Årsliste 2024 - Svend Lokjær

2024 var overordnet set mere mellemlægspapir end højtbelagt smørrebrød, men højdepunkter fra Grava, Knocked Loose, Sewer Haul, Terror, John Cxnnor og et par håndfulde andre gjorde intermezzoet mellem 23 og 25 tålelig.

Årets danske album:

1. Grava: ‘The Great White Nothing’ – insisterende tung, brølende og intens sludge, der moser sig vej ind i bevidstheden. Skal det virkelig larme og gøre nas, skal det være Grava. Vi har ikke givet trioen nok kærlighed; det kommer forhåbentlig på den anden side af nytårskonfettien.

2. Strychnos: ‘Armageddon Patronage’ – bandets fuldlængde-debut i 2022 var fremragende, denne var endnu bedre. Melodisk dødsmetal uden fine fornemmelser og pudsede kanter. Blot umanérlig godt håndværk, som vi takker og bukker for.

3. Terrorpy: ‘The Bisection Collection’ – meget mere død, meget hurtigere. Endnu en powertrio, der tog deres game fra "godt" til "fortrinligt". Metaldanmark er nu på vej til at omfavne de snaskede fynboer mere end nogensinde, hvilket er absolut fortjent.

4. Bonejammer: ‘Another Day in Paradise’ – punk? Crust? Thrash? Crossover? Lussingerock. Bonejammer spillede på debuten op til uhæmmet slagsmål i ungdomsklubben, og du har stadig chancen for at springe ind og losse ham fra parallelklassen, der har været træls gennem længere tid, direkte i fjæset.

5. Mite: ‘Trials of Man’ – når alt bare gør ondt, og den totale ødelæggelse synes at være den eneste løsning, kommer Mite forbi og spiller til. Voldsom grind-/hardcore fra Øen i Midten, der vinder på brutaliteten over lyttevenligheden.

Værd at nævne er, at 2024 herhjemme i høj grad har været EP'ernes år. Sewer Hauls 'Emetic Fluid Transaction' er vel ret beset årets bedste danske udgivelse, og mini-udgivelser fra såvel New Money som Guttural Disgorge og Smertegrænsens Toldere kunne også sagtens have været i spil til årets top 5, hvis ikke formatet og reglerne for årslisten kolliderede i diskrepans.

Årets internationale album:

1. Knocked Loose: ‘You Won't Go Before You're Supposed To’ – Det er blevet god smag at hade Knocked Loose. Aner ikke hvorfor. Bandet trækker nye løbebaner fremad i tiden for hardcore-punken uden at gå på kompromis med genrens sjæl. Årets udgivelse er ikke bandets bedste, men god, det er den.

2. Malconfort: ‘Humanism’ – blot én, og formentlig den mest sære, af en serie stærke udgivelser i år fra Transcending Obscurity Records. Det er så moderne at tale om avantgarde-black, og når du er færdig med at være skuffet over Imperial Triumphant, står Malconfort klar til at gøre din dag mærkelig.

3. Speed: ‘Only One Mode’ – "Hey, et breakdown!" "Hey, et mere! Og et til!" Hardcore-punk med større møllevinger end bagvedliggende tanker. Det kan man sagtens leve med, når det eksekveres med den indlevelse, australske Speed lægger for dagen.

4. The Monolith Deathcult: ‘The Demon Who Makes Trophies of Men’ – 1 del epik. 1 del avantgarde. 36 dele groovedød. 863 dele ren galskab og rigeligt med skæve ideer. Sådan blev Powerpuff-pigerne, sorry, The Monolith Deathcult til. De gale hollændere flyver lavt under radaren, hver gang de udgiver nyt materiale. Det er på tide at få skiftet radaren ud med en bedre model.

5. Benighted: ‘Ekbom’ – når din dødsmetal bare skal gå stærkt, gøre ondt og efterlade snaskede rester fra afløbet i slagtehallen. Benighted bliver ved med at spytte såre solide dødsgrind-plader ud, og 'Ekbom' er en værdig opfølger til den fremragende 'Obscene Repressed'.

Året var for mig personligt præget af, at ikke ét album for alvor skilte sig ud som det allermest eminente og uundgåelige. Ovenstående er aldeles glimrende plader. Det samme er black metal-udgivelser fra Black Curse, Vale of Pnath og Gaerea, tag-lige-noget-mere-heroin-opuser fra Couch Slut og Crippling Alcoholism, Mimi Barks' første svært definérbare fuldlængde og Gatecreepers trucker-dødsmetal, der nærmer sig bandets bedste til dato.

Årets danske hit:

Night Fever: ‘Lone Wolf’ – 'Come on and fight me like a man!"

 

Årets internationale hit:

En todelt hæder med en fælles tematik:

Skynd: ‘Violets Are Blue’ – 'Roses are red, violets are blue; the police will need dental records to identify you'.

 

Combichrist: ‘Violence Solves Everything Pt. I’ – Ja!

Årets genfundne klassiker:

Fantomas: ‘The Director's Cut’ – Mr.Bungles genkomst på Copenhell førte til et spontant dyk tilbage i Mike Pattons omfattende diskografi. Sammen med den vidunderligt sleske soloplade 'Mondo Cane' står Fantomas' magnum opus stadig som noget af det stærkeste, galmanden til dato har udgivet.

Årets koncerter:

1. John Cxnnor: Gehenna, Copenhell, 21-06-2024 – Muligvis den bedste koncert i Copenhells historie. En oplevelse, der gør ord og billeder fattige. Man skulle have været der, og os, der var der, glemmer det aldrig. At bandets optræden senere på året i Aalborg sådan set også kunne være landet på denne top 5 understreger blot kvaliteten af John Cxnnor og vigtigheden af deres eksistens.

