RF 25: En vellykket rød smeltedigel
To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.
Den plade, de to bands har lavet sammen, som vel er årsagen til, at de optrådte på årets Roskilde Festival, er virkelig fint sekventeret – pladen fungerer virkelig godt som ét langt forløb, så spørgsmålet var, om de to bands ville holde fast i den struktur, også i lyset af, at koncerten så ville blive lidt kort. Og let forkortet blev koncerten vist også efter en lille forsinkelse, men det, vi fik med, var til gengæld godt. Begge bands var hele tiden på eller lige ved scenen, så vi fik en flydende, organisk vekselvirkning mellem de to bands uden unødige pauser.
Efter det ret smukke introstykke ‘Invokation’ med trompetisten Dan Hejslet i centrum under spotlyset, fik vi en meget intens version af ‘Hæmatomets Filosof’ i Kollapses version. Det var imponerende, så godt Demersals Viktor Ravn var gledet ind i rollen som guitarist og sanger i Peter Clement Lunds sted (Al styrke, god karma og kærlighed til ham i kampen mod sygdommen!). Hele den situation i kombination med musikkens voldsomme, sønderrivende skønhed sendte mig ud i et par hulketure. Hjertet er fandeme en blødende hammer, og nogle gange får vi tæv med den.
Også det støjende mellemstykke med trompet var virkelig smukt. Den elegante, flydende overgang til Gravas version, ‘Hæmatomets filosofi (Blóðtøka)’ sugede os straks videre, og sikken grandios tristesse, vi blev forlenet med, med gravitas! Fuldstændig suverænt!
En overraskelse
Begge bands blev på scenen og spillede et nummer, der forekom sært bekendt midt i al sin langsomme stemningsfuldhed. Ind på scenen kom Henriette Sennenvaldt (Under Byen), og pludselig stod det klart, at vi var midt i en coverversion af Anne Linnets klassiker ‘Forårsdag’. Nummeret var helt sikkert blevet skubbet et par grader til venstre, men man kunne stadig fornemme den smule lys, den sang lukker ind i sorgen og smerten, samtidig med, at musikken talte mørkets sag. 
Det føltes vildt at blive strakt så langt ud over det emotionelle spektrum, men på en god måde. Det talte for mig lidt til den følelse af nydelse, jeg havde under koncerten, som hele tiden var kombineret med den malurt, årsagen til Peter Clement Lunds fravær dryppede i bægeret. Den slags nuancer er gode at have med.
Herefter var vi tilbage på sporet med Gravas tungbrølende ‘Red Furnace’ og Kollapses angulært dissonante modsvar. Begge vellykkede og overvældende numre denne aften. ‘Red Furnace’ indeholder referencer til roning, men heldigvis inspirerede den ikke nogen til at ro foran scenen. Denne aftens publikum var mere af den lyttende slags, og tak for det.
Med hovedparten af ‘Kollapse & Grava’-pladen dækket ind fik vi Gravas militant marcherende ‘Breaker’ fra sidste års ‘The Great White Nothing’ med assistance fra Kollapses Thomas Martin Hansen, og Kollapses ‘Form’, hvor Gravas Atli Brix Kamban bidrog, inden hele holdet fuldendte fusionen med et afslutningsnummer, der meget passende var Gravas ildevarslende albumlukker ‘Hinterlands’, her i en aldeles bredskuldret version.
Vi var blevet mørbanket med hjertehammeren, og nu var det tid til at forlade Glorias mørke og bevæge sig ud på festivalen igen, men denne koncert havde udgjort et særligt øjeblik, og det krævede tid at nå dertil, hvor det var muligt at forholde sig til anden musik. Det bør tjene Kollapse, Grava, Sennenvaldt, Ravn og Hejslet til ære.