Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Urørlige Rammsteins reprise

Populær
Updated
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise
Urørlige Rammsteins reprise

Rammstein var urørlige igennem 100 minutter i Horsens. Men også en 100 minutters nøjagtig reprise af sidste års show på Tinderbox. Selv verdensklasse trænger før eller siden til fornyelse.

Kunstner
Dato
25-05-2017
Trackliste
1. Ramm 4
2. Reise, Reise
3. Hallelujah
4. Zerstören
5. Keine Lust
6. Feuer frei!
7. Seemann
8. Ich tu dir weh
9. Du riechst so gut
10. Mein Herz brennt
11. Links 2-3-4
12. Ich will
13. Du hast
14. Stripped
Ekstra:
15. Sonne
16. Amerika
17. Engel
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

En sirene hyler. På storskærmene bliver der talt ned fra 60 sekunder.

Publikum skråler med på de sidste ti. Scenetæppet falder ned med et brag. 

Christian Lorenz står i orange kedeldragt og slår de første toner an på sit keyboard. Trommeslager Christoph Schneider og bassist Oliver Riedel kommer med ind og sætter rytmen i gang.

Fra under sceneloftet står guitaristerne Richard Z. Kruspe og Paul Landers på hver deres platform og bliver langsomt sænket ned.

Ude i venstre side står Till Lindemann. Spræller lidt. Sætter i gang og træder iført hvid retsmediciner/seriemorder-dragt ind midt på scenen.

Kaster sin hvide tophat i luften – den eksploderer.

Bang! Bang!

Så var Rammstein i gang i Horsens. I gang med sidste års nye skæring ’Ramm 4’, hvor teksten er bygget op af titlerne på tyskernes mange klassikere.

På den måde var nummeret en glimrende introduktion til det show, Horsens var på vej til at få. Og det, Horsens fik, var et gensyn med det show, publikum fik sidste år på Tinderbox.

Efter koncerten på den fynske festival skrev vi, at Rammstein muligvis var klodens bedste liveband. For så vilde og overbevisende var den tyske gruppe natten til fredag på festivalen.

Helt så overvældende var gruppen ikke denne gang. Men for et band med et så sindssygt format kan mindre heldigvis også gøre det.

Rammsteins reprise i Horsens var stadig noget nær i verdensklasse.

Showets form gør, at intet er overladt til tilfældigheder eller spontanitetens rus. Det samme mantra har Kiss også altid arbejdet ud fra.

De amerikanske rockikoner, der har dannet den live-skole, som Rammstein ikke lægger skjul på, de har gået i.

Men hvor Kiss stod for tre uger siden i samme by og blev et skidt skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når de evige tricks er blevet for tyndslidte, og formen har nået alderdomshjemmet, så er Rammstein endnu ikke blevet uskarpe med alderen, skønt medlemmerne har passeret et halvt århundrede.

54-årige Till Lindemann synger stadig lige så fedt, som han ter sig som en pervers master i en sadistisk swingerklub. Her kommer man jo også tilbage, selvom indholdet som oftest byder på et deja-vu – men jo hårdere, des bedre.

Helt hårdt blev Rammsteins selskab alligevel aldrig. Alene det for lave lydniveau lagde en dæmper på udfoldelserne.

Men selve affæren virkede også til at nå det punkt, hvor det foregår i for trygge rammer. I hvert fald lod det egentlig ikke til, at tyskerne anstrengte sig særlig meget.

På den anden side krævede det nu heller ikke synderligt mange pisk for at få de 35.000 gæster i hopla på en varm fri- og fadølsdag. 

Der var fællesang og hop til ’Ich tu dir weh’, hvor Lindemann vanligt futtede Christian Lorenz af i en metalkiste.

Mundeflammekasterne kom i brug under ’Feuer Frei’.

Raketterne bragede løs under det store fællesskrål-hit ’Du hast’.

Et inferno af ild udfoldede sig under det første ekstranummer ’Sonne’, der blev afløst af ’Amerika’ og tilhørende konfetti.

Lindemanns påsatte englevinger med ild i blev på scenegulvet på grund af defekt under ’Engel’, der afsluttede showet, som varede præcis 100 minutter.

Og for hvert eneste af de minutter kræver Rammstein over 100.000 kroner for at stå på scenen.

Rammstein er stadig alle pengene værd. Eller næsten værd. Der er behov for alternativer i showet og sætlisten.

Måske nogle af de kendinge, der ikke længere kommer med, trænger til at blive skiftet ind. ’Ohne dich’, ’Mein Teil’, ’Bück dich, ’Benzin’ og ’Asche zu Asche’.

Eller endnu bedre – noget helt nyt materiale otte år efter seneste plade udkom.