2. Terror: Tøjhuset, Fredericia, 22-03-2024 – Fuld indsats! En af de bedste hardcore-koncerter herhjemme i årevis. Kropsdele og knyttere fløj i alle retninger og fra loftsbjælkerne, da genrens mest markante 'Keepers of the Faith' gik all-in i provinsen. Novra!

3. Couch Slut: Voxhall, Aarhus, 06-11-2024 – En håndfuld mennesker mødes nede på den lokale. Blodet flyder og dårlig stemning opstår. Alle har det bedre bagefter.

4. Depeche Mode: Royal Arena, 10-02-2024 – Halvgammel mand tager med kaffebordskontingentet i håndboldhallen for at høre endnu ældre mænd spille tudsegammel pop. Som en anden Thomas Treo lod jeg mig rive med og dansede mig til en fest.

5. Insanity Alert: Gehenna, Copenhell, 21-06-2024 – Det var helt åndssvagt. Det kan vi sagtens prøve igen.

Og som en værdig 6'er på top 5'eren bør også nævnes Cattle Decapitations kvæstelse af Pumpehuset tilbage i marts. Jeg var småsyg og fik nok ikke det fulde udbytte af koncerten, men var man der i topform var Travis Ryan og co. i hvert fald det samme. Dødsmetal når det er tæt på allerbedst.

Årets danske navn:

John Cxnnor – helt ærligt, hvem ellers? Intet andet band herhjemme er så bredt beundret og omtalt. Ingen andre udfordrer konventionerne i dansk metal mere. Og ingen kan måle sig med dem på en scene. Bandet har nærmest ikke udgivet noget i 2024, og alligevel kan vi ikke få nok.

Årets internationale navn:

Limp Bizkit – affald + inkubationstid = stor kunst. Den massepsykose, der har omdannet en af 90'ernes og 00'ernes mest genstridige musikalske fodvorter til en all-time great i metallens historie, er mig et mysterium. Men respekt for, at man kan lade skrald ligge i et hjørne og 15 år senere sælge det som stor kunst. Det giver håb for os andre talentudfordrede eksistenser, der også gerne vil prøve at slå lidt mønt på ikke rigtig at kunne noget.

Årets nye danske navn:

Sewer Haul – fra dit afløb til din radio. Den østjyske duo laver audio-snask, som vi sjældent har hørt det før herhjemme. Grimmere end din moster, mere klamt end madforgiftning. Elsk det!

Årets nye internationale navn:

Malconfort – Moe Szyslak: "It's po-mo!"
---
"Post-modern!"
---
"Yeah, okay. Weird for the sake of weird."

Kom herover til Malconfort og hav det mærkeligt sammen med os andre. Det er rart.

Årets comeback:

Mig på Devilution – efter et par år i eksil lugtede den gamle cirkushest Jacob Dinesens aflagte savsmuld i starten af 2024. 23 artikler blev det til (de sidste to fra midt-oktober kommer sikkert online, når fotografen engang bliver færdig med at billedbehandle). Så vidt vides blev jeg ikke uvenner med nogen bands. Begge dele kan vi sagtens gøre bedre i 2025.

Det overså jeg i 2023:

Kōya – den der følelse, hvor man afskriver et band, fordi man bilder sig selv ind, at man ved lige præcis hvad det går ud på og egentlig ikke gider undersøge det yderligere, fordi livet er kort og blablabla. Kōya fra Aalborg var det band, jeg ikke gav chancen i 2023, da de udgav debut-EP'en 'Fragments'. Det fik jeg heldigvis fejlrettet i år, og jeg glæder mig umådeligt til at høre mere i 2025 fra et af dansk metals absolut mest spændende nye navne.

Årets optur:

Verden er godt i gang med at skylle sig selv ud i lokummet, fordi mennesket som sådan er en svumpukkel, der kun vil sig selv det bedste. Men det blev ikke i 2024, at Ragnarokmageddon lagde kloden øde. Så langt, så godt.

Desuden blev Sick of It Alls Lou Koller også ramt af strubekræft, og fluks gik miljøet sammen og har indtil videre samlet langt over en kvart million dollars for at hjælpe én af hardcore-punkens mest markante skikkelser i hans overlevelseskamp i et land, hvor et liv i allerhøjeste grad har en pris. Der er stadig godt gemt i enkelte mennesker, selv om det ligger pænt langt nede i dyndet. Vi krydser fingre for Koller langt ind i 2025.

Årets største skuffelse:

Ikke ét eneste album blev udgivet, som jeg virkelig faldt på røven over. Bevares, der var god musik, men 2024 var et år uden mesterværker. Det sætter ens dedikation på prøve, når man gennem en længere periode ikke for alvor får pulsen op. Måske er jeg bare gammel og forvænt, måske har vores elskede kultur haft et år med tendens til flatline. Vi håber på et bedre 2025.

Nåja, og højtbesungne Zeal & Ardor udgav en absolut rædderlig plade. Det var hverken de eller vi tjent med.

Største ønske for 2025:

Vildere, klovn! Vildere! Bands der tager flere chancer, tænker større og tænker nyt. Metallen er på mange måder bedaget, vi har brug for flere, der vil mere.

Det glæder jeg mig mest til i 2025:

Den kroniske, bedrevidende småsurhed, som er en anmelder forundt, giver sig selv. Det får de små lyspunkter undervejs, der trækker op i de nedadvendte mundvige, til at synes så meget mere intense. I 2025 vil jeg nyde de øjeblikke i endnu højere grad.

Og 1000Fryd i Aalborg genåbner. Det bliver et gigantisk boost for koncertscenen i det jyske, hvis vigtighed ikke kan understreges nok.