Copenhell '17: En ode til had
Populær
Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.
Hvadenten man har oplevet Frank Carter som frontfigur i hardcore-punkerne Gallows, som del af de blødere rockere fra Pure Love eller som del af Rattlesnakes, så er han en forsanger, man husker. Den energiske og arrige brite har fart på, når han og bandet Rattlesnakes kommer på besøg. Han så også ekstra kulørt ud denne torsdag eftermiddag, hvor garnet var farvet lyserødt, og han bar en listig guldstribet polo.
Med sig i bagagen havde bandet deres seneste og udemærkede – om end lidt polerede – udspil, ’Modern Ruin’. Trafikken i København virkede også som en moderne ruin denne torsdag, så 9A’eren tog en 30-40 minutter længere end planlagt, og vi var en del, der havde enten Frank Carter eller Carcass som festivalens første koncert.
Det betød, at denne anmelder gik glip af en allerede berygtet – og efter sigende – bundsolid circlepit omkring Pandæmoniums lydtelt, ligesom Frank Carter angiveligt skulle have stagedivet og gået på publikum hænder ganske kort inde i æettet. Det er hvad, der kan forventes af en Frank Carter-koncert. Det er energisk, og Carter forlanger, at publikum tager del i energien.
Lyden, der ellers var udmærket til de fleste koncerter, som denne anmelder var vidne til, var ikke på toppen under Frank Carter. Dette skæmmede også meget af den indlevelse, man forsøgte at investere i koncerten.
Udtryk og indhold
Med blot to plader på CV’et har klapperslangerne endnu ikke det helt store sangrepertoire. Både ’Blossom’ (2015) og ’Modern Ruin’ (2017) indeholder fine skæringer, men det er også plader, som ind i mellem bærer præg af middelmådige og ret gennemsnitlige rocksange. Frank Carter er stadig bedst, når han er vred. Dette på trods af at han med både Pure Love og Rattlesnakes synes at bevæge sig en smule væk fra en udadvendt og forløsende vrede for i stedet at dyrke andre og mere indestængte former for had.
Under koncertens sidste sang, ’I Hate You’, blev publikum gejlet op til at synge med i en kollektiv hyldest til had. Carter proklamerede, at sangen skulle tiltænkes og dedikeres til det individ, som er den største douchebag i ens egen hverdagsoptik. Jeg var netop ankommet på Copenhell, så det var svært at være skidesur, eftersom arbejdsferien og musikken netop var gået i gang. Carter fik imidlertid opdelt publikum i en højre og en venstre halvdel, så der kunne skråles ”I hate you and I wish you would die” til den del af koncertflokken, som havde valgt at placere sig til venstre for scenen. Kort forinden havde han forsøgt at få folk til at sidde på hug, hvilket ikke faldt i lige god jord hos alle festivalgængerne. De 6-7 fucking dads, som han kaldte dem, der nægtede at knæle for punk-prinsen, fik også en god gedigen kollektiv fuckfinger fra Carter selv og den opildnede publikumspøbel.
Det er samtidig også anken ved Frank Carter & The Rattlesnakes. Den vrede, som virkelig fik afløb på Gallows første to udgivelser, ’Orchestra of Wolves’ (2006) og ’Grey Britain’ (2009), har fået lysere nuancer over sig. Musikalsk set kan klapperslangerne godt præsenteres for svigermor, uden at det ville skabe den helt store furore. Det kan virke, som om der er en uoverensstemmelse mellem det udtryk, som Frank Carter lægger for dagen, og det indhold, der udgør bandets musikalitet og tekstunivers. Det medvirker indimellem til, at vreden virker en kende forceret og uden autenticitet. Frank Carter en frontmand af kaliber, men i modsætning til Gallows-perioden virker han mere og mere som en fyr, der hellere vil give en krammer end smække dig en på lampen. Og han er nu engang bedre til at slå på næven, end han er til at kramme.