Roskilde '10 Lørdag: En lys fest på en mørk nat
Populær
Odeon blev bogstaveligt talt omdannet til én stor circle pit, da Gallows dirigerede publikum rundt til årets metalkoncert på Roskilde.
Med tømmermændene hængende tungt i øjenhulerne var det med alt muligt andet end ens beskedne portion hardcore blod pulserende, at man lidt over kl. 02 lørdag nat begav sig mod Odeon for at opleve Gallows.
Kendskabet til den britiske kvintet, der ellers for den menige punk og hardcore-lytter er obligatorisk lytning, var for overtegnede temmelig begrænset. Det smittede af på oplagtheden eller nærmee manglen på samme. Man kunne nok høre kvaliteter på 'Grey Britain' - bandets andet udspil der udkom på sidste år - men man havde ingen idé om hvor vedkommende og underholdene en metallisk og punket hardcore-koncert, man havde i vente.
Magtdemonstrerende frontmand
I Frank Carter har Gallows tydeligvis en politisk revolterende frontmand. Hele hans persona synes at udstråle ét stort "fuck you" til alt det etablerede. Det er dog heldigvis ikke kun på grund af hans hedonistiske antisociale, antifascistiske, antialt-tekster og hans synlige straight edge-tatoveringer, at man placerer ham blandt minoriteten. Som musikalsk frontmand beviste han denne sene nat i et vel cirka halvfuldt Odeon-telt, at han også underholdningsmæssigt tilhører en minoritet af musikere, der er af en sjældent overbevisende rockkaliber.
Det stod ret hurtigt klart for Carter, at han havde en folkemasse af kampklare, øldrikkende festivalæster med søvnunderskud i sin hule hånd. Publikum gav sig fuldstændig hen til musikkens vekslen mellem de vesklende rockende og de brutale toner. Uanset om der blev spillet dansevenlige Ramones-riff i titelnummeret fra første studieplade, 'Orchestra of Wolves' (2006), Guitar Hero-riffs i 'In the Belly of the Shark' eller de vildeste nikke-skaller-riffs i 'Misery' sugede publikum det ind, og gengældte begejstringen ved gå mere amok end til nogen anden koncert på årest festival.
En oplagt menneskelig pyramide
Carter forstod at udnytte publikums oplagthed. Med hårde ord leveret med typisk metalvenlig jargon fik Carter halvvejs inde i koncerten forvandlet hele teltet til én stor circle pit, der ville havde gjort selv Robb Flynn misundelig. Flere publikummer, der holdt sig uden for pitten, var bogstaveligt talt nødt til at se på udefra. Der var ikke plads i teltet til både dén pit og alle tilskuerne. Én circle pit blev for en stund erstattet af forrygende medrivende headband og fællessang til 'I Dread the Night', inden en ny teltstor circle pit blev kommanderet og prompte lavet. Og sådan blev det så ved fire, fem gange - sang og fest og en imponerende og fuldstændig kropsbrutalitet under ét stort, fællesrockende telt.
Da dét ligesom var på plads - at teltet tilhørte Carter og den velspillede kvartet af medlemmer bag ham - tog ekstravaganzaen yderligere over, og det blev kommanderet, at publikum nu lavede en menneskelig pyramide. Som selvfølgelig blev udført! Folk rystede sig sammen i circle pittens midte, faldt over og drattede ned af hinanden mens pyramiden blev bygget skælvende op i lag. Pyramiden havde uden tvivl en for kæp i øret og manglede en vigtig atletisk kunnen for at den ville have imponeret et dommerpanel i en idrætshal, men under Odeons teltdug, en tidlig morgen ved kl. 03.30-tiden blandt en skare af festglade fulderikker... det bliver ikke kønnere.
Festen der vil blive husket
Odeon passede perfekt til Gallows, og det er til dato den bedste koncert, undertegnede har set under det telt. Det var faktisk et helt privilegium at opleve et så oplagt band en så sen nat med en skare af så oplagte publikummer, der gjorde oplevelsen til en af de absolut bedste koncertfester nogensinde oplevet.