Hjemsøgende og mesterligt
Tavsheden er brudt. Nortts første album i syv år er fortvivlende autentisk, smukt og ondt.
Dødsengel
Død Mands Sang
Alt Er Tomhed
Ensomhed
Ihukom Natten
Bøn Til Døden
Udslukt
Der er et eller andet fantastisk i, at se ud af vinduet, lægge mærke til forårets små grønne spirer kæmpe sig op mod solen og have Nortts nye album ‘Dødssang’ i ørerne. En kontrast, en dualitet – og så alligevel.
Det er i mørket, at drømme og frygt danser i sort symfoni, og i mørket, at sjælen finder ro i den dybeste stilhed. Lysets strålende åbenbaring bør netop tilskrives mørket, og mørket giver vel præcis dybde til lysets glans. En evig cyklisk påmindelse om vigtigheden af balance, spørg bare din nærmeste depressive ven, om ikke årets første solskinsdage er de værste. Spørg også dig selv om ikke danske Nortt har begået et af årets sorteste, mest desperate og smukt kompromisløse stykker lydkunst. Hvis du tør lytte.
Det er syv år siden, vi sidst hørte fra Nortt. ‘Endeligt’ kom på gaden en af årets sidste dage i 2017 og den nye udgivelse ‘Dødssang’ lægger sig på mange måder i samme bane. Den hårdkogte, men rolige og langsomme funeral death med sort stearinslys-sod drivende ned af kolde vægge – en rå, intenst kvælende atmosfære med isolation, død og desperation som følelse, mens man uundgåeligt lader sig nedsænke i sit eget, eller det soniske mørkes afkroge. Et purt, smukt og klart nattemørke, der omslutter og hjemsøger med langsomme guitardele, krystalklart klaver og Nortts karakteristiske, gutturale vokal. Det er ondt og yndefuldt på en gang. Som på ‘Dødsengel’ – et langsomt og slæbende nedtrykt nummer med tung guitar, et melankolsk og nedslående klaver samt Nortts desperate, raspende og helt igennem afsindige vokal, kun afbrudt af en sentimental, vrængende og uhyre stemningsskabende guitarsolo mod enden. Et nummer der, som på resten af albummet byder på tristesse, tungsind og en overordnet tomhed trods afklarede tanker. Eller ‘Bøn til døden’, en klassisk Nortt-skæring med en superdepressiv og desperat følelse samt sløvt, simpelt og effektivt guitararbejde, der hjemsøgende skærer sig ind i dit indre, kun forstærket af klaver, rumklang og generel melankoli i sin afmagt.
Trods sin dysterhed
Der er ingen der siger at du nødvendigvis får det godt af at lytte til ‘Dødssang’. Står du på klippen og mangler det sidste skub, er dette album potentielt det endelige rygstød. Samtidig kan det modsatte også være gældende, for der er en vis uskyldig renhed, en vis tryghed i det sorte mørke. Der hvor lyset, som kontrast, er størst eller lettest at få øje på. Det er dit eget (eller din vens) mentale helvede, som Nortt kaster lys på. De mørke tanker i isolation. Livets realiteter. Ubekymret forfærdethed sat på lærred med lyd. Det er lige så urovækkende som det er trygt, lige så grumt som det er smukt, og lige så simpelt det musisk reelt er, lige så komplekst og tankevækkende er det på samme tid.
Nortt har begået et af årets mest særegne, mest kompromisløse danske metal-albums. ‘Dødssang’ tilbyder fordybelse i en nærmest håndgribeligt sørgmodig atmosfære, med fængslende håbløshed og martrede melodier – som en dyster, men smuk ode til livets uundgåelige endelighed.
Hvis du eller en, du kender, går med tanker om selvmord, så kontakt Livslinien på 70 201 201.