Dundrende godt
Populær
Vallenfyre udgiver med ’Splinters’ opfølgeren til debuten fra 2011, og det er om muligt en endnu mørkere og smadret omgang, som serveres over skivens 43 varierede minutter.
Det var de positive ord, som var fremme om Greg Mackintoshs (Paradise Lost) sideprojekt Vallenfyre, da vi på Devilution anmeldte debuten. Der er ingen grund til at ændre på den vurdering; ’Splinters’ synes faktisk marginalt bedre.
Lyden er blevet end tand mere smadret – i hvert fald når det går stærkt i en håndfuld punk/crust-agtige dødsmetalnumre, mens det er tungt og dystert på de mere doomy numre, hvor specielt ’Bereft’ stikker snuden positivt frem og minder om ældre My Dying Bride. Guitarist Hamish Glencross har da også sin daglige gang i det band, så det har måske sin helt naturlige forklaring.
Paradise Lost synes også stadig til stede i stor stil i kraft af de meget karakteristiske leads fra Gregor Mackintosh. Alt fra tonevalg, ”pauser” og delay giver hans leads en lyd, der simpelthen er ham i en grad, så han kunne patentere stykkerne.
Variationen strækker sig
Vallenfyre har valgt at trække lidt i elastikken denne gang og er således vildere end tidligere på de hurtige sange og mere doomy på de langsomme. Resultatet er et meget varieret og interessant album, som holdes sammen af en ultrabeskidt vellyd. Guitarerne feed’er tit og ofte, og det benyttes som en aktiv del af sangene og giver en punk-agtig laissez faire-stemning, der klæder det indbydende mørke.
Der ses godt tilbage i historiebøgerne, når der tales influenser på denne udgivelse. Bandet nævner selv Hellhammer/Celtic Frost, og det synes ganske sandt. Men åbningsriffet på ’Wolves of Sin’ trækker på noget proto-black metal a la Venom eller Bathory i Quorthons mest mørke stunder. Et simpelt riff, der rykker, og havde produktionen været lidt mere ”ren”, så kunne det snildt have begået sig på Satyricons ’Now, Diabolical’.
Og netop det her med nogle simple virkemidler, der bare rykker, er noget af det, som Vallenfyre har forfinet siden sidst. Debuten var dog også aldeles fremragende, så hvor karakteren bliver, hvor den også var sidst, så må ordene til sidst konkludere, at ’Splinters’ er lige en splint (!) eller to bedre end ’A Fragile King’.