Mismodighedens malstrøm

Mismodighedens malstrøm

Der var funeral doom og episk doom metal på programmet i tirsdags på KB18. Koncerterne var gode, men publikums mangel på gejst lagde en dæmper på begejstringen.

Kunstner
Titel
+ Procession, + Indesinence
Spillested
Dato
22-04-2014
Genre
Forfatter
Karakter
3

Publikums manglende vilje eller evne til at løfte koncerten var nok forståelig – med tre doombands på programmet og en koncertstart 21.30 på en tirsdag, blev ens tålmodighed strakt til det yderste. Er mærkeligt valg at starte så sent på en hverdag. Og så med et hovednavn som Esoteric, der har et ry for at spille meget lange, støjende og intense koncerter. Når man ikke er så metal, at man ikke har et arbejde, der skal passes dagen efter, er det måske knap så fedt.

Første band var Indesinence, som jeg akkurat missede det sidste af. Der blev talt om doom/death i stil med My Dying Bride, men med en ikke slagkraftig nok vokal.

Chilensk/svenske Procession har vi tidligere anmeldt i forbindelse med Metal Magic Festival. Dem kan jeg helt generelt godt lide – stilen er den klassiske episke doom metal, som Candlemass udviklede, om end Procession har et mindre poleret, tungere og mere undergrundspræget udtryk end stilskaberne – og måske også en bismag af den episke metal, Manowar excellerede i i begyndelsen af karrieren, før de blev til vammel selvparodi. Deres seneste album, ’To Reap Heavens Apart’ (2013) er en aldeles glimrende udgivelse og har nok taget bandet et skridt op.

Tirsdagsstemning

Fremmødet var ikke voldsomt, omkring 50-60 stykker, og et band af Processions kvalitet fortjener lidt flere. Bandet, anført af en karismatisk Felipe Plaza i front, gjorde i hvert fald en aldeles glimrende indsats, hvor især bassist Claudio Neira tilførte noget ekstra live (han bor, modsat Plaza, stadig i Chile og er derfor sjældent med live), med nogle glimrende lidt proggede arrangementer, der løftede Processions majestætiske doom metal yderligere. Men publikums reaktion her omkring 22.30 og frem var også præget af det sene tidspunkt og den lidt tirsdagsagtige stemning, der var på spillestedet. Det kan man ikke klandre publikum for, men det var synd for bandet, for med et mere indlevende publikum kunne koncerten have løftet sig til meget mere, end det blev til.

Da headlinerne Esoteric gik på, var publikum nogenlunde fuldtalligt. Da de sluttede, var der vel cirka 10. Esoteric var en tur nede i mismodighedens malstrøm. Tuuuuuung funeral doom med sære, psykedeliske keyboards. De var aldeles glimrende, men alligevel var det svært for Devilutions udsendte helt at leve sig ind i det – der var ikke nogen vibe i rummet, hvor flere og flere måtte strække våben og tage hjem. Hvis det så bare var Esoteric, der som et sort hul havde suget al energi ud publikum, men det var vist nærmere det voldsomt fremskredne tidspunkt. Det knugende mørke, Esoteric leverede, havde fortjent en bedre skæbne.