Kort og godt: Fra Sydamerika til Silkeborg
Året lægger stærkt ud med EP’er i både doomy, kaotiske og eksperimenterende afkroge. Vi har samlet op på nogle af afstikkerne – og et par smuttere fra 2024!
Det korte format kan være det praktiske alternativ, når hverdagen buldrer derudad, og langspilleren bliver for stor en mundfuld. Ikke, at en EP nødvendigvis er nemmere at fordøje, hvis materialet kræver noget andet af dig – men det er da i det mindste hurtigere overstået, hvis nu en hel plade af samme skuffe bliver for meget af det gode!
Normalvis er det dog primært fuldlængderne, der har vores fokus, når da ikke denne artikelserie tjener til en fælles reminder om, at det altså også betaler sig at holde øje med EP-formatet – og således også her, mens 2025 endnu er ung!
Armory – ‘Black Star’ (udkom 21/2 2025)
Svenskerne har masser af tro metal-troopers, der hylder de klassiske paroler – og ynder du de speedede af slagsen, så er Armory et af de stærkeste kort på dén side af Øresund. Senere i år lander opfølgeren på den stærke ‘Mercurion’ fra ‘22, men allerførst får os utålmodige sjæle lige en syvtommer til at pirre nysgerrigheden lidt i mellemtiden. Med to numre på fire minutter hver er ‘Black Star’ hurtigt fortæret, og jeg kan forsikre om, at Armory holder kursen lige som du kender dem. Kontante bangere, jampacked med seje riffsektioner at hæve din knyttede næve til, mens Petrus Anderssons hidsige pitch skærer igennem lydmuren, når da ikke guitaristernes ferme samspil stjæler fokuset.
En helt igennem solid appetitvækker lige i Mephistos ånd, så mon ikke du kan score singlen der?
Bonejammer –’Carcinogenesis’ (udkommer 7/3 2025)
“Hovedsagen er, at musikken er kantet, grim, fræsende og egentlig røvligeglad med, hvad du måtte synes om netop dén. Du kan nyde den eller lade være. Tæv får du under alle omstændigheder.”
Således lød min kollegas dom, da Bonejammer for et år siden debuterede med fuldlængden ‘Another Day in Paradise’ – en dom, jeg fortsat kan forene mig med her på ‘Carcinogenesis’, for alt er betryggende meget ved det samme. Syv sange på 16 minutter, skramlende afsted i højeste gear uden at tage sig selv alt for alvorligt. Titelnummeret er en fortræffelig hærger, der på 2:20 min vælter rundt i mid-tempo grooves og fræsende anarchopunk-riffing, ligesom ‘Fossil of the Future’ går lige til struben uden det mindste rum til at ånde ud, før EP’en runder af med det herligt catchy omkvæd til ‘Har Du Glemt At Hade de Kristne” – en sikker vinder af et par skæve smil til Bonejammers koncerter fremover!
Alt er grimt, og intet er smukt, som det lyder i pressekittet, og det er så sandt som det er sagt. Forvent intet højpandet her – Bonejammer er metalpunk af den aldeles uhøjtidelige skuffe, lige til at skrige dig hæs til med abeslænget og en lunken Ceres eller ti.
Cosmophage – ‘Sidereal Malignancy’ (udkom 4/10 2024)
En promo, vi modtog fornylig, med info om, at den ville udkomme 31. januar, men faktisk er den udgivet digitalt tilbage i oktober måned. Langsomme bølgevirkninger, som rygtet er begyndt at spredes – men udover det er der bestemt ikke noget ved tempoet, der bliver discountet her! En riffdreven, ambitiøs EP ud i det kosmiske dødsmetal-univers, hvor der vist er blevet hørt tilstrækkeligt med Sinister og tidlig Blood Incantation i øveren.
Oprindeligt gik den brasilianske kvintet under navnet Utterance, men skiftede navn til Cosmophage i 2022, og dette er så det første resultat efter navneskiftet – og et blændende et af slagsen! Deres direkte punch bygges op med lag på lag af Azagthoth’ske riffstrukturer, men uden nødvendigvis at kræve en Ph.d. i hverken dødsmetal eller HP Lovecraft. Velsmurt, så energien og deres massive lydmur går op i en højere enhed, hvor enkelte sekvenser undervejs også er indlagt som mere ambiente detours.
