Bandet der ellers aldrig trådte forkert
Populær
Updated
"Årets hidtil største skuffelse af et udspil," skriver Mathias Nielsen om Queens of the Stone Ages nye album, "Lullabies to Paralyze". ”Mørkt og romantisk.” Sådan beskriver frontmand i (og eneste tilbageværende originalmedlem af) Queens of the Stone Age (QOTSA), Josh Homme ”bandets” nye udspil. Josh (som nu vil kaldes Joshua) sparkede i starten af sidste år, som bekendt, bassist og anden halvdel af grundstammen i QOTSA, Nick Oliveri ud af bandet.
Det skete til manges forundring, da de to opførte sig som småimbecile barndomsvenner under interview, og i det hele taget udadtil.
Med ovennævnte in mente, var det da også med en vis skepsis, at undertegnede (som er storfan af gruppens forrige album, ”Songs for the Deaf”, der jo var et mindre mesterværk) smed den nye skive i afspilleren, for der er meget at leve op til for QOTSA på dette album. Nick Oliveri tilføjede et punket, nærmest G.G. Allin-inspireret element til bandet (han blev arresteret under en koncert i Rock in Rio i Brasilien, da han spillede nøgen foran en halv million mennesker) og det var ham (Oliveri, ikke afdøde Allin - Red.) der var manden bag de to-tre 1½ minutter lange rasende punknumre, der var at finde på forrige album. De er væk på det nye album.
Der lægges ud med ”This Lullaby”, hvor Mark Lanegan – ildevarslende - brummer ballet i gang. Han havde ellers, sidste år, bebudet, at han forlod QOTSA, for at koncentrere sig om sin solokarriere. Hans røst stikker tit frem på dette album, og han deltager også på turnéen, som også bringer QOTSA forbi Vega, den 17. juni.
Ellers starter albummet sådan set fint nok, og i vanlig QOTSA-stil er der overdrevet mange gæsteoptrædener på albummet. Fx gæster den langskæggede ZZ Topper, Billy Gibbons, på ”Burn the Witch”, hvor han lægger en groovy slideguitar og en solo ned. Jack Black (Tenacoius D) "marcherer" i øvrigt på samme nummer.
Og det er netop på første halvdel af albummet, at Joshua & Co. lever op til den sædvanlige QOTSA-standard med geniale skæringer som ”Everybody Knows That You Are Insane”, ”Tangled Up In Plaid”, ”In My Head” og den stille ”I Never Came”. Musikalsk set, minder meget af materialet – især de guitartunge jams - faktisk om debutalbummet, men den nye trommeslager, Joey Castillo (ex-Danzig), har virkelig svært ved at leve op til Dave Grohls suveræne tøndebaskeri, som hævede ”Songs for the Deaf” endnu et niveau.
Efter ”I Never Came” er det som om, alt går i stå, og man skuffes voldsomt (og forundres i QOTSA-henseende) over den musikalske tomgang der indledes med ”Someone’s in the Wolf”, og som holdes intakt resten af albummet igennem. Det ene enerverende riff efter det andet gentages til ukendelighed. Det virker som et forsøg på at genskabe charmen fra debuten, hvor Joshua & Nick – med et glimt i øjet – spillede det samme riff 2½ minut i træk i en sang som ”Walkin’ on the Sideways”.
Det er ikke til at sige hvorfor, men på denne plade virker det overhovedet ikke charmerende, her virker det bare irriterende. Tag ”The Blood Is Love”, ”Skin on Skin” eller ”Broken Box” - alle irriterer de, så man frists til at tage skiven ud af afspilleren og smide den af helvede til. Mest fordi at de numre overhovedet ikke lever op til den høje standard, som kendetegner samtlige af de andre tre QOTSA-albums.
På ”You Got a Killer Scene There, Man…” kigger Joshua’s kæreste, Brody Dalle (The Distillers) og Shirley Manson (Garbage) forbi, og forsøger at redde endnu kedelig sang over middelmådigheden med nogle baggrundsvokaler. Det lykkes ikke…
Den kedelige (titlen beskriver sangen meget godt) ”Long Slow Goodbye” lukker årets hidtil største skuffelse af et udspil. Og den bliver leveret af et band, man aldrig havde troet kunne træde forkert. Om det er kærligheden til den kvindelige punker, der har taget den musikalske kreativitet fra Joshua Homme, eller om Nick Oliveri har manglet til at sparke ham i røven i ny og næ, lader vi stå hen i det uvisse.
Det her er i hvert fald ikke godt nok. Karakteren bliver som den bliver, fordi der - trods alt – på den første halvdel af albummet er en håndfuld sange af den sædvanligt høje QOTSA-standard.
