Vagttårnet: Vær eksotisk, syng dansk

Hvorfor er der ikke flere metalbands, der synger på deres modersmål? Der er både hurtige point, særpræg og international nysgerrighed at vinde ved at forsage det vanlige valbyengelsk og vove at skille sig ud.

I efteråret 1976 drog Gasolin’ til USA med en engelsksproget udgave af deres seneste danske hitalbum under armen og hovederne fulde af drømme om det internationale gennembrud. Historien lyder, at der ikke kom meget mere end en snes betalende publikummer til den første koncert i New York, og da bandet havde spillet et par sange, lød en høj, grov stemme fra den tomme sal: “Hvorfor synger I på engelsk?” De eneste, der var dukket op for at høre bandet, var en flok danske sømænd med hjemve, og de ville ikke vide noget af deres Gasolin’s internationale ambitioner.

Den anekdote bliver trukket frem, hver gang et dansk band angler efter international succes. 13 år efter Gasolin’ var det D-A-D, der fik mod på det amerikanske marked, sleb kanterne af deres småpunkede hard rock og på deres bedste valbyengelsk bandt an med det store gennembrud.

Som endnu en gang udeblev.

Der er flere moraler at uddrage af de to historier, og der er masser af faktorer i spil, når et udenlandsk band sætter sig et så stort marked som USA som mål. Men én af pointerne er altså, at kommer man udefra og gerne vil gøre indtryk på et marked, der bugner af håbefulde bands, gør man det ikke med et produkt, der lægger sig alt for tæt på det, alle andre tilbyder.

Det er kun blevet sværere siden da, fordi billigere indspilningsteknik og hurtigere distributionskanaler har ført til et endnu større opbud af bands. Og fordi al musik principielt er blevet omgående tilgængelig nu, er det blevet lettere for alle at følge med hinanden. Globaliseringen dræbte det regionale særpræg, som man tidligere fik, når metalbands i isolerede lande skabte deres egen lyd ud fra de par håndfulde plader, der endte i deres lokale pladeforretning. I dag er det ikke til at kende forskel på et deathcore-band fra Singapore, Johannesburg, Köln eller Dallas.

Kaudervælsk med international appel
Det er blevet sværere at skille sig ud. Men der er stadig én mulighed, der er så oplagt, at man godt kan undre sig over, at ikke flere benytter sig af den:

Hvorfor er der ikke flere metalbands, der synger på deres modersmål?

Tænk på hvor fedt det er at høre grindcore på portugisisk, dødsmetal på svensk, thrash på ungarsk, doom på japansk. Tænk på hvor eksotisk det er for alle andre at høre noget tilsvarende på det besynderlige kaudervælsk, seks millioner af os har som modersmål.

Hidtil har den konventionelle visdom lydt, at hvis man vil noget internationalt, skal man synge på internationalsk. Det er vel også rigtigt, hvis det er det helt store gennembrud, man stiler efter. Men lad os være realistiske: Det er de færreste, der får det. I dansk metal er der så meget som to bands, der gennem historien har fået det, og det ene af dem var Mercyful Fate, pionerer for en hel genre.

Til gengæld er der masser af opmærksomhed at høste på at synge på et sprog, der er komplet uforståeligt for de fleste. Kvelertak har vist vejen frem med stor succes med deres råner-rock på norsk, mens det lyriske franske har syntes at passe perfekt til Alcests følsomme black gaze. Imens har Brujería sunget om narkokrig på snerrende mexi-spansk, Sólstafir har gungret afsted på brusende islandsk.

Det hænger godt sammen med regionalismens tilbagekomst som svar på globaliseringen: Der har været en higen efter at slå rødder, om det så er gennem madlavning med årstidens sankbare grønt, mytologiernes og folketroens massive indtog i film og litteratur eller bare en vicekriminalkommissær i en modedannende islændersweater. 

Herhjemme har både Halshug og Myrkur fået international kontrakt, mens Undergang har et stort følge i dødsmetalundergrunden verden over. Imens har Orm, Solbrud og Afsky fået publikum og anmeldere uden for black metal til at tage dem seriøst, og Nyt Liv lægger an til at nå et bredere publikum med deres fængende protestsange mod hvad som helst. 

