Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En forårsklassiker er tilbage – Ilter Festival 2025

Updated
482020347_1127496409175456_3636380669327480060_n

Det er forår, det er fryd. Ilter Festival er tilbage, og ungdommen samles for at cirkelsparke hinanden i fjæset. Vi giver vores bud på, hvorfor det bliver fedt.

Titel
+ Eyes + Decorticate + Barren Womb + Dartz + Foot to Face + JJ & The A's m.fl.
Spillested
Forfatter

Krokussen er sprunget i blomst. Det samme er pollenallergien, de blege stikkelsbærben har blændet den første modkørende cyklist, og reklamerne for seniorrejser med Aarhus Charter er landet i Facebook-feedet.

Foråret er trådt i karakter.

Og som et andet Flandern Rundt er en dansk forårsklassiker tilbage. Ilter Festival i Odense. Nu er Ilter jo ikke en festival, man per definition skal beskylde for at være traditionsbunden, så sidste år lå den pludselig i august, hvilket var meget forvirrende for mindre omstillingsparate seniorer som eksempelvis Devilutions redaktion. Derfor byder vi det odenseanske punk- og hardcore-overflødigshorn velkommen tilbage på forsiden af årskalenderen fra Mayland, nærmere betegnet den 9. og 10.maj.

Men hvad kan den så, den lille komsammen nede i kælderetagen på Teater Momentum?

Som enhver hjertevarm dafuq-oplevelse er Ilter selvfølgelig en festival sammensat af en masse bands, du aldrig har hørt om før. Nåja, og Hexis. Hvem er eksempelvis dit yndlingsband fra Mexico? Altså nu hvor Juan Brujo er død og du ikke hører Molotov mere, fordi du er fyldt 40? Præcis, det er garanteret Joliette. For hvem har ikke brug for lidt mere screamo-mathcore i deres liv?

Og kan du forestille dig at leve resten af dine dage uden at elske et band, der har fremavlet så fremragende sangtitler som 'Bachelor of Puppets' og 'Keep It Rl'yeh'? Nej, vel? Barren Womb har din ryg, homie, når de spiller punk og sludge fra fjeldtoppenes land.

Mere! Vildere! Højere!
Læg dertil et halvt Forenede Nationer med Dartz fra New Zealand, der spiller rock lige ud af den lukkede carport, Siste Sort fra Bergen, der både hedder noget med sort og er fra Bergen og alligevel ikke har en skid med black metal at gøre, tyske Surreal Fatal, der føler post-hardcoren på Bismarcks eget modersmål og belgiske Ronker, der selv hævder at spille ”blackened post-punkgaze”. Lyder det ikke åndssvagt? Jo! Og fedt! Jo!!

For slet ikke at tale om The Hirs Collective, der som sande core/metal-avantgardister smider alle konventioner overbord og bare stikker i amokløb mod evigheden. Det bliver en af de oplevelser, du helst vil have før dine venner.

Og siden du formentlig ikke kender nogen af alle de ovenstående, er der selvfølgelig også de velkendte, hjemlige spillere. Eyes, der spiller til cirka alle punk-arrangementer i kongeriget. Hexis, der spiller til alle arrangementer. Punktum. Ja, vi ved godt du har set dem før, fordi de allerede har været på tre turneer, hvor de har optrådt i din cykelkælder, men nu kan du se dem igen.
Ilter byder også velkommen til Jakobe, der giver liv til den hjemlige riot grrrl-bevægelse og JJ & The A's, der allerede har fjollet sig ind i folks hjerter på både Copenhell og Roskilde Festival. Læg dertil Henret, der gør lige præcis dét, samt de lokale helte fra Foot to Face, der satte liv i deres social medier i løbet af 2024 for endeligt at genopstå fra de døde til årets festival.

Hvis ovenstående ikke er nok, kommer der også Decorticate. Du ved, dem der skruer distortion-pedalen op på ”hakket kød” og smadrer alt, hvad du har kært. Vi håber, at de husker at feede mellem numrene, så koncerten kommer til at vare over ti minutter. Ellers er det også okay. Det bliver fedt alligevel. Vi skal i hvert fald nok være der.