RB 25: Et kig på programmet 10/10
I denne sidste, programrelaterede optakt til Roadburn tager vi endnu en gang fat i de mange spændende, elektronisk baserede acts, som du kan forvente musikalske oplevelser fra på festivalen.
Med otte dage, til Roadburn løber af stablen, tager vi et sidste spadestik ned i programmet. Som i forrige kig på selvsamme er det gennem den elektroniske linse. Savner du rock og metal i fokus, kan du med tryghed kaste dig over de resterende otte artikler.
Som det ditto blev nævnt i det forrige skriv, er der rig mulighed for at få dine elektroniske vibes på på Roadburn. Du kan med lidt programjungleren fuldstændigt undgå enhver form for guitardrevet musik og vandre fra den ene koncert til den anden, mens du skifter mellem atmosfærisk EDM, hårdt pumpende beats og alle facetterne derimellem. Festivalen giver dig et rigt udpluk af oplevelsesværdige acts inden for de elektroniske genrer, herunder følgende vi gerne vil fremhæve.
Curses
Torsdag, 20:30
Det Berlin-baserede projekt Curses befinder sig i den mere afslappede ende af spektret. Bagmanden Luca Venezia er kendt for at blande darkwave, post-punk og EBM i et sammenhængende mix og får det hele til at lyde som et goth/synth-soundtrack fra firserne – eller som The Cure, hvis bandet bollede med Kavinsky. Det er en kærkommen mulighed for et chill-moment på festivalen og et indre groove. Hvor Venezia normalt står alene bag DJ-pulten, kan man forvente live-guitar, -trommer og -synth, når Curses indtager The Engine Room.
Violent Magic Orchestra
Søndag, 21:20
Modsat bliver det hidsigt, når det japanske kollektiv Violent Magic Orchestra spiller op til rave. Her får du black metal, techno, harsh noise, industrial og lyskunst i en ekstremt intens liveoplevelse. De kalder selv deres stil digital black metal – men det føles lige så meget som en industriel rave-apokalypse som en metalscene.
Vi så dem på Roskilde Festival sidste år, hvor kollektivet leverede en ekstramt indlevende og intens oplevelse, som vores skribent beskrev som “Dystopisk opløftende rave i Neo-Oslo”.
Dame Area
Torsdag, 21:40
Fra black metal-rave til voldsom dansemusik. Dame Area er en duo fra Barcelona, der spiller en rå, minimalistisk og ekstremt dansabel blanding af industrial, post-punk, tribal-rytmer og synth-punk. De kalder selv deres stil for "Industrial Tribal Wave" — og det giver faktisk ret god mening, når man hører dem. Der er maskinelle trommeloops, rå vokal på spansk, hypnotiserende synths og uanede mængder energi, som bandet også er kendt for at levere i live-kontekst.
Warrington-Runcorn New Town Development Plan
Fredag, 18:00
Som min medskribent tidligere har nævnt, er dette års koncert med Warrington-Runcorn New Town Development Plan et af de to såkaldte ’Comissioned’ shows. Under overskriften ‘Industrial Growth’, får vi en koncert med fokus på verdens tilstand med minimalistisk, elektronisk musik, der for nørder bliver et sandt festfyrværkeri af gammeldags synthesizer-håndværk, som i bedste Roadburn-ånd inviterer publikum helt ind i skabelsesprocessen af knitrende sprødt, ambient techno og eksperimenterende tilgang til elektronisk musik.
Kaukolampi
Lørdag 23:20
Bag navnet Kaukolampi finder vi naturligvis Timo Kaukolampi, den finske musiker og komponist, bedst kendt som medlem af det eksperimentelle rockband K-X-P og som del af Haunted Plasma, der også gæster Roadburn i år. Under sit soloprojekt, Kaukolampi skaber han en unik lyd, der fusionerer kosmiske elementer med techno, metal og mørk ambient musik. Tænk filmisk kvalitet og underlæggende soundtracks til storladne og atmosfæriske scenarier.
Mere bliver det ikke til i denne gang, men der er masser af unævnte muligheder for at få en afstikker til det elektroniske, skulle man have lyst til det. Roadburn har din ryg og du kommer ikke til at kede dig.