Electric Hellride går nye veje
Populær
Electric Hellride er ude med deres andet fuldlængdealbum, hvor bandet viser tydelige tendenser til at udvide det musikalske univers.
2. Netherworld
3. Access Manifesto
4. By the Roots
5. The Ghost Army
6. Death Zone
7. Bite the Prey
8. The Referal Mindset
9. King of Suffering
Allerede på Electric Hellrides første album ’Hate.Control.Manipulate’ fra 2012 havde bandet lagt sig på en thrash-stil, der ikke var helt entydig med inddragelse af groove- og hardcore-elementer. Bandets søgning i de forskellige metalliske undergenrer fortsætter ufortrødent på ’Praedam’.
Uden at kende til medlemmernes baggrunde kunne man forestille sig, at de mange forskellige nuancer og facetter i musikken kan henføres til forskellige musikalske præferencer. Man kan godt forestille sig, at det indimellem går lidt heftigt for sig med at blive enige i øvelokalet i forbindelse med skrivning og arrangementer af nye sange. Godt nok holder bandet fast i udgangspunktet inden for thrash-genren, men der tilføjes elementer af ikke blot groove metal på ’Praedam’ men tillige en vis portion black metal, traditionel metal og melodød.
Denne søgning mod musikalske horisonter, hvor alle kanaler er åbne for nye og gamle indtryk, kan på samme tid vise sig at være Electric Hellrides force og svaghed. Det er objektivt set altid dejligt, når der kan spores nysgerrighed, men det kan omvendt ikke afvises, at man samtidig mødes med skuffelse blandt de fans, som forventer mere af det samme.
Gode guitarelementer
Udgangspunktet er stadig thrashen, men der er interessante og til tider finurlige ting, der giver musikken det lidt ekstra, der gør det interessant at lytte i dybden til sangene. I den forbindelse er det ikke mindst guitarafdelingen, der vækker interesse. Udover de karakteristiske thrash-riffs er det således bemærkelsesværdigt, hvordan der puttes ekstra krydderi i metalsuppen med tilføjelse af små, men effektive virkemidler. Ofte ligger der en guitar lidt langt inde i lydbilledet, der laver nogle ret uortodokse småting bagved alt det andet. Det er også påfaldende, hvordan de fleste guitarsoloer i forhold til på debutalbummet ikke har karakter af sædvanlige thrash-soloer.
Dette guitarelement viser sig allerede i albummets første sang ’Netherworld’, der sætter igang efter den ét minut lange intro ’Homicidium’. På ’Netherworld’ suppleres de traditionelle thrash-riffs med et underliggende mere traditionelt metallisk guitarriff og en solo, der lige så godt kunne være at finde på et power metal-album. Det fungerer langt bedre i virkeligheden, end det lyder på skrift.
Også i den groovy ’Access Manifesto’ er der godt guitararbejde, hvor den ene guitar ligger og giver en afdæmpet markering under hovedriffet og bas og trommer, inden der igen træder en solo frem, der på fin vis tegner en kontrast til det groovy og thrashede i sangen. Flot fungerer det også i albummets sidste og måske bedste sang, den otte minutter lange ’King of Suffering’, hvor bandet kaster sig ud i en sang med klare black metal-inspirationer med et fjernt og atmosfærisk guitarriff.
Desværre er et kritikpunkt, at guitaren albummet igennem ligger lige langt nok tilbage i mixet. Flere steder synes den at ligge lavere end bas, trommer og vokal. Det er ærgerligt. Især i mere trashede sange bør guitarriffet være så langt fremme i lyden, at det er med til at trykke frontallapperne ind hos lytteren.
Thrashet videovalg
Bandet har fornuftigt nok valgt at indspille videoer til to af de mere traditionelt thrashlydende sange fra albummet. Førstevalget ’By the Roots’ fungerer fint som en appetitvækker til albummet med det hårde riff og den tunge, pumpende rytme, hvor man dog også får en forsmag på albummets lidt finurlige guitarunderlægning i mellemstykket.
">
’Bite the Prey’ lægger ud i samme stil, men er en smule mere groovy i udtrykket.
">
Vokalen mangler variation
Nu er det så imidlertid ikke på alle parametre, at albummet er lige vellykket. Bassist og forsanger Casper Villumsens vokal er desværre temmelig endimensionel og ensformig. Der er saft og kraft i hans vokal, der ligger lidt imellem Phil Anselmos og Tom Arayas tillige med en hang til dødsmetal, uden dog at inddrage deciderede growl. Men den manglende variation bliver en smule trættende i længden. Det er faktisk først i ’King of Suffering’, at Villumsen med et messende vokalstykke i midten lægger nye nuancer til vokalen.
Samtidig er det en gennemgående tendens til, at albummet mangler nogle genkendelige omkvæd og punchlines. Der er ikke meget på albummet, som fans vil kunne skråle med på ved koncerter. Bortset fra et godt omkvæd i ’Access Manifesto’ og i mindre grad i ’By the Roots’ og ’Bite the Prey’ er det begrædeligt småt med refrænstykker på ’Praedam’.
Når det så er skrevet, er Electic Hellride på ’Praedam’ ved at have fundet sig en egen lille niche, hvor de med interessante virkemidler skiller sig ud fra og udvider det musikalske udtryk i forhold til mange af de andre bands, der florerer inden for genren.