Øregasmen udebliver
Populær
Med emner som sexturisme og Josef Fritzl sætter Rammstein dygtigt den satiriske finger på de mørke sider af mandens forhold til kærlighed og sex. Selve musikken er dog standard-Rammstein - hverken værre eller bedre.
I september udgav Rammstein singlen 'Pussy' som forløber til albummet 'Liebe ist für alle da'. Teksten handler om en tysk sexturist, og videoen skulle vise sig at blive måske årtiets vigtigste, fordi Rammstein havde modet til at lægge ansigter til den overskridelse mellem musikvideo og pornofilm, som musikbranchen i årtier har lagt op til, men ikke vovet (du er en tøsedreng, Marilyn Manson).
Videoen er en satire over det pornografiske klicheunivers, men hvor andre ville have ladet det blive ved det, kører Rammstein den helt ud til og med de obligatoriske cumshots.
Grænserne mellem satire og pornografi flyder ud, især fordi afbildning af fuldbyrdet sexskuespil per definition er porno, ligemeget hvor meget man så ellers i munterhed udstiller pornogenrens klicheer, hvilket er genialt set af Rammstein. Effektivt fik tyskerene forstummet tvivlen på om showbandet kunne finde på noget mere spektakulært, end hvad det tidligere havde udsendt.
Tilbagevenden til det tidlige
Rammstein er derfor stadig et livskraftigt band, eller, man skulle måske snarere sige cirkusset eller kunstnerkollektivet Rammstein er det stadig, for selve musikken på den nye udgivelse er hverken bedre eller værre end den standard man kunne kalde middel-rammstein.
Første track på første CD er bandets nye titelmelodi "Rammlied" som lyder ligepræcis som man kunne forvente, med simple stakkerede riffs og keyboard under de hyppige "Ramm-Stein!" råb.
Det er en tilbagevenden til det tidlige Rammstein, og faktisk meget godt - klart blandt det bedste på pladen. Også de to næste, de mere melodiøse 'Ich tu dir weh' og 'Waidmanns heil' er vellykkede, men derefter kommer der en række numre hvor de musikalske ideer er for tynde, og lyder lidt for meget af banale sange med elguitar på.
Mere teatralsk
Føromtalte 'Pussy' (nr. 8) er sådan set sjov nok, især fordi keyboardet med euro-dancelyd spiller rytmen til 'There's No Limit' (og derved får forbundet emnet sexturisme med diskotekernes kødmarkeder), men den får det altså ikke helt til at dunke. Heller ikke 'Wiener Blut' - sangen om Fritzl - lever helt op til forventningerne, som sættes af den emnemæssigt beslægtede 'Mein Teil' (fra 'Reise, Reise'), som handler om den penisspisende og hovedstegende, tyske kannibal.
Derimod er titelnummeret, som er skivens niende, både godt, mørkt og pågående, og første track på anden CD 'Führe mich' er glimrende majestætisk i en 'Sehnsucht'-agtig forstand. I øvrigt er Till Lindemann også blevet mere teatralsk og bedre til at synge, og især hvad angår det sidste, er det en kærkommen forbredring.
Skal man indplacere kvaliteten af dette album i tyskerorkestrets seneste spillerier, så ligger den et sted mellem 'Reise, Reise' og 'Rosenrot', og så må man gøre op med sig selv, om dét er en tur værd til pladepusheren.
Se videoen til 'Pussy' i censureret version her:
{youtube}2dgxKdcpS38{/youtube}