Metaldiktator: Helloween - Chameleon

Der er album, som giver sig selv i Devilutions Metal-diktatorserie, fordi de er fremragende, og så er det dem som Helloweens udskældte ’Chameleon’, der faktisk er både lige så dårligt som sit rygte og så alligevel genialt på sin helt egen måde.

’Chameleon’ er Hellowens femte udgivelse og som album betragtet helt håbløst, og derfor burde det ikke være en del af Metaldiktator-serien – men så alligevel. For deler man det op og tager sangene hver for sig, åbner der sig en ny og bedre, om end forvirrende, verden.

Helloweens historie starter, da fire mænd samles i Hamborg 1984, og tager navnet Iron Fist og med Marcus Grosskopf på bas, Ingo Schwichtenberg på trommer, Michael Weikath og Kai Hansen som guitarister og sidstnævnte som styrende vokalen – eller faktisk helt uden styr på den på debutpladen ’Walls of Jericho’, der udkom i 1985 kort efter den selvbetitlede debut-ep.

To år efter overtager det unge talent Michael Kiske vokalen og to power metalliske mesterværker kan udgives i form af ’Keeper of the Seven Keys Part 1 & 2.’ Fremtiden ser lys og lovende ud for Tysklands nye bannerførende band, og så skal det selvfølgelig gå galt. Her på toppen smutter bandets vigtigste sangskriver, Kai Hansen, og den efterfølgende skive, ’Pink Bubbles Go Ape’, hvor Hansen var erstattet af den ferme Roland Grapow, er lige så forvirrende og usammenhængende, som titlen antyder, og i øvrigt også en kommerciel fiasko efter dobbeltudgivelsens millionsalg. 

Når alle valg er forkerte
Noget skulle gøres for at rette kursen, og Helloween gør alting forkert, da de udgiver ’Chameleon’ i 1993. Det begynder med et cover – hvidt med en regnbue på. Man kan se, at der er noget galt. Noget retningsløst, der er forsøgt indrammet med at opkalde det efter et dyr, der kan skifte farve. Helloween skifter udtryk. Konstant! Nummer for nummer!

’The First Time’ er hard rock om sex, og det er i sig selv godt, men ’When the Sinner’ leger med stort kor og saxofoner, og ’Don’t Wanna Cry No More’ brillerer med akustiske guitarer og et sørgeligt omkvæd. Her er man kun tre numre inde, og så følger en funky, blæser-styret rocksang om katte på ’Crazy Cats’.
Først i femte nummer er det muligt at genkende Helloween som det band, der definerede power metal. Altså ikke fordi ’Giants’ har meget med genren at gøre. Det er mere progressiv rock med en snert af metal, men alligevel minder det om noget, der minder om Helloween – og soloerne er fabelagtige.



Og så følger balladen ’Windmill’, der handler om, ja, du gættede rigtigt, vindmøller. Smukt, og ingen aner, hvad det laver i hænderne på det band, der skrev ’Keeper of the Seven Keys’.
Tungt og groovy følger ’Revolution Now!’, og her står de onde riffs i kø, ligesom der er en reference (en hel bro) som trækker/stjæler/citerer Scott McKenzies hippie-hymne ’San Francisco (Be Sure to Wear Some Flowers in Your Hair’=. Og igen sker skiftet – en ny ballade, ’In the Night’, drevet af akustiske guitarer, klemmer sig ind, før den storladne og Pink Floydske ’Music’.



Bemærk skizofrenien: Rock, pop, pop, rock, metal, pop, metal, pop, rock, – Helloween fulgte en idiotisk formel, men lagde dog et rocknummer ind som nummer 10 i form af ’Step Out of Hell’. Nu var det tid til ’I Believe’, der er en episk fortælling om tro, og som er den egentlige finale, før Michael Kiske og en akustisk guitar runder af på ’Longing’.



Men hvorfor?
Nu melder spørgsmålet sig. Hvorfor skal der laves en metaldiktator over så håbløst et album? Det skal der, fordi det som samlet værk er fuldstændigt skudt forbi, men sangene hver for sig er formidable. Michael Kiske synger knivskarpt og afsindigt rent som den power metal-engel, han hele tiden benægter, at han er. Weikath og Roland Grapow, der overtog guitaren efter Kai Hansen, smider geniale riffs i alle retninger og spiller blusede, rockede, metalliske soloer – både lirede, vrisne, pompøse og uhørt smukke. Det er Ritchie Blackmore, David Gilmour og Randy Rhoads i skøn forening. Samtidig swinger rytmesektionen og dygtige Grosskopfs strenge pløjer sig gennem samtlige genrer både ubesværet og selvsikkert.

Sangen om katten er et festfyrværkeri, ’When the Sinner’ en fest, balladerne er de bedste, bandet nogensinde har skrevet, både før og efter dette album, og de lange metalnumre er noget af det mest episke, ondeste og mest stemningsfulde, som der er bedrevet inden for power metal (hvis det altså er power metal). Og produktionen er skarp og mægtig og gør det muligt at binde de instrumentmæssigt skøre indslag sammen ganske (sådan da) gnidningsfrit. 



Den store udfordring
Men det er et album udgivet af et band, der var offer for både en svær situation og en svær tid. Forrige album var en fiasko, der ikke kunne leve op til storsællerterne i firserne, og ’Chameleon’ skulle udgives, netop som grungen gik sin sejrsgang sammen med unplugged-plader og lignende tendenser, der er umulige at arbejde med, hvis man er et arbejderklasse-metalband fra Nordtyskland. Derfor var der to veje at gå – enten holde fast og frygte at blive dømt gammeldags eller forsøge at følge en trend. Helloween valgte forkert. De gjorde det bare uden på nogen måde at kunne skjule, at de var sangskrivere og musikere i verdensklasse. De mistede bare enhver retning samtidig og udgav et genialt og totalt usammenhængende kritiker- og fan-hadet album. Ikke et mesterværk – kun mestres uforlignelige værk.

Selvfølgelig blev det en kunstnerisk fiasko, der nødvendiggjorde, at Kiske forsvandt fra bandet efter talrige kunstneriske uenigheder med Weikath, og så kunne han i øvrigt gå forvirret rundt og fornægte sit metalliske tilhørsforhold i årtier – trods talrige gæsteoptrædener i Kai Hansens power metal-band Gamma Ray, Avantasia og endda en hovedrolle i Unisonic. Lige til genforeningen med både Kai Hansen og det græskarglade band i 2016.

Resten af Helloween fandt dog tråden med den nye sanger Andi Deris i front og Uli Kursch til at erstatte trommeslager Ingo Schwitchenberg der sank ind i stoffer og endte sit liv tragisk med et selvmord. Allerede året efter kom så starten på et comeback i form af ’Master of the Rings’, hvorfra de langsomt kunne generobre den mistede fanbase med en serie af stærke album, der tog udgangspunkt i deres originale lyd og samtidig tilføjede noget nyt, tungere og til tider mere dystert – ikke langt fra ’Chameleons’ helt store perler ’Giants’ og ’I Believe’. Tjek i særdeleshed den umådeligt stærke ’The Dark Ride’ ud.

Og albummet lader til at være glemt af bandet selv, der aldrig spiller noget fra live. Det forstår man måske godt, for ingen efterspørger det – et kig på setlist.fm afslører da også, at ’Chameleon’ er det absolut mindst spillede i Helloweens diskografi. For selvom både ’Giants’ og ’I Believe’ hører til blandt noget af det bedste, Helloween har begået i årene efter ’Keeper’-duoen, må det gøre ondt på et så dygtigt band at stirre tilbage på et totalt fejldisponeret album.