Det mest oversete album i 2017
Populær
Kollapses første album bed fra sig, selv om amatørens famlen skinnede vagt igennem ellers gode ideer og viljen til at skrige dem ud. Fem år senere er snakken en ganske anden.
2. Death of a Monotheist
3. Gueules Cassées
4. Til Hølle
5. Blinding Light
6. Nesting
7. Abandon
Danske Kollapse opstod i 2012 og udgav i december samme år seks numre trykt på 250 styk rød vinyl og 50 på cd: En lille, støvdampende vindheks, der bed fra sig, men hvor det også indimellem gik for stærkt og blev usammenhængende. De dage er for længst svundne for de drevne jyder.
Rammen er post-hardcore, men Kollapse vrister sig fri af genremærkatets snærende bånd og sender et entydige signal om, at de ikke er et band, man putter i en kasse.
'Angst' er i sin fuldkommenhed både et spændende nyt bekendtskab og på samme tid præcis som at komme hjem. Det er kulminationen på sammensmeltningen af flere støjuniverser: det depressive, sludgebårne, punchfyldte og distortede.
Åbningsnummeret 'Void' er centreret om en pulserende drone af bærende akkorder, mens vokalen gennemgående er growl, hvor den på de øvrige numre med få undtagelser ellers er en dynamisk blanding af skrig og det gutturale. Videoen fortæller, at æstetikken er med hele vejen; den åbner Kollapse som et fintmasket sår med alle dets skrøbelige trevler og sener, blodige klumper og poetisk dybrødme i sårets midte.
Hvor havde det været nemt bare at filme i et slagtehus eller i en beskidt parkeringskælder. Og godt, at Kollapse lod være og i stedet gjorde sig umage at formidle musikken i en modig og langsom forløsning, der supplerer de store flader.
Denne gennemførthed er karakteristisk for resten af albummet, fra 'Death of a Monotheist' over 'Blinding Light', der indledes med et spinkelt guitarskelet under skrigevokalens sårbarhed; en følsomhed, der bæres videre i 'Nesting' hvor trommerne er mixet rene og fyldige, mens vokalen skærer sig ud gennem mellemtonen, inden guitaren tungt filtrer det sammen til en knugende klump af smerte.
Mesterstykket er dog 'Gueules Cassées', der vækker minder om, hvordan The Psyke Project plejede at skrue numre sammen, men hvor Kollapses lyd er mere afdæmpet og kontrolleret. Engelsk og dansk snor sig aggressivt ind og ud mellem en kompetent changéren mellem betoning og riffs; depression og forløsning.
Kombinationen af temposkift og vekslende intensitet understøtter vokalen, der for størstedelen deles mellem bassist Thomas og guitarist Troels i henholdsvis desperat skrigen og growl. En fordeling, der kunne gå tåkrummende galt, hvis de to vokaler ikke var lige stærke på hver deres område, men i denne konstellation er der ingen fare på færde, og det bliver på intet tidspunkt kedeligt eller malplaceret.
Der er ikke levnet plads til ligegyldigt fyld på de syv skæringer, hvor dynamikken er det, der adskiller Kollapse fra de efterhånden talrige danske bands, der er suget ind i cementblanderens kølige mørke med død/thrash/sludge- og hardcorelogoet støbt uden på tromlen.
Og så fordi Jacob Bredahl. Der er ikke nogen præinstalleret P3-knap på mixeren i Dead Rat Studios' kontrolrum. Det er en velkommen finesse, at albummet er indspillet og mixet som støttepille til Kollapse og ikke er udtryk for fem musikere, der forsøger at tilpasse sig eventuelle producer-nykker eller standardformler.
Resultatet taler for sig selv
Til slut binder coveret det hadske sammen i naivitet og simplicitet. Der er ikke så meget pis med Kollapse, og det understøttes af billedets udformning. Det er uhørt befriende at sætte et album på, der ikke prøver for hårdt, men overbeviser i første hug. Ja undskyld, men jeg flæber sort tjære hver gang jeg lytter til det: Minder i glimt, eksistentiel dissonans, sårbarheden bag skrigene. Det er 35 minutter, der bare er for hurtigt overstået.
Med alle forskellighederne på 'Angst', modelleret ind et genkendeligt udtryk og massiv lyd, bliver det auditive uvejr komplet. Helheden er en brudsikker pigtrådswire der borer sig direkte ind i musikhimlen og ind på førstepladsen over danske udgivelser i 2017.
Her er bandet, der siden debuten har fundet deres fundament, og som efterspurgt i vores anmeldelse sin tid, i det tunge og tilbagelænede. På sørgelig vis også det fundament, hvorfra de fandt deres vej videre hver for sig. I september meddelte Kollapse, at de gik i opløsning. Så kan man da tale om at slutte på toppen!