Årsliste 2017 – Anders Molin

Populær
Årsliste 2017 – Anders Molin

En god blanding af 70'er-inspireret rock og black metal i forskellige afskygninger har udgjort det primære soundtrack til året for Devilutions dragejæger, mens den trve heavy metal fyldte alt for lidt. Alt i alt et skuffende år, der skal ties ihjel.

Forfatter

Årets danske album (I personlig rækkefølge):

1. Electric Hellride: 'Praedam' – Se mig begå nepotisme! Jeg har selv skrevet og indspillet og glædet mig allermest til den, og den har endda ikke skuffet mig.

2. Defecto: 'Nemesis' – Man kan ikke spille guitar og lytte til Defecto uden at overveje, om man måske burde opgive ævred. Pladen er et totalt orgie i el-hegn, og det i absolut dominerende verdensklasse. Jeg er uenig i alt i Devilutions anmeldelse ved Jon Albjerg Ravnholt og vil kun strække mig så langt som til at indskyde, at jeg virkelig gerne vil høre Defecto uden keyboard/backing-track – bare rendyrket strengevridning og trommer. Det fortjener de mange fede riffs.

3. TRWLR: 'Vastare Mare' – Ja, den udkom alt for sent i 2016, til at nogen opdagede den. Bortset fra mig! Jeg er derfor genial! Pladen er pissegod black metal. Lyt til lange sorte sange fra havet!

4. Orm: 'Orm' – Alting blev bedre, da By The Patient blev til Orm og gik fra sort død til dødt og sort - og vikingemytologi er et stensikkert hit.

5. Slægt: 'Domus Mysterium' – Jeg var i begyndelsen slet ikke solgt, men op til denne årsliste fik den en ekstra chance, og det var heldigt for Slægt, der skal høste stor anerkendelse for at bygge rendyrket heavy metal på et solidt fundament af ondere og brutalere metalgenrer.

Boblere: Myrkur, Dirt Forge og Pectora gjorde også noget rigtigt i dette år. De to sidste går en lys fremtid i møde, og førstnævnte er vist allerede gået ind i det helt rigtige mørke.

Årets internationale album:

1. Night Flight Orchestra: 'Amber Galactic' – Man vidste jo allerede efter 2-3 gennemlytninger, at dette album ville ende øverst her. Det er lige så lidt nyskabende, som det er et orgie i melodiøs velskrevet AOR.

2. Antichrist: 'Sinful Birth' – Nogle gange skal plader bare lugte langt væk af Satan. Her ramte Jon, modsat tilfældet Defecto-gate, rigtigt og skrev årets anmeldelse af en plade – læs den igen og igen, mens du hører pladen og strammer dine nitter.

3. Vampire: 'With Primeval Force' – God smadder med en vis sans for melodi. Den gjorde mig meget glad i første halvdel af dette år.

4. Mastodon: 'Emperor of Sand' – Jeg ved godt, de ikke kan synge i virkeligheden, og jeg ved godt, at alle ved, at de var langt bedre dengang, hvor de var unge og farlige. Men kvartetten skriver stadig onde riffs og spiller sludge, eller hvad det nu er, langt mere interessant end gennemsnittet. Og laver metalscenens dummeste videoer.



5. Alice Cooper - Paranormal. Jeg er stadig målløs over, hvor vellykket en skive dette er. Så målløs at jeg først i 11. time huskede at putte den på årslisten. Jeg var meget glad for Alice Coopers besøg på Copenhell, men hvad plader angår, har jeg ikke rigtigt fået noget ud af ham siden starthalvfemserne, og det er vanvittigt, hvor veloplagt den halvfjerdsårige er i 2017. Hitsene står i kø, og selv U2s trommeslager gør et fremragende stykke arbejde her. 

Boblere: Elder, Pallbearer og Circle var tungt og dystert, og jeg havde smag for den slags i dette efterår. Måske grundet mit lyse sind.

Årets internationale hit:

Night Flight Orchestra: 'Midnight Flyer' – Jeg lyver. Jeg nævner bare første nummer på pladen ’Amber Galactic’ for at få dig til at læse videre. Der er kun hits på pladen – fra start til slut.



Årets danske hit:

Flush the Fashion: 'Burn it Down' – De færreste ved det, men et menneske i balance har brug for at lytte til mindst en times guitarharmoni-solo om dagen. Flush the Fashion opfylder det behov!



Årets genfundne klassiker:

Helloween: 'Chameleon' – Som min dugfriske metaldiktator pointerer, er dette et åndssvagt album stoppet med gode sange. Fem supermusikere har tabt orienteringen og rejser til samtlige verdenshjørner på en gang. Lige dele mesterligt og skizofrent. Albummet vendte tilbage i mit liv, da jeg erhvervede vinyludgaven næsten synkront med annonceringen af næste sommers Copenhell-show.

Årets fysiske udgivelse:

Ååårhus: 'Letbanen' – Næh, se en sporvogn! Hvis et stykke fortid i milliardklassen kan få lov til at blive opgraderet og endda give mening for folket, er der også håb for puddelrock og den slags. Eyeliner bliver det nye sort.

