WOA'13: Ikke nok Rammstein
PopulærRammstein spillede sådan set fint nok, men alligevel manglede koncerten det sidste for at være helt så skelsættende, som mange havde håbet på.
Wollt ihr das Bett in Flammen sehen?
Keine Lust
Sehnsucht
Asche zu Asche
Feuer frei!
Mein Teil
Ohne dich
Wiener Blut
Du riechst so gut
Benzin
Links 2-3-4
Du hast
Bück dich (Med Rammstein-intro)
Ich will
---
Mein Herz brennt (unplugged klaverversion)
Sonne (med Heino)
Pussy
Forventningerne var høje, da mægtige Rammstein gik på scenen på den lige så mægtige Wacken-festival. To tyske giganter, der i den grad havde fortjent hinanden, havde endelig fundet hinanden, og koncertpladsen var derfor godt fyldt op. Men muligvis var forhåbningerne til aftenens udladning spændt for hårdt fra publikums side, for det blev ikke helt det clash of the titans, mange havde håbet på. Men en ganske god koncert var det dog.
Et af Rammsteins kendemærker er den sorte humor, der gennemsyrer ganske meget af, hvad de laver. Musikalsk såvel som sceneshowsmæssigt. Og ganske selvironisk trådte Till Lindemann på scenen med afbleget hård og iklædt en lyserød plyspels, og stod derfor i skærende kontrast til det sortklædte menneskehav med øl og heavyhænder foran scenen. Men showet var ellers ikke noget, som overgik tidligere optrædener. Der var fyrværkeri, flammekastere og kannibalgryde under 'Mein Teil', men det hele var noget, som man har set før, og faktisk også set vildere. En lille ekstrating var dog, at bandet havde fået schlagersangeren Heino med på ekstranummeret 'Sonne'. Igen noget, som Rammstein gør for på humoristisk vis at provokere den gode smag. Heino har nemlig haft et ry for at være temmelig højreorienteret. Noget som Rammstein selv er blevet beskyldt for.
Nå, men ... selv om showet ikke var særlig storslået, så var musikken ganske velspillet og effektivt leveret. Mikset mellem de forskellige instrumenter var perfekt, og lyden var derfor både knusende kraftfuld og klar, så man tydeligt kunne høre, hvad der gik for sig. Sætlisten var også passende, og selv om der altid er sange, man savner, så er det svært at undgå med Rammsteins bagkatalog. Tydeligst var dette, da bandet kort spillede introen til det episke 'Rammstein'-nummer lige efter 'Bück Dich' – noget som tilskuerne bestemt gerne ville have hørt mere af. Og det opsummerer egentlig meget godt mødet mellem Wacken og band. Det var musikalsk set en ganske god koncert, men folk ville gerne have haft endnu mere Rammstein, og muligvis i en grad, som orkestret ikke kunne leve op til på en festivalscene. I hvert fald savnedes det helt ekstraordinære.