Underkastelse og katarsis
Violent Magic Orchestra sprang i luften på et godt pakket Radar. Vi, der overgav os, fik en oplevelse for livet.
Der var næppe den store tvivl om, at rygterne om japanske Violent Magic Orchestras voldsomt inspirerede optræden sidste sommer på Roskilde Festival havde gjort sit til, at Radar faktisk var ganske velbesøgt denne aften. Resten skyldtes formentlig at supportkunsteren ****&c. (udtales 'Beep Etcetera' og ja, det er ret prætentiøst og jeg nægter at skulle taste det navn flere gange i denne anmeldelse) havde sin egen lille fanklub med. Hvilket egentlig fungerede fint for kunstneren, der med sin selvudnævnte ”Gameboy music” fik sat gang i en hel lille fest i salen, allerede inden hovednavnet havde forladt merch-boden for at gøre sig klar til kamp.
Det var da heller ikke uinteressant at iagttage musikeren med det borgerlige navn Tanis Silke Nielsen stå i ensom majestæt bag en DJ-pult iført batik og pandelampe med en Gameboy i hånden og servere et elektronisk mix, der var ligedele Super Mario, kradsende dubstep, tonstung bas og en snert af aggro-tech. Et finurligt mix-up, der fint kunne have fungeret uden de vokaler, der kortvarigt blev tilsat, og som mest gav indtryk af, at kunstneren bare lige havde lyst til at råbe noget, snarere end at det tilførte musikken noget synderligt. Overordnet set var DJ'en en udmærket oplevelse, om ikke andet fungerede det for størstedelen af publikum og fik sat scenen og stemningen. Mission fuldført.
Opstigning til Helvede
De fleste havde, som nævnt, nok hørt et og andet om, hvad Violent Magic Orchestra stod for, og hvad et publikum kunne forvente. Bandet, der denne aften var en kvartet med den diminutive og nærmest fe-agtige sangerinde Zastar i front foran tre ligmalede musikere, tog sig derfor sin tid til at bygge en stemning op. Nærmest at tirre publikum med en afdæmpet igangsætning, inden vanviddet for alvor kunne tage over.
Store visuals udfolde sig på bagvæggens projektorlærred, mens det særdeles Aphex Twin-inspirerede ensemble langsomt lod os vågne; et dæmpet og forvrænget growl her. En guitar der snuser til et black-metallisk riff der. Altsammen hen over store lydflader med klange, der lullede os ind i en falsk sikkerhed.
For pludselig eksploderede Violent Magic Orchestra. Zastar åbnede nu halsen, og sirenesangen fra underverdenen stod os ud i ansigterne, mens de brede klange pludselig transformerede sig til bastante, tungere basgange; til hårde hamrende trommer, der i selskab med bandets større arsenal af strobelys og projektører pludselig trak os fra en tornerosesøvn til en brat og voldsom opvågnen. De fleste vidste nok, hvad Violent Magic Orchestra var; alligevel blev vi, alle som en, overmandet af den insisterende voldsomhed, bandets musik har, ikke mindst i en live-kontekst.
Helheden over delene
For gruppen skal opleves live. Deres mix af black metal-vokaler, guitarer, gabber-rytmer og Aphex Twin-pastiches er rigtig fin på plade, men live tilføjer det højenergiske band en helt ny dimension til oplevelsen. De to elektroniske musikere i bandet, der angiveligt har opkaldt sig efter Mayhem og Darkthrone, fløj på skift ud mellem publikum, når bassen blev allerhårdest og -hurtigst for at gejle os endnu mere op, og størstedelen af Radars publikum, såvel teenagere som midaldrende metalhangarounds, følte formentlig, at de ikke rigtig havde levet, før de denne aften fik lov at danse hardstyle i rundkreds omkring en afsindig japaner i pandamaling iklædt en gammeldags elefanthue påsat en hel pakke kabelstrips.
Violent Magic Orchestra var en helhed af lyd, i særdeleshed lys og live-tilstedeværelse. Ingen af de tre faktorer føltes vigtigere end de andre, når man som publikum stod midt i oplevelsen, og ingen af de tre kunne undværes. Det var alt eller intet. Violent Magic Orchestra gav og alt, og vi tog imod.
Jo, det var en oplevelse. Jo, du skulle være der, for at forstå, hvor imponerende bandets indsats egentlig var. Men overgav du dig; lod du hånt om at tage notater til senere brug og prøve at dechifrere det enkelte sange midt i lydkaosset, men i stedet blot leve i det og nyde det; så var Violent Magic Orchestra en oplevelse, du sent vil glemme. Det gjorde jeg. Og det var de.