Intensitet vundet af blodets bånd
Couch Slut udfordrede vores følelser, grænser og kvalmegrænse med en kort, knivskarp, unik og voldsom optræden en stille onsdag i provinsen.
Aldrig har jeg set Voxhall så affolket.
Da lokale Brunsten står klar til at åbne ballet klokken lidt over otte en småkold onsdag aften, er vi godt og vel 30 tilhørere i lokalet, der normalt har en kapacitet på 700 sjæle. Et 30-tal, vi på intet tidspunkt i løbet af aftenen overstiger. Med de forudsætninger kunne aftenens arrangement hurtigt være blevet enormt akavet, men blev det gud ske tak og lov aldrig. Hvorvidt det havde været planen fra starten skal være usagt, men aftenens koncert var blevet rykket ned på gulvet foran den afblændede hovedscene, ligesom spillestedet havde trukket alle tænkelige gardiner og forhæng for for at minimere slagpladsen mest muligt. Et skarpt træk, der i løbet af aftenen gjorde sit til øge intensiteten betragteligt for det ellers fåtallige publikum.
Brunsten er også et orkester, der er skabt til de små scener. Trioen, centreret omkring den dynamiske indpisker Per Silkjær, der også tamper tønder i bl.a. Fossils, synes at være den slags band, der har det allerbedst når de spiller deres noiserockede punk (tænk The Jesus Lizard) allerhøjest hjemme i øveren, og ellers fint kunne undvære hele den der ting, hvor man spiller live og skal prøve at få en fest op at stå.
I aften nød Brunsten godt at Voxhalls lydanlæg, der fik dem til at lyde noget mere markante, hidsige og gennemtrængende end de andre par gange, jeg har oplevet dem i Det Stivnede Smils By, og Andrew Gormans vokal stod grimt og pågående frem på den helt rigtige måde, når bandet for alvor drejede på skrallebang-knappen, åbnede for dissonansen og gav los. Det var særdeles hæderligt og svært at sætte en finger på. Til gengæld var det en smule sværere at bevare engagementet i et par halvlange og afdæmpede instrumental-passager samt i de noget lange vand/håndklæde/stemmepauser, Brunsten tog sig mellem numrene. Enkelte tilskuere begyndte nervøst at klappe ud i ingenting af ren frygt for den absolutte stilhed i lokalet, og måske havde det været federe at lade et hvinende guitarfeed torturere vores øregange mellem numrene frem for at byde ind med en introduktion a la ”det næste nummer er på den plade, vi har udgivet i år”.
Når det er sagt var Brunsten et fornuftigt bekendtskab, der var allerbedst når det var allermest vredt.
Lad blodet flyde
Savnede man en snas intensitet under supporten, leverede Couch Slut den til gengæld i metermål. Noise/sludge-kvintetten er til en vis grad sammenligneligt med de yngre, mere celebre og lyttevenlige Chat Pile, men er først i år begyndt at skabe sig et navn på denne side af Atlanten med udgivelsen af fjerdepladen 'You Could Do It Tonight' og to ganske voldsomme optrædener på årets Roadburn Festival.
Bandets altoverskyggende, og modvillige, midtpunkt er sanger Megan Osztrosits, der i Birkenstock-knockoffs og campinghabit entrerede gulvet med et ”I really don't wanna do this”, og efterfølgende holdt hver eneste tilhørers opmærksomhed fanget med en intensitet og en indlevelse, der stod i skærende kontrast til ovenstående beskrivelse.
Som et dyr fanget i et alt for lille bur paraderede hun fra første skærende, dissonante riff af åbneren 'Couch Slut Lewis' hvileløst frem og tilbage foran publikum, skrigende sin smerte ud af ren afmagt over at være fanget med alles øjne hvilende på sig og uden mulighed for at undslippe. Vi nåede også dårligt gennem første skæring, før et slag af mikrofonen i ansigtet åbnede et sår, der tillod blodet at løbe uhindret ned over ansigtet på den desperate forsanger resten af koncerten.
Her er smerten – føl den!
Bandets variant af noiserocken er en tung, kondenseret og lydtæt udgave, hvor specielt trommeslager Theo Nobel og guitarist Amy Mills holdt musikken konstant, slæbende og voldsom. Ikke mindst i den drønende 'Wilkinson's Sword' samt intense og voldsomme 'The Donkey', der denne aften fungerede som typeeksemplet på bandets mest markante særkende: Historiefortællingen. Couch Sluts tekster er anekdoter fra Amerikas mugne underliv. Det er historier om stoffer, voldtægt, misbrug, død og lemlæstelse, serveret med en selvfølgelighed der ikke kan undgå at kravle ind under huden på tilhøreren. Og med den blødende, desperat skrigende Osztrosits i front er det svært at opholde sig i rummet med hende og stadig føle sig hundrede procent veltilpas.
Hun tørrer noget blod væk med et lommetørklæde, lader andet løbe. Tørrer sig i mundvigene. Til tider bævrer underlæben, som om hun er lige ved at knække. Hånden, der ikke holder mikrofonen, ryster, når den bevæger sig ud fra sit trygge tilholdssted i lommen på hættetrøjen. Det er svært at gennemskue, om det her blot er teater, eller om vi egentlig er vidne til et menneskes kamp for at overleve gennem en kunst, hun måske helst havde været foruden.
Alternativet er endnu værre
Efter endnu et slag med mikrofonen kommenterer hun, at hvis hun ikke fik hjernerystelse i går, har hun det i hvert fald nu. En historie om en hospitalsregning fra sidste år for en operation mod hjerneskade, som hun aldrig kommer til at være i stand til at betale, samt introduktionen af sangen 'This Stupid Man', der handler om hendes fire år lange dysfunktionelle forhold til en junkie, der prøvede at slå hende ihjel, føjer blot til følelsen af ubehag, man står med som tilhører, og som samtidig er så hypnotisk og dragende, at man ikke tør kigge væk. Man føler, at man lytter til og oplever noget så ægte, som samtidig også er så forfærdeligt, at man føler et stik af skam ved at have betalt for det. For det virker ikke, som om Megan Osztrosits har det godt. Men man får heller ikke indtrykket af, at hendes alternativer til at stå her på gulvet og fortælle os om elendigheden på nogen måde er bedre for hende.
Alt dette gør oplevelsen af Couch Slut så pokkers intens og unik, at man næsten står stakåndet tilbage. Vi som publikum har ikke behøvet at deltage. Vi har blot skullet lytte; det var vores vigtigste opgave denne aften. Da den episk lange 'The Weaversville Home for Boys' endeligt klinger ud efter godt og vel tre kvarters koncert, kan vi næppe heller holde til mere. Osztrosits selv lyder næsten lettet, da hun konstaterer at ”nu er det tid til cigaretter”. Samme følelse har vi. Det her var voldsomt. Det var unikt. Og i alt sin emotionelle ækelhed var det en oplevelse, vi nødigt havde været foruden.