NB. Den europæiske version indeholder bonusnummeret, ”Like a Drug”, som vist er en genindspilning af et nummer Joshua Homme skrev til en af sine ”Desert Sessions”-udgivelser.
Det skete til manges forundring, da de to opførte sig som småimbecile barndomsvenner under interview, og i det hele taget udadtil.
Med ovennævnte in mente, var det da også med en vis skepsis, at undertegnede (som er storfan af gruppens forrige album, ”Songs for the Deaf”, der jo var et mindre mesterværk) smed den nye skive i afspilleren, for der er meget at leve op til for QOTSA på dette album. Nick Oliveri tilføjede et punket, nærmest G.G. Allin-inspireret element til bandet (han blev arresteret under en koncert i Rock in Rio i Brasilien, da han spillede nøgen foran en halv million mennesker) og det var ham (Oliveri, ikke afdøde Allin - Red.) der var manden bag de to-tre 1½ minutter lange rasende punknumre, der var at finde på forrige album. De er væk på det nye album.
Der lægges ud med ”This Lullaby”, hvor Mark Lanegan – ildevarslende - brummer ballet i gang. Han havde ellers, sidste år, bebudet, at han forlod QOTSA, for at koncentrere sig om sin solokarriere. Hans røst stikker tit frem på dette album, og han deltager også på turnéen, som også bringer QOTSA forbi Vega, den 17. juni.
Ellers starter albummet sådan set fint nok, og i vanlig QOTSA-stil er der overdrevet mange gæsteoptrædener på albummet. Fx gæster den langskæggede ZZ Topper, Billy Gibbons, på ”Burn the Witch”, hvor han lægger en groovy slideguitar og en solo ned. Jack Black (Tenacoius D) "marcherer" i øvrigt på samme nummer.
Og det er netop på første halvdel af albummet, at Joshua & Co. lever op til den sædvanlige QOTSA-standard med geniale skæringer som ”Everybody Knows That You Are Insane”, ”Tangled Up In Plaid”, ”In My Head” og den stille ”I Never Came”. Musikalsk set, minder meget af materialet – især de guitartunge jams - faktisk om debutalbummet, men den nye trommeslager, Joey Castillo (ex-Danzig), har virkelig svært ved at leve op til Dave Grohls suveræne tøndebaskeri, som hævede ”Songs for the Deaf” endnu et niveau.
Efter ”I Never Came” er det som om, alt går i stå, og man skuffes voldsomt (og forundres i QOTSA-henseende) over den musikalske tomgang der indledes med ”Someone’s in the Wolf”, og som holdes intakt resten af albummet igennem. Det ene enerverende riff efter det andet gentages til ukendelighed. Det virker som et forsøg på at genskabe charmen fra debuten, hvor Joshua & Nick – med et glimt i øjet – spillede det samme riff 2½ minut i træk i en sang som ”Walkin’ on the Sideways”.
Det er ikke til at sige hvorfor, men på denne plade virker det overhovedet ikke charmerende, her virker det bare irriterende. Tag ”The Blood Is Love”, ”Skin on Skin” eller ”Broken Box” - alle irriterer de, så man frists til at tage skiven ud af afspilleren og smide den af helvede til. Mest fordi at de numre overhovedet ikke lever op til den høje standard, som kendetegner samtlige af de andre tre QOTSA-albums.
På ”You Got a Killer Scene There, Man…” kigger Joshua’s kæreste, Brody Dalle (The Distillers) og Shirley Manson (Garbage) forbi, og forsøger at redde endnu kedelig sang over middelmådigheden med nogle baggrundsvokaler. Det lykkes ikke…
Den kedelige (titlen beskriver sangen meget godt) ”Long Slow Goodbye” lukker årets hidtil største skuffelse af et udspil. Og den bliver leveret af et band, man aldrig havde troet kunne træde forkert. Om det er kærligheden til den kvindelige punker, der har taget den musikalske kreativitet fra Joshua Homme, eller om Nick Oliveri har manglet til at sparke ham i røven i ny og næ, lader vi stå hen i det uvisse.
Det her er i hvert fald ikke godt nok. Karakteren bliver som den bliver, fordi der - trods alt – på den første halvdel af albummet er en håndfuld sange af den sædvanligt høje QOTSA-standard.
NB. Den europæiske version indeholder bonusnummeret, ”Like a Drug”, som vist er en genindspilning af et nummer Joshua Homme skrev til en af sine ”Desert Sessions”-udgivelser.
Kunstner
Titel
Lullabies to Paralyze
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter