Rockunderskud
Populær
The Darkness er aktuelle med deres femte album, og trods virkelig gode numre holder det ikke standarden fra forrige udgivelse.
2. Buccaneers of Hispaniola
3. Solid Gold
4. Southern Trains
5. Why Don’t the Beautiful Cry?
6. Japanese Prisoner of Love
7. Lay Down With Me, Barbara
8. I Wish I Was in Heaven
9. Happiness
10. Stampede of Love
På dete seneste album havde man en fornemmelse af, at The Darkness nu gik Queen-vejen og skulle til at udvikle sig fra det skingrende skøre rockband til et storladent rock-ensemble – og da Queen-trommeslager Roger Taylors søn Rufus blev indlemmet i bandet, virkede det kun som et naturligt skridt. Det er bare ikke rigtig sket, og i stedet virker englænderne, som om de mangler en retning.
På den ene side er der er væld af virkeligt fede riffs og som oftest tilhørende fede rocksange, der, hvis man ser bort fra forsanger Justin Hawkins lige dele karakteriske og hysteriske falsetvokal, emmer af råstyrke og energi. I øvrigt vil den omtalte vokal stadig dele vandene i hadere og elskere, og blandt de sidste finder man undertegnede, der både hylder modet i, at de holder stadig fast i noget så skingrende åndssvagt, men som også kan det, at vokalen faktisk tilfører musikken noget ekstra.
Den anden side er fyldnumre som ’Why Don’t the Beautiful Cry’, ’Lay With Me Barbara’ eller high school-Foo Fighters-hymnen ’Happiness’, der er præcis lige så glad i låget, som titlen antyder, og præcis så badet i sødsuppe, som man kunne frygte. Alle er de velskrevne sange, der bare mangler charmen, som kan retfærdiggøre, at de trækker tempoet ud af en rockplade.
Det er i singleudspillet ’All the Pretty Girls’, i ’Buccaners of Hispanola’ eller ‘Japanese Prioners of Love’, at englænderne finder frem til deres bedste. Her kaster brødrene Hawkins om sig med guitarriffs af uhørt høj kvalitet og flår strengene ihjel med ondsindede soloer. Eller i ’Solid Gold’, der handler om deres egen overlegne musikalske skaberkraft og meget passende også trækker tråde tilbage til det langt mere AC/DC-inspirerede debutalbum.
Men der er 10 numre på ’Pinewood Smile’, og fire af dem, det sidste den Beatles-inspirerede afslutter ’Stampede of Love’, mangler simpelthen pondus og gennemtrængende melodier, og selvom resten er af samme idiotisk høje kvalitet, som The Darkness plejer at brillere med, er det gennemgående kun et album lidt over middel.