Ekspressionistiske ørkenrotter

Ekspressionistiske ørkenrotter

Med ’...Like Clockwork’ understreger Queens of the Stone Age-bandboss Josh Homme efter seks års pause, at han stadig er en nutidens mest markante og originale sangskrivere. 

Titel
...Like Clockwork
Dato
03-06-2013
Label
Distributør
Genre
Trackliste
01. Keep Your Eyes Peeled
02. I Sat by the Ocean
03. The Vampyre of Time and Memory
04. If I had a Tail
05. My God is the Sun
06. Kalopsia
07. Fairweather Friends
08. Smooth Sailing
09. I Appear Missing
10. ...Like Clockwork
Karakter
4

Efter seks års fravær, og med Dave Grohl tilbage på trommerne på de fleste numre, har forventningerne været store til Queens of the Stone Ages længe ventede ’...Like Clockwork’.

De første videoudspil fra den sidste måneds tid varslede allerede, at bandboss Josh Homme havde andre intentioner end at gentage lyden fra de forrige udgivelser.

Fraværende er både lettilgængelige og letbenede numre som ’Little Sister’, ’3’s & 7’s’, men også vildskaben man kender fra ’Six Shooter’.

Josh Homme holder dog stadig fast i bandets unikke lyd, og når først alle brikker falder på plads, og man finder den røde tråd gennem ’...Like Clockwork’s 10 numre, er udgivelse noget af det bedste, bandet har lavet, siden debuten for 15 år siden. 

’Keep Your Eyes Peeled’ åbner skiven med Joey Castillo på trommer og et særegent, kryptisk guitarriff. Josh Hommes skrøbelige vokal falder naturligt ind i et nærmest ekspressionistisk udtryk, mens han bakkes op af Scissor Sisters' Jake Shears.

Fra den modige start drejer Homme albummet over ’I Sat By the Ocean’, som umiskendeligt har bandets signatur-lyd med de mekaniske robot-riffs, som kun Josh Homme kan skrive. Lyden fremkalder et indre billede af et band, som spiller på en snusket bar langt ude i Californiens ørken, langt væk fra det hav, der synges om.

Hypnotisk atmosfære

Vemodigt indledes næste nummer ’The Vampyre of Time and Memories’ med piano og Hommes sjælfulde vokal, inden musikken langsomt folder sig ud med sløve trommer og guitar.

Stemningen virker nærmest hypnotisk, og den forvrængede atmosfære fortsætter over i ’If I Had a Tail’, der med et grandiost udtryk får guitarerne til at lyde som blæsere, når ikke der mikses orgel eller en skæv bluessolo ind over.

Tempoet stiger i ’My God Is the Sun’, hvor Dave Grohls trommer og de fængende basgange og guitarriffs får nummeret til at lyde, som om det hører hjemme på ’Songs for the Deaf’. Nummeret er fuldt af monumentalt overskud og understreger, hvor perfektionistisk en produktion Homme - som selv er producer – har sigtet efter.

De gamle drenge

Der går en anelse tomgang i ’Kalopsia’, inden ørkenrotterne i den forrygende ’Fairweather Friends’ får selskab af Nick Oliveri, Mark Lanegan, Trent Reznor og Elton John, hvor sidstnævnte legende spiller piano hen over Hommes fabelagtige guitarspil, inden sangen pludselig stopper med ordene ”I Don’t Give a Shit”.

’Smooth Sailing’ lyder, som hvis Tom Waits spillede stener-rock, med en rå guitarlyd og Hommes vokal, der næsten går op i falset, når hans stemme da ikke også forvrænges. Og fra skivens mest syrede udspil går det længste nummer, den seks minutter lange ’I Appear Missing’, over til at virke helt hypnotiserende og dyster, med Homme på slide-guitar.

Ventetiden værd

Bandets nye trommeslager Jon Theodore, der før gjorde sig i The Mars Volta, slutter sig til bandet på titelsangen, som lukker albummet.

Ikke at han få lov at folde sig meget ud på det her nummer, der åbner med piano og en følelsesladet vokal fra Homme, der næppe har sunget bedre i karrieren end her. Et meget atypisk nummer fra bandet, der efterhånden ikke længere kan karakteriseres som stenerrock.

Tværtimod har Homme skabt et musikalsk udtryk, som skiller sig ud fra alle andres og lyder helt unikt. Efter et par gennemlytninger smelter numrene sammen og gør ’...Like Clockwork’ til en både syret og sjælfuld rejse ind i sindet på en af tidens mest kreative og originale sangskrivere. Og det har i den grad været seks års ventetid værd.