Skal der noget malurt i bægeret, så er der ikke enkelte numre, der gør sig bemærket – men det er en EP på 21 minutter, så hvorfor ikke bare høre den i sin helhed? *klikker Følg*
Death Pulsation – ‘Demo’ (udkommer 7/3 2025)
Endnu en gang kaster vi et blik over på den anden side af sundet. Denne gang mod et helt nyt foretagende i den ekstreme ende, fra det altid stilsikre label Caligari Records. Death Pulsation disker her op med 14 minutters kaotisk dødsmetal på grænsen til war metal, med infernalske skrig og rallende growls, hvinende soli og blastbeats galore. Kompromisløs hærgen, uden det affejer de musikalske færdigheder – musikerne kan tydeligvis deres chops, men gør absolut intet for at forkæle dine øregange. Et ultravoldeligt soundtrack til at få din puls i vejret, og med kunstnernavne som Cracked Skull Revelation (guitar) og The Throat Of Open Graves (sanger) ved du da også hvad du får.
En hidsigt charmerende demo fra den dybeste, svenske undergrund, der kan anbefales til jer rådne dødsentusiaster derude, når I har brug for et kick, der presser ekstremmetallen ud på den yderste klinge!
Obsidian Scapes – ‘S/T’ (udkommer 28/2 2025)
Tysk doom af den hidsige skole, hvor Primordial nok ikke har levet helt forgæves, omend kanterne er noget mindre tilslebne. Pudsigt at udgive denne debut-tolvtommer blot en måned, før de ligeledes debuterer med deres første fuldlængde ‘Death Chants Echo From Aphotic Void’, men navnet skal ud, og dét kommer Obsidan Scapes så sandelig her med den intense, otte minutter lange ‘Endless Sea of Dead Mirrors’. En nærmest hymnisk dyster affære, der slæber sig i gang, inden fanden tager ved dem halvandet minut inde, og hvor særligt trommeslagerens dynamiske opbygninger, den tunge guitarmur og sangerens harske brøl er drivkrafterne, der sælger varen.
Desværre får vi ikke flere originale numre fra dem end det – til gengæld får vi på B-siden et næsten 10 minutter langt cover af Sigh-klassikeren ‘At My Funeral’, og så er standarden da vist også lagt tungt for debuten i vente. Mere om den inden længe …
Wędrowcy~Tułacze~Zbiegi – ‘Droga Do Domu’ (udkom 19/12 2024)
En gang imellem kigger man bare på et kunstnernavn og tænker “det her kan kun være håbløst”. En sjældnere gang imellem må jeg så bide mig selv i læben og erkende, at mine fordomme fejlede.
Vi snakker musikere fra bl.a. Gruzja, Thaw og Furia, der henover de sidste ti år har udnyttet denne konstellation (hvis kunstnernavn i øvrigt kan oversættes til Vandrere-Vagabonder-Flygtninge) som et kunstnerisk frirum til at kunne smide alt uden for deres vante comfort zone i den sorte gryde. Således også her, hvor vi henover tyve minutter bevæges godt rundt i arty, dark folkede sindelag med både elektroniske og black-metalliske sidespring. Thy Catafalque spøger her og der, mens ‘Agapa II’ fungerer som det blackede outlet med buldrende stortrommer og hvad der lyder som en Otamatone (!), og ‘Jak Spalić Wieś’ viser dem i det mere latter day Depeche Mode-mættede hjørne. Hvor vidt de end favner, så er ‘Droga Do Domu’ dog et betagende lille bekendtskab med dette sideprojekt, der desværre afvikles i kraft af denne udgivelse – men så kan jeg da også endelig få lyttet op på alle de mange udgivelser, de har produceret de ti år forinden.
PS. Al det positive aside, så burde cheesy hornlyde som dem her på titelnummeret afskaffes ved lov fra ethvert eksisterende keyboardarsenal.
PPS. Fås et albumcover overhovedet mere polsk end det her?!?
