Storhed i særheden

Storhed i særheden

Musikkens store, ambitiøse armbevægelser bakkes ikke til fulde op af produktionen, så det kan godt tage lidt tid, før man som lytter for alvor kan omfavne det kreative, kaotiske horror-univers, som Sigh præsenterer på deres 10. album.

Kunstner
Titel
Graveward
Dato
27-04-2015
Karakter
4

Japanske Sighs historie går mange år tilbage, og der er derfor heller ikke noget at sige til, at bandets stil har udviklet sig en del fra den spæde start med primitiv black metal og debuten 'Scorn Defeat', som blev udgivet i 1993 på Euronymous' Deathlike Silence Productions – efter hans død vel at mærke.

Men allerede tidligt fandt Sigh en anden vej end den primitive, og de har længe passet fint ind under genrebetegnelsen avantgarde. På 'Graveward', som er bandets 10. album, er der kommet en ny guitarist med, idet Shinichi Ishikawa ikke længere er at finde i truppen, og i stedet er You Oshima, der også har soloprojektet Kadenzza, kommet med. 'Graveward' byder på en tur ind i et trippet, mystisk horrorunivers, hvor intet instrument (eller imitation af et) er for sært. Ved første lyt er det hele nu sært, og det store orkestrale setup virker forstyrrende for den metal, der gemmer sig længere nede i produktionens lag. Det er ret diskant, og først lyder det hele lidt for hidsigt og alt for kaotisk.

Produktionens træghed kan dog overvindes, og heldigvis er der stadig rig mulighed for at fange de mange detaljer i musikken. Lidt efter lidt lykkes det at finde hoved og hale i skæve toner, sære vokalopbygninger og skift mellem primitiv black metal og bemærkelsesværdige omkvæd, der kunne have været et østeuropæisk bidrag i Melodi Grand Prix. Det er da heller ikke på den mest tilgængelige facon, at albummet lægger ud. 'Kaedit Nos Pestis' indeholder nemlig noget iørefaldende, men også lettere irriterende øredrillende ren vokal og et væld af spøjse lyde.

Men når først tonen er sat, og man som lytter er kommet lidt ind på livet af denne udgivelse, så begynder elementerne at falde på plads, og de store orkestrale elementer falder lidt til ro på den indre irritationsmåler, og ørerne melder pludselig positivt tilbage om, hvad de udsættes for. Der opstår et eller andet vellydende i mødet mellem den lidt lo fi-agtige metallyd og de store horror-lydflader, selvom det slet ikke burde passe sammen. Men Sigh får enderne til at gå op og mødes på fornem vis.

Plads til lidt af hvert

Sigh er ikke bange for at bryde med det, man forventer. 'The Tombfiller' skiller sig fx ud og lyder som et bidrag til førnævnte Melodi Grand Prix, men indeholder også – overraskende! – elementer, der lyder som noget, de såkaldte piratmetal-bands ville have været glade søulke for at have skrevet.

Der er rigtig mange elementer på udgivelsen, og mange af disse er på imponerende vis svært vanedannende. Den nærmest industrial-agtige intensitet i 'The Molesters of My Soul' er fantastisk, mens det catchy omkvæd i 'Out of the Grave' og dette nummers nærmest Solefald-agtige intermezzoer bare er superfedt. 'A Messenger From Tomorrow' er et storladent epos over otte minutter, simpelthen smukt.

Man kan godt kalde Sigh for progressiv metal. Det passer bestemt inden for rammerne. Eller måske snarere uden for, hvilket måske også er en bedre beskrivelse for kreativ musik som denne. Det er avantgarde, og det er sært. Men det er også forunderligt fedt og inspirerende.