Copenhell 24: Triumftog ved midnatstide
Populær
John Cxnnors triumftog på Copenhells bedste scene, Gehenna, var en milepæl for både duoen og for Copenhell, og de tog ingen fanger.
Med mere og mere sikre forlydender om en ordentlig omgang regn under koncerten ankom vi til Gehenna kvart i spilletid i hvad, min mor ville kalde fornuftig påklædning. Det viste sig at være klogt og på mange måder også ret overflødigt, men i det mindste havde vi muligheden for at skærme for regnen.
Jeg var taget til koncerten med en med-anmelder, der grundet alt muligt ikke har fået set John Cxnnor endnu, og det træk tror jeg, han delte med mange andre til koncerten. Men ordet havde spredt sig, og allerede i god tid inden koncertstart var det tid til at sikre sig en plads i de forreste rækker, efterhånden som Gehennas lille skovbryn blev fyldt op af mennesker.
En hurtig introduktion til duoen kunne lyde sådan her: Den består af Rasmus og Ketil Sejersen, der også spiller sammen i LLNN. Når de optræder, sker det ofte med spektakulære shows, der både visuelt og auditivt overstiger alle forventninger gang på gang. De tager altid mellem én og mange gæstevokalister med op på scenen og hyppige gæster under John Cxnnors shows er Victor Kaas fra Eyes og Andreas Bjulver Paarup fra Cabal, Jacob Bredahl (Riverhead, Smertegrænsens Toldere) og naturligvis hele Hiraki. Noget i deres vokaler og udtryk og John Cxnnors lyd matcher bare rigtig godt. Men de kan også overraske, hvilket de gjorde både på Roskilde 2022, hvor de havde et større sammenrend af den samlede danske hardcorescene og omegn en tur på de skrå brædder, eller som på Roadburn i 2023, hvor de spillede en magisk koncert med gæsteoptrædener fra både Kaas og Bjulver, men også fra Mai Young Øvlisen fra Mejah og Kim Song Song Sternkopf, måske allerbedst kendt fra Møl.
Og hvad gør en stakkels anmelder når John Cxnnor denne fredag aften på Copenhell vælger at gange alle de vilde oplevelser, de allerede har leveret, tilsat livemusikanter fra dengang, hvor alting startede, og toppede op med en flok uregerlige hekse? Og hvad gør man, når det regner så meget, at man alligevel ikke kan stå ude i siden og se skribent-agtig ud fordi regn på iPhone og skriverier på selvsamme iPhone ikke matcher skide godt? Man går i pitten, og man bliver fuldkommen gennemblødt og glad helt ind i sjælen.
Uhyggelig og overlegen åbning
Koncerten startede med en ildevarslende intro, der snart fik godt og uhyggeligt selskab af Sternkopf, som må siges at være en ret perfekt åbningsartist. På Roadburn kårede vi dengang Sternkopfs optræden til være blandt de bedste fra hans hånd, og naturligvis skulle han denne aften toppe den optræden. For ligesom alle andre bands, så vokser artisterne også i John Cxnnor – også selvom de ikke mødes så tit. Brødrene havde vist også fået pudset lidt på nummeret, og så var vi i gang.
Kim leverede en aldeles fremragende optræden, og selvom jeg ved, hvor flink han er på jorden, var han et uhyre på scenen, mens han manede dommedag ned over vores hoveder. Ikke at Kim fik lov til at dvæle længe ved den rolle, for netop som nogen måske troede at der trods alt var lidt “rigtig” metal i showet, slog det om i det vildeste doom rave, med selskab fra Hiraki. Og når jeg siger selskab betyder typisk at de entrerer på scenen med cirkelspark og stikveste.
Laserlys og tråde til fortiden
Sjældent ser man mennesker så bindegale på en scene, som når Jon Gotlev, Tue Schmidt Rasmussen og Tim Frederiksen slår sig løs for alvor. De fik dog ikke lov til at lege drenge-hule ret længe, før Øvlisen viste sig på scenen og tilsluttede sig dommedagsravet. Også Christian Bonnesen - tidligere guitarist i The Psyke Project, tidligere frontmand i LLNN, og dette år på Copenhell med sit nye projekt, New Money, nåede omkring første akt og tråden til der, hvor det hele startede for Rasmus Sejersen, blev hermed trukket lige så tydeligt op som det gigantiske laserlysshow, de fyrede af henover hovederne på os. Sad der duer i træerne overfor, tror jeg, de blev skåret over. Og i regnen blev det visuelle udtryk endnu stærkere, som regnen glimtede i blodrøde og isblå nuancer, og der dannedes små skiver af skyer hen over scenen, hvor scenerøg og laserstråler mødtes.
... men hvorfor ikke spille det live? Egentlig...
Men tilbage til fortiden. For hele resten af koncerterne var tråden til The Psyke Project stærk og elegant indarbejdet, og John Cxnnor formåede at overraske ved endnu engang at dreje kaleidoskopet bare lidt og introducere … livemusikere. I et doom-rave. Rimelig modigt move givet, at når master tracket kører, så kører det. Der skal ikke sættes mange fingre galt, før det begynder at sejle, men det var bare vildt tjekket og helt igennem gennemført. Af tre omgange blev koncerten sat i nyt gear med netop dette greb, og vi må kippe lidt med hatten til musikerne fra hedengangne The Psyke Project for at tage udfordringen op og skabe solide rumdelere i et show, der skulle vise sig at bestå af i alt fire akter.
