Lidelse i fem akter
Populær
Sunken prøver kræfter med det danske sprog og ender på toppen.
2 - Ensomhed
3 - Foragt
4 - Delirium
5 - Dødslængsel
Som blækklatter på et landkort vinder dansk black metal frem. Efter i mange år kun at have eksisteret i den absolutte undergrund, kvlt som bare fanden, eller som mere eller mindre humoristiske indslag har scenen fået fodfæste.
Nærmest alle typer black metal repræsenteres i de senere år af danske bands, men særligt dygtige er de, der har valgt at skrue op for atmosfæren. I flæng kan nævnes Orm, Solbrud, Morild, (0), og så absolut også Sunken. ‘Livslede’ er aarhusianernes anden fuldlængde, og den har allerede fået god opmærksomhed i udlandet.
Den danske sang er en vred ung m/k
Det er påfaldende, at det er 'Livslede', der står til at blive Sunkens gennembrud, når pladen samtidig markerer første færd ind i det dansksprogede for kvintetten. Pladen fortæller en historie om at miste troen på sig selv, på menneskeheden og verden og til sidst på selve eksistensen. Og det altså på et sprog, som forstås af ca. 0,07 % af verdens befolkning.
Så hvorfor er det nu, Sunken slår igennem? Det kan der være adskillige grunde til. Den mest oplagte er, at det er en brandgod plade. Mere om det senere. Men måske handler det om, at det, der gør metal, og måske musik generelt, interessant, er, når det tør at være sit eget. I umindelige tider har dansk metal handlet om at lyde som de spændende fra Amerika, fra England, fra Sverige, og, Gud bedre det, fra Norge. Man kan ikke købe sig til en personlighed, og hvis man hugger andres, gaber den i sømmene og snærer i skridtet.
Som vi skrev tilbage i maj måned, er sproget en kilde til både inspiration og opmærksomhed. Og selvom danskerne elsker at fortælle sig selv, at vi simpelthen er så gode til engelsk, vil distancen altid komme i vejen. Det gør den ikke for Sunken. Hvor smertefulde teksterne end er, er det gribende at høre dem på sit modersmål. Angsten og elendigheden fylder op, og det er umuligt ikke at sætte sig i Martin Skyum Thomasens sted, når han med sin særegne vokalpræstation veksler mellem skrig og tale og bevæger sig igennem hovedpersonens eksistentielle nedstigning.
Thomasens vokal er stærk, skærende og emotiv, og han leverer en pragtpræstation hele vejen igennem. Særligt skal fremhæves den Solefaldske fortællerstemme på ‘Delirium’, hvor et ellers fortærsket koncept kommer til sin absolutte ret, og lyrikkens sortmalede vrangforestillinger træder frem i al sin melankolske pragt.
Når den så efterfølges af den ætsende fremførelse af livets sidste kapitel på ‘Dødslængsel’, står Thomasen som en særlig begavelse og som et lysende eksempel på den følelsesmæssige tyngde, det danske sprog kan have.
Begravet i stemning
Musikalsk står Sunken heller ikke tilbage for nogen. Spændet er stort og udfordrende. Med en introskæring, der trækker Solar Fields frem fra hukommelsens pulterkammer, over et åbningsriff, der med lidt god vilje kunne være en black metalificering af Blink-182’s ‘Adam’s Song’, til vi bades i dissonans og Mogwaisk emotionalitet, fremstår 'Livslede' som et gennemarbejdet svendestykke, der ikke et eneste øjeblik modtager ros ufortjent.
Netop denne vekselvirkning mellem stemninger, tempo og riffstrukturer giver en genre, der ellers ofte tager fejl af atmosfære og repetition' liv og gør pladen dynamisk og lytteværdig. Black metal er blevet voksen nok til at erkende' at intet er så true, at et godt riff ikke kan gøre det bedre, og det viser denne generation af bands os noget så klart.
Selv bassen, black metallens rødhårede stedbarn, har man fået plads til, og den tilføjer en dybde og et rullende groove, der giver pladen bund. Særligt skinner den som akkompagnement til Thomasens vokal i ‘Ensomhed’, hvor det afsluttende klimaks bæres af en rytmesektion, der egenhændigt tillader Krogh og Deichmanns guitarer at svæve over de metaforiske vande og bære pladen ind i ‘Foragt’.
Den anden halvdel af rytmesektionen, Jakob Ridder på trommer, spiller en lige så vigtig rolle som Jonas Faghtmanns bas, men får i sagens natur en mere fremtrædende rolle. Som partner til Thomasens savlemonstervokal i ‘Foragt’s mellemspil er hans rytmeslag næsten unheimliche og tilføjer ildevarslende tordenkonnotationer både her og i den monumentale afslutning ‘Dødslængsel’.
I danmarkshistoriens stærkeste felt er Sunken placeret solidt i fortroppen med ‘Livslede’, og hvis nogen skal skaffe den danske scene hæder og ære, er de et godt bud. Alt dette med et album, der umiskendeligt er deres og umiskendeligt er dansk.