Ilter '21: Fredag

En siddende hardcore-festival? Nej vel. Arrangørerne af Ilter har haft is i maven, helt frem til få dage inden showstart, hvor det endelig blev meldt ud, at vi nu kan stå op indenfor til koncerter og vigtigst: Vi kan slås igen.

Jeg har benyttet enhver chance for at se koncerter siden marts 2020. I sidste ende var hovedmotivationen min frygt for at dø, mens den sidste koncert, jeg havde set, var Sum 41. Det har været et spændende eksperiment, men lad os ikke lamentere for længe over hvad, der var. For denne artikel er ikke blot epilogen for de siddende koncerter. De er døde, med mindre du er til jazz eller klassisk musik. For af corona-tågerne er punken i sin sande form genopstået som en fugl Føniks af ansigtsmaskernes aske: Venner. Vi kan slås indendørs igen.

En fin fynsk start
Ilter har formået virkelig at sammensætte et spændende og faktisk også lidt udfordrende program. Det er ikke otte oi-bands på plakaten, eller otte Turnstile-kopier. Der er virkelig hevet kunstnere ind fra alle sub- og sidegenrer. Her er aftenens første band et rigtig fint eksempel: delvist lokale Demersal. Bandet spiller noget, der ligger op ad de kontroversielle genrer screamo og emotional hardcore. Bandet viser dog det roligt fremmødende publikum en fin crossover mellem førnævnte genrer og blackened post/death/sådan-der-omkring. Publikum er dog slet ikke klar til den energi bandets bassist lægger for dagen. Men hvis du læser med, dude, jeg sætter pris på dig.

Et dementi 
Jeg havde tidligere på ugen anbefalet Quitters og til de af jer, jeg fik til at tage afsted tidligt: Tak. Godt I støtter scenen. Og undskyld. Om det er bandets eller lydmandens problem, det er svært at sige. Jeg hælder til, at det er bandets. Der er så meget diskant på lyden, at det lyder som om, det er optaget på en kartoffel og gensendt gennem et grydelåg. Forsangeren er så dårligt forberedt, at han har sangene skrevet ned på et stykke papir på monitoren foran ham. Det er dog aldeles ligegyldigt, for det kommer der ikke nogle deciderede ord eller genkendelige lyde ud af. Det er så kombineret med et backing track, der ligger højere end alt andet i lydbilledet som et sonisk backdrop til en ring i Dantes inferno. Jeg gætter på nummer to. Efter at have lyttet til bandet på optagelser, virker koncerten mest af alt som et puslespil, der er samlet helt forkert og i stedet for at løse grundproblemet, så maser bandet bare på til et punkt, hvor brikkernes kraftige pap må give efter for presset. Jeg går i baren efter de første to-tre sange. Jeg går et lille smut tilbage efter at have styrket mig på en øl, og det lyder da tilnærmelsesvist bedre. Men venner, hvad fanden laver I?

Energiniveauet stiger
Først har vi Københavnske Nexø, der træder ind på scenen klokken 18 ... for at lave soundcheck i et kvarter. Men alt er ærligt tilgivet efter Quitters muligvis har sprængt en højttaler eller efterladt ti sanghæfter, der skal fjernes først. Det er tydeligt, at Nexø er et særdeles professionelt band. Alt spiller fra logoet over Ungdomshuset-shirten til bandets huddle-cry: “Hvor skal vi sove i nat? På politistationen!”, der indleder koncerten. Men der er ærligt ikke en finger at sætte på optrædenen, der er autentisk ind i helvede. Så, ja, de passer en æstetik, men de kan satme også levere. Det er også til Nexø, at vi ser optræk til aftenens første slåskamp. Men det bliver vildere ...

Kollapse var et uskrevent blad for mig, men jeg har et soft spot for post-metal og det rammer Kollapse lige i røven i aften. Der er ikke meget mere at sige. Det er et åndsvagt velspillende band. Sangene er atmosfæriske, dystre og mørke. Jeg trækker min anbefaling til Quitters tilbage og giver den uforbeholdent til Kollapse i stedet. Og jeg håber, at du også får en kaotisk trompetsolo i blåt lys og røg. Fransk kokkekys til Kollapse.

Desværre går jeg glip af det meste af Motorsavs koncert, fordi jeg endelig må give efter for min sult og gennemsøge Odense for lidt aftensmad. Men jeg når dog lige at stikke hovedet ind af døren til det sidste nummer, og efter alt at bedømme var det en kæmpe fejl ikke at få set bandet.

En kæmpe forløsning
Til at starte med står folk med god afstand til hinanden, men som aftenen skrider frem bliver det mere og mere svært ikke at danse lidt. Det sker først under Nexø og spreder sig til, når Big Mess indtager scenen. Bandet spiller også en forrygende koncert med gedigen punk i Misfits-ånden.

Når vi når til Smertegrænsens Toldere bliver der ligefrem et pit under det meste af showet. Det er nok både med hjælp fra bandets særdeles energiske set, men også helt klart alkoholindtaget, der er så stødt stigende, at Teater Momentum har svært ved at holde øl nok kolde til det tørstige publikum og desuden også er løbet tør for is. Det gør dog ikke rigtig nogen i dårlig humør, og det begrænser bestemt ikke indtaget af alkohol. Der skal desuden lyde stor ros til barens personale, der altså normalt betjener teatergæster og ikke fulde punkere.

Aftenens sidste band er Eyes. Og her trækker jeg simpelthen ikke min anbefaling tilbage. Det er fantastisk. Der er kæmpe slåskamp oppe foran, men alle har husket pit-etiketten og får hurtigt faldne soldater op. Resten af salen koger helt over, både temperaturmæssigt og humørmæssigt. Bandets særlige kaotiske og metal-inspirerede stil lægger i sig selv op til en masse energi, men bandet er i aften ikke kun velspillende. De er helt antændte. Og således, i et festfyrværkeri af flyvende kroppe, lukker vi første dag af Ilter.