Årets koncerter:

1. Scorpions: Royal Arena, 29-11-2017 - Efter at regnvejr sidste år på Copenhell og et reggaenummer i sætlisten (Wacken 2012 – det mest rædselsfulde øjeblik i musikhistorien) ødelagde Scorpions for mig, lykkedes det endelig at få et møde med tyskerne, hvor alt var godt. 'Coast to Coast er den bedste og mest medrivende fremførelse af et instrumentalnummer, som jeg har lagt mine sarte ører til. Formidabelt. Rudolph Schenker er mit års største man-crush.

2. Flush the Fashion/Love Adrenaline: High Voltage, 24-11-2017 – Der var white russians, der var guitarsoloer, der var flere guitarsoloer, der var stramme bukser, der var glam-rock. Alt hvad et belevent menneske har brug for.

3. Frank Carter and the Rattlesnakes: Pandæmonium - Copenhell, 26-06-2017 – Jeg husker ikke, om jeg kun lide musikken, men ham frontmanden med det farvede hår havde umådeligt travlt, og mosh-pitten rundt om lydteltet mindede om metallisk udgave af Eremitage-løbet. Underholdning i topklasse.

4. Metallica: Royal Arena, 10-02-2017 – De spillede ret skidt, James Hetfield sang middelmådigt, publikum var idioter – men jeg havde en magisk aften. Måske fordi jeg havde boykottet Metallica af samtlige nævnte grunde, men så alligevel fik billetter og genhørte og genspillede bagkataloget nok til at vække den 15-årige Anders. Så torsdag aften i Københavns nye fremragende koncertsted var jeg for en stund en ukritisk og let begejstret teenager igen. Det var helt rart – ungerne var endda passet for første gang i et år.

5. Electric Hellride: Beta, 15-09-2017 – Er det så nepotisme igen? Nej, egentlig ikke. Det var så absolut den fedeste koncert, jeg var med til i år. Måske fordi jeg stod på den rigtige side af monitorerne – måske fordi det var en forløsning. Men det var magisk, og jeg havde gåsehud, da bandets ven blev hængt op i kødkroge foran scenen i 'Bite the Prey's c-stykke.

Årets internationale navn:

Night Flight Orchestra – Det er det aktuelle band, jeg har lyttet mest til i år. Der er ikke andre muligheder.
Eller måske Volbeat. Det er rimeligt sejt at sælge ud i Parken! (Bemærk det sublime ordspil, hvor jeg både roser dem for det flotte billetsalg og samtidig stikker til et elegant mediestunt (igen et ordspil), der sørgede for, at hverken Devilution eller Ekstra Bladet kunne gå gratis til groupier og baner af fritflydende backstage-hash).

Årets danske navn/solist:

Defecto – Fordi ambitionerne og potentialet følges ad her, og det ser ud til at give mening i en meget nær fremtid. Jeg spår verdensherredømme. Husk, at jeg opdagede jer før Jon!

Årets nye internationale navn:

Jeg har ikke opdaget noget, som har bjergtaget mig! Skam jer, usle udland! Bortset fra at Night Flight Orchestra var nyt for mig. Så de skal skamme sig over ikke at have krydset min vej tidligere.

Årets nye danske navne:

Morild – Dygtigt! / Flush the Fashion – Festligt!



Årets comeback:

Alice Cooper - Live har han jo aldrig været væk, men kvaliteten har ikke fulgt med indtil udgivelsen dette års 'Paranormal'.
Ellers vælger jeg Landsholdet. Og Volbeat skal skrive VM-sangen til sommer – sammen med Gorky Park, så vi både kan få lidt firser og et russisk islæt. ”Å Ååååge åge, say ha, ha, ha hareide! (indsæt selv svensk kokke-accent)” – bare send mig alle jeres kodapenge!

Det overså jeg i 2016:

Devin Townsend Projects ’Trancendence’ – Måske fordi var jeg idiot. Eller også havde jeg ikke tid. Men jeg fik først hørt og skrevet om den i 2017 – tre-fire måneder for sent. Mesteren var også genial sidste år.

Årets optur:

At min kæreste forstod, at vi er dømt til at leve resten af vores liv på Østerbro. Alting giver mere mening nu. Jeg har altid givet mening – men nu følger mit liv i samme fodspor.

Årets største skuffelse:

JON! Jon forstår ikke Defecto. Grundet isolationen på de bornholmske klipper har han ellers potentialet til at værdsætte sand dragejægermusik. Han vinder dog lidt på også at skrive årets anmeldelse med ’Posertesten’ og de rosende ord om Antichrist.

Mine elsklinge i The Darkness svigtede mig også stygt med en alt for middelmådig plade. Og så lige dem, som skulle have leveret årets fest! Jeg har slået op med Justin Hawkins for resten af 2017 og håber på et kærligt rendezvous hurtigst muligt - jeg kan jo ikke undvære rockens mest skabede mand.

Største ønske for 2018:

Udødelighed - Eller at jeg både når Iron Maiden, Judas Priest og Copenhell i juni måned. Jeg bliver enten travl og fattig eller skuffet lige op til ferien.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Helloween på Copenhell. Der er få bands, jeg har rådyrket så meget som Helloween i min teenagetid, og til sommer er det med original besætning – plus de nye. Når mine børn ikke er i næreden, vil det være øjeblikket, jeg vil fremhæve som det største i mit liv.