Top 5 - Award Shows

I lørdags kunne man nok engang opleve et ligegyldigt awardshow i tv. Sådan har det ikke altid været. Vi giver et bud på fem af de bedste og mest underholdende momenter fra dengang, awardshows var værd at se.

I lørdags løb Danish Music Awards af stablen og blev transmitteret direkte på TV2 – arnestedet for ligegyldige liveprogrammer. DMA er den årlige fest, hvor branchens selvfede typer tropper op iført Soundvenue-dikterede tøjklude, og hvor dansk musiks ypperste talenter skal hyldes. Altså de kunsterne, der bliver spillet i radioen, og som om få år er glemt igen og opgivet af pladeselskaberne, når den sidste mønt er presset ud af produktet. 

Opmærksomme læsere har i kølvandet på showet måske bemærket en harme fra flere mennesker på de sociale medier over, at årets rockudgivelse, der gik til Spids Nøgenhat, blev uddelt før liveshowet sammen med priser i de øvrige ildesete genrer. Men hey, sådan er det jo, man skulle jo nødig skræmme pøblen og parnasset væk foran fladskærmene.

Well, det er det såmænd intet nyt i. I Danmark har vores rock- og metalkultur nu altid været lysår væk fra eksempelvis vores norske og svenske broderfolk, der i den bedste sendetid har haft bands  som The Kovenant, In Flames, Graveyard, Ghost, Watain, Taake og The Haunted oppe på scenen for at modtage priser eller spille på direkte tv.

Den slags forbliver naturligvis ønsketænkning på dansk grund, hvor vi i stedet skeler til amerikanske forbilleder som MTV Music Awards og andre lignende Se og Hør-shows. Men fra før verden gik af lave, blev politisk korrekt, og Janet Jackson flashede en brystvorte, og et hysteri af usete dimensioner bredte sig, var der rent faktisk noget ved at se prisuddelinger. Især på MTV.

Vi husker måske ikke alle de største øjeblikke. Men i ugens top 5 giver vi et bud på fem af de bedste og mest underholdende momenter, der kan støves op på YouTube.

1. MTV Video Music Awards 1993 – Pearl Jam og Neil Young

Vi kan nok alle blive enige om, at stoffer ikke er sundt for krop eller sjæl. Men vi kommer næppe udenom, at ulovlige substanser altid har påvirket en del rockstjerners adfærd.

Tag nu den gode Eddie Vedder, der i en alder af 28 år og i totaldopet tilstand sammen med resten af Pearl Jam og en fuldstændig ustyrlig Neil Young fremfører sidstnævntes udødelige klassiker ’Rockin’ In the Free World’ igennem syv minutter, inden alt grej bliver smadret.

Vedder flår mikrofonstativet fra hinanden og deler pænt resterne ud til publikum, mens Neil Young naturligvis fortsætter med at flå, øh spille, i guitaren. Live-tv anno 1993. Sådan det skal det nemlig være!




2. MTV Video Music Awards 1993 – Guns n’ Roses og Elton John

Vi bliver på MTV, hvor Dana Carvey (Garth fra ’Wayne’s World') er vært i 1992 og introducerer showets afsluttende nummer. Guns n’ Roses i duet med Elton John og et stort symfoniorkester, der fremfører kæmpehittet ’November Rain’.

På det tidspunkt var bandet under indflydelse af flere stoffer, end hvad der omsættes for om dagen på Istedgade. Det kan både ses og ikke mindst høres på Slashs guitarspil.

Men humøret er højt, og det her er simpelthen et af de det mest episke øjeblikke i kanalens historie. Især i det sidste stykke, Axl drikker af vinbærgeret, Slash stiller sig op på pianoet, og en cool Elton John er helt på bølgelængde med rockstjernerne. Særligt i afslutningen, hvor han rebelsk lige klasker med pianoets låg!




3. Grammy Awards 1992 – Metallica

Legendarisk klip med Lars Ulrich og Metallica. I 1989 indførte Grammy-showet prisen for bedste hard rock/metal performance. Det lå i luften, at Metallica ville snuppe prisen for ’...And Justice For All’, men den gik chokerende nok til det fløjtespillende rockband Jethro Tull, der jo bestemt ikke er dårlige, men som immervæk ikke er ret metal.

Efter hård kritik separerede man året efter prisen i to: rock og metal. Metallica hev metalprisen hjem tre år i streg. Først for ’One’, så deres cover af Queens ’Stone Cold Crazy’ og endelig i 1992 for et regulært album, naturligvis den sorte plade. 

Da bandet går på podiet for at modtage prisen, har Lars Ulrich ikke glemt fadæsen få år tidligere og indleder takketalen med sin berømte, kække bemærkning ”We’ve gotta thank Jethro Tull for not putting out an album this year!”.




4.  MTV Video Music Awards 2000 – Limp Bizkit / Rage Against the Machine

Intet er bedre end skandaler på direkte tv. I 2000 vandt Limp Bizkit prisen for bedste rockvideo. Men den holdning delte Rage Against the Machines bassist Tim Commerford ikke. De tabte nemlig, og bassisten viste sin utilfredshed ved at løbe op på scenen, kravle op i udsmykningen og prøve at flå den til jorden.

Fred Durst er tydeligt irriteret, men tager det nu meget cool, alt imens flere vagter forsøger at få den stive bassist ned på jorden. Under stor tumult lykkes det dem at få ham ned, han bliver anholdt og tilbringer natten – med at sove sin brandert ud? – i spjældet.



Med reaktioner:




5.  RIP Magazines Anniversary Party 1990

Det her er egentlig ikke et awardshow, men en jubilæumsfest for metalmagasinet RIP, men bliver simpelthen nødt til at komme med på listen. Igennem små tre kvarter har Axl, Slash, Duff, Sebastian Bach, James Hetfield, Kirk Hammett og Lars Ulrich spillet hinandens numre og et par coversange. Til sidst skal der sluttes af med ’Whiplash’ med Bach på vokal.

Det går galt. Helt, helt galt. Bach kan ikke teksten, Slash tåger rundt i riffet, så de må afbryde sangen, mens en meget arrig Hetfield ser på og bliver godt tirret af en provokerende Axl Rose. Hadet er tydeligt mellem de to frontmand, og sidstnævnte stagediver to gange for at stjæle opmærksomheden, da de starter forfra på nummeret med Hetfield på vokal.

Både lyd og billede er af elendig kvalitet, men de her klip er fuldstændig uvurderlige!

Whiplash med Bach



Whiplash med Hetfield