Linkin Park og jagten på et nyt udtryk
Populær
Linkin Park forsøger på 'The Hunting Party' at smede deres bedagede rapmetal sammen med ny og løssluppen punkenergi. Det lykkes kun delvist.
All For Nothing (feat. Page Hamilton)
Guilty All The Same (feat. Rakim)
The Summoning
War
Wastelands
Until It's Gone
Rebellion (feat. Daron Malakian)
Mark The Graves
Drawbar (feat. Tom Morello)
Final Masquerade
A Line In The Sand
Det mest bemærkelsesværdige ved Linkin Park er nok, at de har formået at holde karrieren fint i gang, lige siden de storhittede med 'Hybrid Theory' omkring årtusindeskiftet. Det er langt mere, end man kan sige om deres samtidige genrekollegaer Limp Bizkit, som alle dage var et irriterende orkester, og Korn, der i mindst ti år udelukkende har turneret og udgivet plader for at skrabe sammen til bandets forhåbentligt snarlige pension.
Linkin Park anno 2014 lyder i mine øren ikke væsentligt anderledes, end de gjorde i 2000, men efter i en række år at have have flirtet mere med et mere elektronisk funderet udtryk, markerer 'The Hunting Party en tilbagevenden til deres originale rapmetal-rødder.
Rap-elementerne er stadig tilstede, men er dog tonet en smule ned til fordel for et mere punket udtryk, der umiddelbart virker som den retning, bandet forsøger at finde. Guitarerne er i forgrunden og får lov at skramle og larme, ligesom der i næsten hvert nummer klemmes soloer ind. Fint nok, men efter endt gennemlytning kan vi dog konstatere, at sammensmeltningen mellem rap og rock/metal stadig er en uhellig alliance, som det i musikhistorien kun er lykkedes for ét eneste orkester at forvandle til langtidsholdbar musik (læs: Rage Against the Machine). Genren som sådan burde være gået i glemmebogen for længst.
Ligegyldige gæster
Pladen får også fornemt besøg fra en række kendte kunstnere, som dog hverken gør fra eller til for det samlede udtryk. Page Hamilton fra Helmet synger omkvædet på den punkede 'All For Nothing', som lyder som en mellemting mellem nyere Offspring og Bad Religion. Den korte og (igen) punkede skæring 'War' kunne også lige så godt være skrevet af Bad Religion. Måske er det pladens mest aggressive nummer, hvilket ikke siger så meget i denne sammenhæng.
System Of A Down-guitaristen Daron Malakian medvirker på nummeret 'Rebellion', som da også udmærker sig med et System Of A Down-lignende hovedriff og et fint og melodisk omkvæd. Alligevel kommer fremstår nummeret som en letvægtsversion af netop System Of A Down, og det forbliver en ligegyldig gæstevisit.
Tom Morello fra netop Rage Against the Machine medvirker også på pladen, uden at det dog kan høres. Det sker på det totalt ligegyldige instrumentalnummer 'Drawbar', hvor der ikke bliver taget én eneste powerakkord, men i stedet bliver leget med klaver og synthesizer.
En musikalsk Big Mac-menu
Pladens bedste nummer er måske den melodiske 'Until It's Gone', som er klassisk Linkin Park, hvor et vers med synthesizer og elektroniske samples fører til et storladent og synthesizertungt omkvæd, inden nummeret køres i hus med en guitarsolo og endnu et omkvæd. Det har intet med hverken punk eller metal at gøre - det lyder egentlig nærmere som DJ Tiësto, men den gode melodi limer dog trods alt stumperne sammen.
Pladen er den første i over 10 år, som ikke er produceret af Rick Rubin. Det kan høres i pladens lettere diffuse udtryk, hvor der bliver leget med alle elementer i værktøjskassen, men hvor et samlet og konsistent udtryk ikke er at finde. Det er dog en nem plade at lytte til. Linkin Park mestrer de gode og ofte banale melodier og koger disse sammen til et letfordøjeligt musikalsk traktement. Mæthedsfornemmelsen forsvinder dog meget hurtigt, og man har ikke rigtig lyst til at tage en portion til.