Epilepsikalypsens ryttere
Populær
Nej, dit band arbejder ikke lige så hårdt for det som Hexis. Vi fangede dem i Odense en tredjedel inde i deres tre måneder lange tour gennem tre kontinenter.
Ved et bord ude foran bodegaen på banegården sidder en mor og holder peptalk for sin 12-årige dreng:
– Det er dig selv, der afgør, om du gerne vil til banko på søndag. Det kan andre ikke bestemme.
Hvis det er der, ungdommen er på vej hen, er Hexis muligvis allersidste udkald før fortabelsen. Det er i givet fald ikke en dårlig omgang at gå ud på, lidt som Butch Cassidy & the Sundance Kid med all guns blazing ind i evigheden.
Der findes ikke mange, der arbejder så hårdt for det i dansk metal som Hexis. I næste uge kan du her på siden læse frontmand Filip Andersen fortælle om den tre måneder lange tour henover tre kontinenter og 12 lande, som de er en tredjedel inde i nu; i aften handler det om den musik, der er grunden til det hele. Og det show, der har båret det oppe i otte år nu med hundredvis af koncerter.
Om året, vel at mærke.
Konfrontationssøgende crusts
På Teater Momentum i Odense, den tredje af fire danske datoer på touren, åbner Kräftbarn fra venskabsbyen Kolding ovre på den anden side af Lillebæltsbroen. En by, hvis slægtskab med Odense i høj grad skyldes dens designskole og dens overlap med det hippe studiemiljø, der er blevet stadig mere fremherskende i universitetsbyen; en synergieffekt, som Kräftbarn efter alt at dømme ikke kunne kere sig mindre om.
Kräftbarn spiller konfrontatorisk grindcore, der handler om at have det ærgerligt. Det er cirka sådan, alle sangene bliver introduceret af den skullet-bærende guitarist på djærvt midtjysk. Der er ingen fine fornemmelser her: Når bassisten sprænger en streng omtrent fem minutter og velsagtens lige så mange sange inde i deres sæt, er den oplagte løsning for ham at gå fra scenen ud i den moshpit, bandet tilsyneladende selv har medbragt hjemmefra.
– Jeg har ikke taget nogen strenge med, lyder det, inden han forlader spotlyset, indtil en behjertet sjæl fra det næste band låner ham en bas, så han bliver tvunget til at færdiggøre koncerten.
– Det her er en sang om at have tandpine, så man ikke kan sutte pik. Det kender I! teaser guitaristen, og to blonde piger i publikum kvitterer med straks at slynge sig ind allerforrest i pitten.
Det er med andre ord ikke helt frit for at være temmelig dumt, men bestemt heller ikke uden sin charme.
Begavede beatdowns
Kontrasten kunne dårligt værre større fra de overtatoverede crustpunks til det næste band, der indtager scenegulvet. En flok nydelige unge mænd med T-shirten nede i bukserne, fornuftige sideskilninger og tillidvækkende smil går i gang med at stemme og minder os om, at det trods alt er en universitetsby, vi befinder os i. Der er en fyr, der laver lydtjek på sin trompet.
Det øjeblik, Demersal går i gang, ændres spillet dog fuldstændigt. Havde man forventet fintfølende, begavet, polyrytmisk mathcore på grund af deres fremtoning, tvinger de én i gulvet ved første anslag: Det er kaotisk hardcore med en skandinavisk vibe, der ikke ligger milevidt fra den lyd, The Psyke Project lykkedes ret godt med at gøre populær for nogle år siden, blandet med et southern twang som hos de stilskabende Coalesce og centnertunge beatdowns, der tilfredsstiller den brutalitetshungrende første række foran monitorerne.
Det endnu ret unge band, der godt nok har spillet sammen, siden de for lidt siden var børn, men stadigvæk kun har en enkelt ep under bæltet og et debutalbum på vej, kunne godt være noget, man burde holde øje med i de kommende år. Det her har virkelig potentiale.
Og da trompetisten til slut får sine minutter midt i kaosset, går det hele op. Det her er følelser, det er værd at slås for.
Hexis efterlader sult
Der er suppe til alle i pausen, fordi Teater Momentum har haft sidste forestilling med stykket ‘Selvtægt’. Velkommen til Odense. Teatret i den gamle biograf ved Munke Mose har fået den strålende idé at arrangere koncerter i kulisserne fra de aktuelle forestillinger, hvilket giver en anderledes dimension til koncertoplevelsen.
Den benytter Hexis sig dog ikke af. Sidst jeg så dem, var på snart hedengangne KB18 lige før deres første europaturné i 2011, da bandet var purungt, og dengang supplerede de deres fossende, black metalliske post-hardcore med strobelys og ikke så meget mere. Det virkede, så den formel har de holdt sig til. Det er ikke en koncertoplevelse, der anbefales til epileptikere, men det passede og passer fortsat eminent til musikken, der bruser voldsomt frem og tilbage som en flodbølge, der vælter sig gennem alt på sin vej.
Hexis har tidligt fundet det udtryk, de ville frem til, og det er en lyd, der giver dem godt med rum til at eksperimentere med afstikkere til noiserock, industrial og ikke mindst den black metal, der i deres univers snarere fungerer som et virkemiddel end som en genre, de på nogen måde binder sig til. I aften bliver de suppleret af guitaristen fra Demersal, der bidrager med endnu mere lyd til kaosset, og den australske trommeslager og new zealandske guitarist, der er indforskrevet til denne turné, falder ind i bandet, som om de aldrig har bestilt andet.
Det, Hexis skaber, er en katatonisk tilstand. Musikken bevæger sig i spasmer, publikum får lov at stirre dybt ned i afsindet, inden de lige pludselig bliver sluppet fri af det igen, en ganske lille smule forandrede for stedse. Selve koncerten varer ikke meget mere end en lille halv time. Det føles, som om det er meget lidt, som om det sagtens kunne have været meget mere. Men også, som om det var lige præcis den ret afmålte dosis. Der blev crowdsurfet, der blev moshet, der blev skreget.
Det kan vi egentlig godt klare igen. Snart.
Udenfor får en teenager, højst et par år ældre end ham på banegården, overbevist sin jævnaldrende kammerat om, at han skal sidde bag på hans cykel. Da de forsvinder ind i Munke Moses dybe mørke, hujer han begejstret:
– Det her er vigtigt!
Det er det ikke. Hexis er.