Et følelsesladet og energisk udbrud
Populær
Carter og Klapperslangerne sprøjter ikke med den ondeste og farligste gift på det seneste udspil. Til gengæld favner den næsten radiovenlige produktion bredt, og ’Modern Ruin’ har potentiale til at nå bredt ud.
2. Lullaby
3. Snake Eyes
4. Vampires
5. Wild Flowers
6. Acid Veins
7. God Is My Friend
8. Jackals
9. Thunder
10. Real Life
11. Modern Ruin
12. Neon Rust
En frontmand, man husker
Det er min påstand, at har man oplevet Frank Carter på en scene, så er han et bekendtskab, man husker – uagtet om man kan lide musikken eller ej. Den arrige brite gav publikum en tiltrængt opkvikker, da Gallows en sen lørdag nat gæstede Roskilde Festivalen i 2010. Koncerten står som en personlig Roskilde-milepæl, og dette skal ikke mindst tilskrives den karismatiske forsanger. Her blev en velspillet koncert splejset sammen med en godt og vel 3 meter høj menneskepyramide. Små to år senere gæstede Gallows Lille Vega, denne gang uden Frank Carter, og selvom dette også var en hæderlig koncert, så var det tydeligt, at ens fascination ved det foretagende i lige så høj grad lå hos Frank Carter, som det lå hos Gallows.
Forsanger Carter havde en kortvarig duo i Pure Love, der gik i en markant blødere og mere pop-rocket retning end Gallows’ hardcore-punk. På ’Modern Ruin’ ligger vi et sted midt i mellem disse to tidligere gesjæfter. Musikalsk er der tale om et energisk udgangspunkt, der både stikker i en umiddelbar og hidsig kurs samt i en mere følt og reflekteret retning.
Poleret udtryk
Havde man håbet på en beskidt satan af en punk-plade, så vender man hurtigt om ved mødet med de første skæringer på ’Modern Ruin’. Sammenlignet med bandets debut, ’Blossom’, er knapperne drejet i en pænere og renere retning. Selvom der genremæssigt er flere forskelle end ligheder mellem Queens of The Stone Age og Rattlesnakes, så er det svært ikke at skænke en tanke til Josh Homme og især udgivelsen ’...Like Clockwork’.
Tag for eksempel tiende skæring, ’Real Life’, der i sin indledende – og især rytmiske – struktur godt kan minde om ’Keep Your Eyes Peeled’, åbningsnummeret på QOTSAs seneste. Det samme gælder begyndelsen af ’God Is My Friend’, der sender én tilbage til ørkenrockernes ’Lullabies to Paralyze’ og især hittet ’Little Sister’. I begge tilfælde suppleres et skarptskåret rytmisk fundament med forskelligt inkorporerede percussion.
’Modern Ruin’ er produceret af Thomas Mitchener, der tidligere fungerede som tour-bassist for Rattlesnakes, og som også stod bag bandets første udgivelse. Mitchener har været inde over flere Gallows-udgivelser, hvad enten det er i producerstolen eller som studietekniker. Denne gang tror jeg, at inspirationen er hentet hos Homme og Alain Johannes, hvilket har givet Rattlesnakes en mere defineret og poleret lyd.
Ærligt talt, så var denne renere lyd ikke øjeblikkelig forløsende. Når man har en forkærlighed for det skraldede og beskidte, så er denne slags omvæltninger sjældent kærlighed ved første lyt. Når forskrækkelsen lægger sig, så skal det retfærdighedsvis siges, at den blødere musikalske retning supplerer Frank Carters vokal, som den lyder i dag.
Vokalen under udvikling
Det er tydeligt, at Carter har forsøgt at få plads til mere melodi i sit vokalregister end tidligere. De flere melodier forplanter sig i følelser og stemninger, man ikke tidligere har krediteret ham for. Vreden er blevet mere indestængt og får kun for alvor afløb på ’Jackals’ og titelsangen. Dette giver i stedet plads til en stemme, der virker mere reflekterende og betragtende i sit udtryk. Carter kan sporadisk stadig lyde som én, der har lyst til at slå en hammer i hovedet på systemet, men der er også en udmattelse – ikke opgivelse! – at spore.
Lyrisk bliver flygtningekrisen betragtet i ’Thunder’, og det er kendetegnende for pladens tematiske udgangspunkt, at der tages afsæt i relationer og forhold i mødet med både det velkendte og det fremmede. Den sociale indignation er stadig til stede, men vreden og sortsynet er erstattet af vrede og medfølelse.
Bedst egnet ti koncerter
Overordnet er ’Modern Ruin’ en smule ujævn. Der er hooks og energi at hente på alle tolv numre, men ikke alle skæringer er helt færdigslebne. Pladen slutter flot af med titelsangen og ’Neon Rust’, hvor især sidstnævnte stemningsmæssigt skiller sig ud med sin bidske melankoli.
Pladens tidlige sange, som ’Lullaby’, ’Snake Eyes’ og ’Wild Flowers’, vil sjældent figurere på stereoen herhjemme, men de vil uden tvivl fungere i enhver livesammenhæng. Frank Carter & The Rattlesnakes' ændrede kurs vil måske ikke behage personen, som lever og ånder metal. Til gengæld kan ’Modern Ruin’s mere almene tilgængelighed – lyrisk såvel som musikalsk – potentielt åbne for et større publikum. Når man har en karisma og så naturligt et talent for at stå på en scene, som Frank Carter gar, så skal der ikke mange minutters koncert til, før selv den mest kontrære tilskuer stikker næven i vejret.