedikation er dog ikke til at spore i bandets optræden, der er lige så gråmeleret som en midtengelsk provinsby, bortset fra sanger Nelson Cancini, der i det mindste prøver at virke overbevisende og forsøger at engagere publikum, men også kommer til at fremstå let overgearet ved den voldsomme kontrast til musikken, de andre medlemmer og publikums modtagelse. At råbe "Let's go!" og hoppe kraftfuldt op i luften som introduktion til endnu en nysseligt storladen sang i langsomt midttempo virker ufrivilligt komisk. Det er det også, at trommeslageren sidder i en make-up, der får ham til at ligne en aspirant til Mudvayne-jam. Sangene er store i lyden, men også skabelonagtige i en grad, så det nødvendigvis må trække ned.

Aftenen er også en release for bandets debutalbum. Det ser ikke ud til at svinde meget i cd-bunken, som aftenen skrider frem. Man må håbe, der er et marked længere sydpå.

Svensk stilforvirring og klasse
Lader det visuelle noget tilbage at ønske for Chasing Ghosts vedkommende, er der styr på det hos Egonaut, der er troppet op i jakker eller skjorter med logo, har scenedekorationer, hammondorgel og langt, velplejet hår hår. Ja: De er svenskere.

Næppe mange i publikum kender dem på forhånd, selvom de har fire album på bagen, men de får alligevel ret godt tag i publikum med deres doomy metalrock, der favner klassiske metalliske dyder, men også tager udsving i hard rock og et enkelt boogierocket nummer. Det bliver i mine øjne lidt for stilforvirret – vil bandet være metalliske, okkulte, 70'er-rockede eller episke? Det bliver ikke samlet til et hele, men virker som en lidt for blandet landhandel af, hvad der nu lige har været populært på doom-scenen det seneste tiår.

Sanger Emil Kyrk er på og søger publikumskontakten og virker også lidt som én, der gerne ville have stået på en større scene med vinden i hårdet og masser af rejste næver. Det er materialet ikke helt til, så meget husker man ikke efter koncerten, men alligevel er Egonaut en positiv overraskelse. Og afslutningsnummeret er fremragende og viser en vis klasse. Kunne de fokusere på styrkerne og skære de inkongruente elementer fra, ville der virkelig være noget ved det.

Instrumental overraskelse
Jeg havde ikke forventet mig det store af Katanonia-aflæggeren October Tide. Eller rettere: Det havde jeg, for deres melankolske og melodiske doom metal er med rette fejret blandt genrekendere. Men på dagen for koncerten blev det offentliggjort, at svenskernes sanger, Alexander Högbom, har pådraget sig lungebetændelse og må blive hjemme. En ærgerlig situation, især for festivalarrangør og über-fan Peter Mesnickow, der nok har glædet sig meget. Men bandet vælger, professionelt og dedikeret, at gennemføre alligevel. Instrumental doom metal er ikke noget, der umiddelbart lyder ret appellerende, og jeg havde egentlig planlagt at se lidt mindre end hele koncerten.

Men overraskende nok fungerer koncerten virkelig godt trods fraværet af sangeren. Metal er selvfølgelig også primært instrument- fremfor vokalbåret, men at en instrumentalkoncert skulle fungere så godt, havde man ikke set komme. Det vidner om kompositionernes klasse og om tjekkede musikere, at det kan fungere så godt. Det gør det også sværere at skelne mellem numrene, der bevæger sig i samme stilleje, men samtidig rummer så meget variation i hver sang, at det aldrig bliver kedeligt, men fænger fra start til slut. Tænk, hvis post-rock var lige så spændende!

Det var en god afslutning på en festival, der ellers havde en vis ujævnhed. Ikke kun i det musikalske niveau, men også hvad angik festivalstemningen. I hvert fald føltes aftenen mere som fire koncerter på et spillested, end det føltes som en festival. Februarkulden indbyder heller ikke ligefrem til at stå og hænge med vennerne udenfor mellem koncerterne, på trods af varmelamper, men når festivalen forhåbentlig vender tilbage til næste år, er det især her, der er plads til forbedringer. Og der er et rum for en festival af denne type, når Heavy Days in Doom Town ikke længere eksisterer, og "afløseren" Northern Discomfort fokuserer på de mere sludgede varianter af genren.


Altar of Oblivion: 3
Chasing Ghosts: 1
Egonaut: 3
October Tide: 4.