RF’14: Lyt og du skal se!

RF’14: Lyt og du skal se!

Da Bl’ast! indtog Pavilion natten mellem fredag og lørdag, var man alt for fuld til overhovedet at se en bjælde. Men man kunne høre, det var fedt.

Kunstner
Dato
04-07-2014
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det amerikanske metal/hardcore-crossoverband Bl’ast! har de seneste par år fået mastereret og genudgivet to af diskografiens tre plader. Det er Southern Lord Records, der er med til at sætte ny fokus på et band fra den sidste halvdel af 80erne, der sandsynligvis ikke ville havde fået mange nye lyttere, havde det ikke været, fordi de netop blev taget under ny kærlig sonisk hånd af et respekteret pladeselskab. Southern Lord er et af de selskaber, der er med til at få undergrunden distribueret, og i år var Roskilde klar til at dykke ned i den.

Og det manglede da også bare af festivalen at hyre denne ældre underdog. Med de to originale medlemmer Clifford Dinsmore og Mike Neider på henholdsvis vokal og guitar samt ingen ringere end Nick Oliveri  (Kyuss, Mondo Generator, Queens of the Stone Age) og Joey Castillo (Queens of the Stone Age, Danzig) på bas og trommer på denne turné var der nemlig lagt i ovnen til en lovende nattefest med udfordrende skrald på. Sætter man en overrumplede plade som ’It’s In My Blood’ (1987) på, finder man med det samme ud af, at der er tale om punkmetal med skæve rødder a la de tidlige 80eres Black Flag og SSD, og at der således er tale om musik bestående af aggressive, skæve og umelodiske semi-progressive udbrud. Det er kort sagt musik, man raser igennem med kroppen til, mere end man headbanger i takt til det.

Om der blev raset fysisk igennem blandt publikum denne aften er svært for nærværende skribent at sige. Eller rettere, det er fuldstændig umuligt at sige. Samtidig er det brandumuligt at sige, hvorvidt bandet var energiske på scenen, eller om de efter 14 dages turné i Europa havde en sidste off-dag med Roskilde som rosinen i turnéens pølseende. Ser I, fredagens musikprogram havde for undertegnede været en temmelig sløj omgang: Anselmo havde fungeret som et karismatisk trækplaster, men musikken havde været elendig; Les Claypool kan man sige præcis det samme om; Warpaint tog overraskende fusen på én og leverede dagens bedste koncert; Corrections House fungerede nærmest optimalt; The Ocean var emo-elendige; Rob Zombie spillede ’Thunder Kiss ’65’, og det er vel så det bedste, man kan sige om den klovnekoncert; Vattnet Viskar var en skændsel mod vreden i black metal. Der havde kort sagt været så mange skuffende oplevelser i løbet af fredagen, at man på eskapistisk vis havde druknet sine musikalske sorger i alt for meget røg. Og da Bl’ast gik på, var det altså så nået til et punkt, hvor man ikke kunne se længere.

Men nu er det jo (desværre) ikke, fordi koncerterne på Roskilde ligefrem gør os døve (helt generelt, så skru dog op), hvorfor ens ører stadigvæk fungerede fint. Og rent musikalsk leverede Bl’ast en koncert, der var lige så overraskende som vred, og det var netop fusionen mellem overrumplende aggressivitet og tydelig formåen, der gjorde Bl’ast-koncerten seværdig... øøøøhhh... høreværdig. Se klip fra koncerten nedenunder og bliv klogere: