Smadret lyd, ærligt udtryk
Populær
Kollapse melder sig under fanerne på upcomingscenen med en sludgy, hårdtskåret debut af samme navn.
2. Man Machine
3. Liberate
4. Grief
5. No Gods
6. Minamata Disease
Når noget er så absurd, at det ikke rigtig trænger igennem pandebrasken i første runde, men ved anden overvejelse fiser ind, kan det frembringe spontanhysterisk latter, men mest på grund af usikkerhed, fordi det er svært at sige om det er voldsomt fedt eller en stående joke. Sådan er det at lytte til åbneren ’Coffins’ .der på vokalsiden i bedste noiseformat bliver revet ud af frontmand Troels’ svælg, der må være belagt med det pureste korn 100-slibepapir, og bliver besvaret vel af selvsamme, med tilsvarende kraft og teenageiver. Visuelt ser man et billede af to måger der skændes om en fisk. Længe.
Alligevel er der noget tiltrækkende inde bag ungdomsskole-lyden, og man kan frisk gå til anden skæring uden at have dømt ’Kollapse’ helt ude. Det kunne jo være. De har nemlig støbt fundamentet nede i sludge-kælderen og tilføjet en hardcore-vokal, og det fungerer helt godt, når de holder sig i det tunge, tilbagelænede gear og lader vokalen buldre oven på. Her er der virkelig plads til at høre intensiteten.
Ingen af sangene er særligt lange, og det er en af de mere skarpe prioriteringer da det hele dermed bliver kontant og in-your-face. På både ’Liberate’ og ’Grief’ åbner Kollapse sig for alvor, og numrene holder hele vejen igennem. Det er dog også ’Grief’, der afslører at latteren var berettiget til at starte med, for på liveklippet af sangen fra koncerten på ’Way Up North’ i 2012, er der iscenesat en eller anden dude, der skal smadre hvad der ligner en håndvask med en forhammer. Udover at være et ligegyldigt udtryk er det også et fortidslevn, og det understreger at ’Kollapse’ stadig er et amatørband, men dog ét med potentiale og vilje.
Kollapse har noget naivt og råt over sig, og guitaren er så distorted, at den på nostalgisk vis lyder som min første og meget gratis guitarforstærker, hvor samtlige enheder så også var røget, men den kunne frembringe et lille, skingert og fjernt vulkanudbrud hvis man skruede højt nok op. Det klæder Kollapse! Lyden synes bevidst skraldespandsorienteret, og er den dét, er det virkelig godt set. Kollapse har valgt at trykke albummet i et begrænset antal røde vinyler og sammen med den ukontrollerede, indlevende vokal og den beskidte lyd, er de godt på vej i den rigtige retning.