Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Chilensk tungsind

Populær
Updated
Chilensk tungsind

Chilenske Capilla Ardiente spiller en god omgang doom metal på bandets debut, der på ingen måde lyder sydamerikansk, snarere skandinavisk.

Titel
Bravery, Truth and the Endless Darkness
Dato
09-06-2014
Genre
Karakter
3

Hvis man har været på Metal Magic Festival i Fredericia eller til nogle af de andre arrangementer, som arrangørerne bag har stået for, eller til Heavy Days in Doom Town, så burde man kende til doom metal-bandet Procession, som har både svenske og chilenske medlemmer. De chilenske herrer Claudio Botarro og Felipe Plaza fra dét band er dog ikke kun aktive med Procession, da Capilla Ardiente er et andet band, som de er med i.

Capilla Ardiente udgav en ep i 2009, men er først nu ude med debutalbummet 'Bravery, Truth and the Endless Darkness', der består af to korte instrumentale numre og fire sange, der alle er over 10 minutter lange hver. Stilen er ret svensk, da stemning og riffs har store fællestræk med Candlemass' senere værker, og så minder vokalen lidt om Stefan Berglund i Memory Garden - dog i en lidt mindre high pitched udgave.

Musikken er på mange måder oldschool og har en glimrende produktion i den ånd. Det er fornuftigt mixet og virker ikke fluekneppet til døde, og så klæder den lidt skramlende bas det samlede udtryk. Vokalen fra Felipe Plaza er ofte meget fængende i simple og effektive melodier, men selve udførelsen har nogle ærgerlige pletvise svaghedstegn, hvor tonerne ikke altid troner så selvsikkert frem.

De lange numre kunne i princippet godt være blevet til flere numre, hvilket betyder at der er en del lækre detaljer at gå ombord i; detaljer, som først kommer rigtigt ind under huden efter flere lyt. Det er tung og klassisk doom, hvor melodien hele tiden ligger og lurer, og i ny og næ sniger der sig mere klassisk og delvist uptempo heavy metal ind. Et udmærket bud på god doom metal, uden at albummet bibringer genren så forfærdeligt meget nyt.