Vi kan umuligt anmelde hele koncerten slavisk – til det skete der for meget. Men mon ikke ovenstående giver et meget godt indtryk af det rend af vokalister og musikere, der var på scenen – alt imens at de to hjerner bag projektet stod forholdsvist roligt helt bagerst på scenen og betragtede begivenhederne, master planen, udfolde sig nøjagtigt, som de havde forudset.
Gennemblødt pit i hopla
Fra start til slut var der den vildeste fest i pitten. Mange crowdsurfede. Flere kom forbi mit korte legeme og svage arme og fortrød. Sådan er det jo nogle gange. Folk var drivvåde. Stod i mere eller mindre velegnede, papirstynde plasticregnslag, blev gennemblødte fra top til tå - og var ligeglade. Der var fest og fælleshopning foran scenen fra start til slut, og selvom jeg aldrig nåede ned på de bagerste rækker, var det en af de sjældne midnatskoncerter, hvor publikum faktisk blev hængende. Og efter en lang dag med rigtig mange musikalske indtryk, ti gange så mange øl og en masse støv, så skal der noget til. Det noget havde John Cxnnor.
Vrede mødre og skrigende hekse
Noget skal dog fremhæves frem for andet. For eksempel, da Øvlisen gav den fuld skrue som Sarah Connor, men i en anderledes, mere fortættet version af Shadowwalker, end vi så det på Roadburn. Hun var vred. Rigtig vred. Mere udadreagerende.
Mere desperat. Og mere sårbar. Det kræver noget at frembringe alle de udtryk på samme tid, men meget er sket siden 2023, og mon ikke den intense desperation og nærmest udadreagerende vrede, hun gav udtryk for, kan vække genklang i mange mødres hjerter, når de kigger på cirka ti minutter af nyhederne på en tilfældig dag og ser verdens tilstand. Det var i parantes bemærket også der, jeg tog mine ørepropper ud, fordi vokalen måske var en lille bitte smule for lav og fordi jeg vidste lidt på forhånd hvad der ventede på vokalsiden. Og ja - jeg fortrød lidt dagen efter.
Hen mod slutningen af tredje akt kom det længe varslede og her på magasinet annoncerede samarbejde med Witch Club Satan ud og blev vist frem. Ind på scenen trådte de tre hekse fra gruppen, og med sjævesønderrivende skrig flænsede de sig vej gennem publikum, der stod først forbløffede, og derefter ekstatiske, over de tre kvinders magtdemonstration på scenen, der i intensitet langt overgik deres nylige koncert på A Colossal Weekend.
Med lange sorte parykker, bare overkroppe og tynde lange hvide nederdele trodsede de vejrguder og den dejlige danske sommernat og gav den fuld skrue helt ud ovenpå publikum. Det var ganske enkelt vanvittigt, og skulle man være i tvivl, så passer Witch Club Satans teatralske udtryk utroligt godt til John Cxnnor.
Galskab og musikalitet
Sidste akt var en slags sløjfe på det samarbejde, der startede tilbage på Roskilde. Victor Kaas, Andreas Bjulver Paarup og Hiraki kan et eller andet sammen, som kan virke uforståeligt. Deres tekniske og kunstneriske kunnen er overlegen på mange måder, men de formår - formodentlig gennem mange års på-kryds-og-tværs-samarbejde - at lade galskaben råde uden at miste tøjlerne. 
Og galskaben fik maksimalt gas i sidste akt, der (naturligvis) afsluttedes med Jacob Bredahl finalescoring i rollen som Terminator i nummeret 'Bunkers'.
Ingen, der var til koncerten, var i tvivl: John Cxnnor ejede Copenhell den fredag aften, og de fik ikke rigtig nogen værdige konkurrenter til den titel.
Nogle nævnt, ingen glemt. På scenen så vi:
Rasmus Sejersen, John Cxnnor
Ketil Sejersen, John Cxnnor
Mai Young Øvlisen, Mejah
Kim Song Sternkopf, MØL, The Arcane Order
Andreas Bjulver Paarup, Cabal
Victor Kaas, Eyes, LLNN
Benjamin Clemens, Syl
Thomas Burø, Lack
Jacob Bredahl, Smertegrænsens Toldere, Riverhead
Jon Gotlev, Hiraki
Tue Schmidt Rasmussen, Hiraki
Tim Frederiksen, Hiraki
Martin Nielskov, The Psyke Project
Mikkel Vadstrup, The Psyke Project
Jeppe Skouv, The Psyke Project
Christian Bonnesen, New Money, tidl. guitarist i Psyke Project og tidl. vokalist/guitarist LLNN
Nikoline Spjelkavik, Witch Club Satan
Victoria Røising, Witch Club Satan
Johanna Holt Kleive, Witch Club Satan