Spændende forsinket udspil

Populær
Spændende forsinket udspil

Doom metallen er stadig i god form hos danske Altar of Oblivion, der på deres nye ep-udgivelse bringer både perfektion og en enkelt skuffelse. Som varsel for fremtiden er udgivelsen overordnet lovende.

Titel
Barren Grounds
Dato
30-09-2016
Genre
Trackliste
1. State of Decay
2. Serenity
3. Barren Grounds
4. Lost
Karakter
3

Det danske doom metal-band Altar of Oblivion har på udgivelsesfronten ikke været aktive siden 2012 med 'Grand Gesture of Defiance', men vi skal helt tilbage til 2009 for at finde en Devilution-anmeldelse af en af bandets udgivelser. Dengang lød dommen "Klasse-doom fra Danmark", og her syv år senere kan det roligt siges, at dét album stadig holder.

'Barren Grounds' er en ep på godt 18 minutter. Udgivelsen har været længe undervejs, bandet selv beretter om tre års forsinkelse, så viljen har oprindeligt været der til en hurtig opfølgning på den anden fuldlængde. Ventetiden er dog tilgivet, når man har hørt ep'ens åbner 'State of Decay', som er et superstærkt nummer. En fornem intro med guitarlead og -effekt så det minder lidt om Saturnus, sætter stemningen, inden det første vokalstykke, hvor den karakteristiske vokal fra Mik Mentor straks minder lytteren om, hvor stor en stemme han besidder, og hvor perfekt den er til genren. Nummeret har en masse gentagelser på vokalen, og det er smart, for sangen falder dermed hurtigt på plads for lytteren. Ikke mindst på grund af en perfekt vokalmelodi. Rimene kommer tæt på hinanden, lidt som i en børnesang, og det kan være lidt af et sats, men Altar of Oblivion lykkes i den grad med det.

Åbneren indeholder et par helt klassiske, simple doom-riff, som også kendes fra de i doomgenren allestedsnærværende Candlemass. Men interessant er det også, at der i sangens C-stykke skrues op for tempoet, og lytteren præsenteres for et riff, der i en anden produktion fint kunne have været benyttet i death- eller black metal.

På 'Serenity' er stemningen helt tilbagelænet, vokalen hviskes, trommerne er droppet, og oven i den smukke guitar får man panfløjte, som det godt kan kræve lidt tilvænning helt at acceptere. Men det underbygger faktisk stemningen og gør nummeret smukt og drømmende.

Titelnummeret har ikke helt samme klasse, som åbneren, men det er stadig godt, selvom det bærende riff i sangen er lidt banalt. Sangen har dog et godt omkvæd, der kun bliver lidt sejere i midterstykket, hvor vokalen ligger i forskudt i flere lag. Afslutteren, 'Lost', er til gengæld en lidt for sær sag. Flanger-effekten eller hvad det er, der får lov at ødelægge introen på sangen, er mildest talt ubehagelig. Mik Mentor synger jo normalt formidabelt, så man er ikke i tvivl om, at produktionen her er gået over gevind, for det lyder godt nok falsk og anstrengt i dette nummer. Ærgerligt.

Men hvis sangen 'State of Decay' og de bedste af elementerne fra de andre sange er et hint om, hvor bandet vil hen i fremtiden, så er 'Barren Grounds' virkelig et sundt udspil.