I fortidens skygge
For pænt, for kedeligt og meget af det gamle er den hårde dom over nordeuropæernes comebackalbum
2. "Falling Star" (Porra) – 4:33
3. "King of Nothing" (Johansson) – 6:43
4. "Blind" (Johansson) – 5:28
5. "Winter Skies" (Johansson) – 5:50
6. "Forever Is Today" (Porra) – 4:40
7. "Higher We Go" (Kotipelto, Kupiainen) – 3:47
8. "Somehow Precious" (Kotipelto, Kupiainen) – 5:37
9. "Emancipation Suite Part I: Dusk" (Porra) – 6:57
10. "Emancipation Suite Part II: Dawn" (Porra) – 3:40
11. "When Mountains Fall" (Porra) – 3:12
Engang i midthalvfemserne var denne anmelder en stor fan power metal-scenen, og da finske-tysk-svenske Stratovarius udgav deres femte plade, ’Episode’, blev den modtaget med tilpas stor beruselse. Det virkede som det perfekte møde mellem Helloweens tempfyldte omgang med metal og storladne omkvæd, og på den anden side en sans for guitarlir der lænede sig op af Malmsteens fornemmelse for galop på gribebrættet. Dette album vist sig at være indledningen på nogle rigtigt gode år for bandet, hvis navn er et ganske passende miks mellem en Stradivarius-violin og en Stratocaster-guitar. De solgte mange plader, drog på lange turneer og fik opbygget sit et godt ry som liveband.
Men tilsyneladende ulmede en konflikt under overfladen, for i 2008 (efter en midlertidig splittelse fire år tidligere), kom det så til et definitivt brud med guitarist og bandskaber Timo Tolkki, som satte bandet tilbage. Disse trængsler er dog forbi nu med udgivelsen af ’Polaris’, hvor en ny strengekrøller, Matias Kupiainen, er indlemmet i kvintettet, som er klar til at erobre tabte territorier tilbage.
Det viser sig også på godt og ondt at være en erstatning, der udfylder forgængerens fodspor. Der er absolut ingen slinger i valsen(ikke at vals hører hjemme i metal), når det gælder acceleration på den elektriske seksløber, og både melodisk og riffmæssigt minder det meget om forgængerens brug af lange løb og enkle hurtige pumpestykker. Ikke så overraskende er det også lige præcis det værste der kan ske for et band som skal genfødes.
Lidt skuffet må denne anmelder i hvert fald konstatere, at der ikke er sket nogen som helt udvikling og fornyelse siden gennembruddet. Udover at sangene er en anelse mere anonyme, kunne hver en sang såmænd sagtens være taget fra et hvilket som helst album i Stratovarius’ lange diskografi. Selvfølgelig har de haft brug for at vise omverdenen og fans, at det stadig er det gamle band, men et lidt større mod havde alligevel klædt udgivelsen.
Første og største problem er at varemærket, der hedder fængende omkvæd, ikke har fået nok opmærksomhed. De virker anstrengt og fortænkte i et næsten krampagtigt forsøg på at skabe det medrivende og samtidigt poppede, som har fungeret så mange gange før. Det indbyder til tider til en næsten ubehagelig grad af tåkrumningen.
Dybest set byder ’Polaris’ heller ikke på særligt mange minderige riffs, de kan næsten tælles på en hånd, og flere af dem egner sig kun som underlægning til Timo Kotipeltos højfrekvente vokal. Lidt råhed og ikke mindst skæve toner fra guitaren kunne gøre underværker, ligesom en produktion der øgede forskellen mellem guitar og keyboardlyd, havde givet et pift af død og helvede og måske hævet helhedsindtrykket væk fra middelmådigheden.