Nej, der er ingen af de danske navne, der er kæmpestore. Det er der bare heller ingen af dem, der ville være blevet, hvis de havde sunget på engelsk.

Læren fra black metal
Rocken har talt engelsk, siden den kunne gå. Det var naturligt, at heavy metal overtog det sprog. At synge på andre sprog har i metal været set som lidt af en gimmick: Det har ledt tankerne hen på den øllet-festligere del af Tyskland, hvor Sodom havde deres store hit med ‘Ausgebombt’, og Rammstein har lavet totalteater og spillet på alles associationer til nazisme med svulstige tyske tekster. Ellers har det primært været i pop og punk, at rocken kunne finde ud af at binde an med andre sprog.

Men noget har ændret sig. Den anden bølge af black metal havde et helt anderledes kommercielt sigte end al metal før den: Her gjaldt det ikke længere om at gøre musikken så tilgængelig som muligt for et bredt publikum, men om at gøre den obskur og dermed ekstra attråværdig for et kernepublikum. Til det formål var de små skandinaviske sprog perfekte, og bands som Ulver, Dimmu Borgir, Enslaved og Gorgoroth havde i begyndelsen af deres karriere norske tekster, indtil de alligevel gav efter for det kommercielle pres og skiftede til engelsk. Snart fulgte også de fransk-, spansk- og tysktalende lande efter, og herhjemme var der med Apollyon, Brandpest, Feikn, Skjold, Blazing Eternity, Solhverv, Nidhug, Mareridt og Solens Skygge en hel bølge af dansksproget black metal.

De fattede det: At have sangtitler og -tekster på et ikke-engelsk sprog fik dem til at skille sig ud.

Det har taget noget længere tid at brede den visdom ud til resten af metallen. Indtil videre er det først og fremmest i bandnavnene, tendensen har markeret sig: Der er næsten gået inflation i at have navne med æ'er og ø'er i, og med inspiration fra punken har stadigt flere fundet kække tostavelsesnavne, der rammer plet hos det danske publikum og får det udenlandske til at studse. Da K-Town hardcore var på sit højeste op gennem 00’erne, var der japanske bands, der tog navne, der skulle lyde danske; så sent som i forrige uge kom der en til gengæld plade med det græske black metal-band Sørgelig.

Læren fra hiphop og reggae
Så vidt det internationale kultpotentiale: Også herhjemme er der mulighed for at opdyrke et større marked ved at appellere direkte til publikum med tekster på dansk. Det fangede hiphopperne hurtigt, og de største – i hvert fald kommercielt set – danske navne i genren har alle rappet på dansk. I dag er det det naturligste i verden, at dansk hiphop er på dansk, ligesom svensk hiphop er på svensk, fransk hiphop på fransk og så videre. Reggae tog længere tid om at fange bredt an i Danmark og gjorde det først for alvor, da Bikstok Røgsystem og Natasja kom frem med dansksprogede tekster.

Dansk metal kan godt lære noget af dansk hiphop og reggae. Der er sådan set allerede et enkelt dansk metalband, der har fanget den og skabt deres to største landeplager på dansk. Der kan sagtens komme flere til og i masser af andre afarter af metal.

Den umiddelbare appel til lytterne får I foræret herhjemme. Særpræget får I foræret internationalt. Så vær eksotiske og anderledes. Vov det uvante. Gør noget nyt uden at opfinde stålet forfra. Hvis I er bange for at komme til at lyde pinlige, så skriv bedre tekster. Vov at have nok på hjerte til at være nødt til at formulere det på det sprog, I tænker, drømmer og taler på, når I ikke står på scenen. Drop vanen med bare at slå op på skrømt i metalengelskordbogen og finde de ord, der lyder sejest. 

Fire årtier senere synger danskerne stadig ‘Rabalderstræde’ til hver en byfest og på hver en beværtning. ‘What a Lemon’, den engelsksprogede version af Gasolin’s hit, synger de til gengæld kun, når endnu et dansk band går direkte efter det internationale gennembrud på valbyengelsk og med præcis den samme lyd som alle andre.