En mudret røvfuld i overhalingsbanen
Pantsæt dit tandsæt og find armeringsjernet frem. Bonejammer vil slås. Og det vil du også.
2. Dead Meat
3. Floss in Hell
4. Fuck Elcykler
5. Grit Your Teeth
6. Death Race 2K
7. Chokehold
8. This Means War (This Means War)
9. 4-6-8
10. Citizen Death '22
11. Eyemaster
Du har været træls gennem en længere periode, mand. Det ved du godt. Du har spillet op, flottet dig med unødvendige breakdowns; med nogle melodistykker, der ikke passede ind, men som bare skulle være der, fordi melodier sælger. Du har endda overvejet at lære at spille på keyboard. Og du ved, at straffen kommer. Du ved, at lige om lidt går det ned.
”Lige om lidt” er nu. Og når først du er røget på jorden omme bag ved pølsevognen nede i gågaden, er det Bonejammer, der deler de slag ud, der holder dig på langs.
Deciderede høvl i lange baner er præcis, hvad kvartetten fra Silkeborg har griflet øverst på menuen på debutpladen. Og bare fordi de i pladeåbneren proklamerer, at du er 'Too Shit to Die' er det altså ikke ensbetydende med, at du kommer fra oplevelsen med alle visdomstænder stadigt siddende ret op og ned.
For albummet 'Another Day in Paradise', naturligvis behørigt dedikeret til Phil Collins, er en røvfuld godt og vel fra ende til anden. Bonejammer lægger stilen med en hård og, lad mig understrege dette med rigelig emfase, HURTIG gang hardcore-punk, der med mindelser om bands som Black Flag og The Accüsed stadig er så inficeret af både crust, grind, garagepunk og thrash, at et genrestempel egentlig mere fungerer som en vejledende retningspil end et endeligt stempel. Hovedsagen er, at musikken er kantet, grim, fræsende og egentlig røvligeglad med, hvad du måtte synes om netop dén. Du kan nyde den eller lade være. Tæv får du under alle omstændigheder.
Frem for alt spiller Bonejammer stærkt. De 11 skæringer blæser afsted i én køre, og det er med at holde et fast greb i tracklisten for at kunne følge med. Bandet skal dog roses for både stærke riffs og tilpas grimme og let lærte omkvæd, som er svære ikke at skråle med på og hjælper lytteren på vej med at finde hoved og hale i den fræsende helhed. Det er svært ikke at lade sig rive med og brøle af sine lungers fulde kraft, når 'Floss in Hell', 'Death Race 2K', den catchy og moderat irriterende '4-6-8' og 'This Means War (This Means War)' tordner ind i ørerne, for slet ikke at snakke om den, formoder jeg, Sartre'ske ironiseren over samfundets nytteløse forbrugerisme, unødvendige teknologiske udvikling og andre folks dårlige fucking kondi i førstesinglen 'Fuck Elcykler'.
Mens man ikke kan undgå at fornemme, at Bonejammer måske har grint lidt af sig selv undervejs i tilblivelsen af 'Another Day in Paradise', så er slutproduktet faktisk forbløffende stærkt. Albummet er på kanten til det underproducerede, hvilket klæder Bonejammers møgbeskidte, knallerttunede lyd, og hastigheden i de 11 sange på 26 minutter gør pladen konstant overrumplende og overfaldende, til tider muligvis også for bandet selv. De to lukkenumre, den thrashede 'Citizen Death '22' og et ret voldsomt grind-inspireret cover af Entombeds 'Eyemaster' giver en idé om, at Bonejammer er i stand til andet og mere, end hvad debuten her byder på.
Indtil videre er den dog i sig selv glimrende underholdning. Også selv om man ikke kommer fra første gennemlytning uden et blåt øje eller en blodtud.